Lenas Crush // MG

3 // Ulykken

Jeg vågnede ved lyden af Marcus snorkede. Det lød sødt. Jeg rækte ud efter min telefon og skyndte mig at skrue ned for lyset. Klokken var 7.30. Jeg var godt nok vågnet tidligt i forhold til vi gik i seng klokken 4. Jeg rykkede lidt til Marcus, men han sov. Jeg lå lidt og så rejste jeg mig op og tog tøj på. Jeg skulle på toilettet, jeg vidste bare ikke hvor det var. Marcus og Martinus's hus var lidt af en labyrint, syntes JEG. Jeg gik forbi deres forældres værelse. Efter hvad jeg kunne høre sov de stadig. Jeg var faktisk den eneste, der var vågnet. Selv hunden sov. Jeg begyndte at få det lidt dårligt... og...BANG!!! Jeg faldt til gulvet og noget begyndte at rive i mig. "Neeej!!" Skreg jeg.
"Lena!" Råbte Marcus og ruskede i mig. Jeg fik et chok og kom til at give ham en lussing. Han tog sig hurtigt til kinden. "Av!.. Hvad sker der!?" Spurgte han irriteret.
Jeg tog hænderne op for munden og sagde hurtigt undskyld. Havde det hele bare været en drøm!? "Ej, undskyld Marcus! Jeg havde et mareridt.." Sagde jeg stille og krammede ham. Jeg agede ham forsigtigt på kinden. Mine kinder var fugtige. Jeg havde vist grædt.. "Nåårr... Lena, du græder jo?" Sagde han. Jeg kunne se i hans øjne at han bekymrede sig om mig. Jeg smilte til ham og gned tårerne væk. "Det okay.." Sagde jeg. "Hvad er klokken?". "Halv ni.." Sagde Marcus. Vi tog tøj på og listede ind til de andre. "Godmorgen.." Gabte Martinus. Lisa sad ved siden af ham og kiggede på sin mobil. "Vi hørte Marcus råbe?" Spurgte hun og grinte. Jeg kiggede ned i gulvet. "Lena havde mareridt.." Sagde Marcus hurtigt. De andre sagde ikke noget.

Til morgenmad fik vi vafler. Det var lækkert og vi spiste dem alle sammen. "Mmmm.." Sagde Lisa mæt. Martinus grinte. Resten af dagen sad vi og hyggede oppe på Marcus's værelse indtil vores mor kom og hentede os. Vi skulle til dans, hvor Lisa skulle prøve at være træner for første gang. Hun glædet sig helt vildt. Jeg vinkede til Marcus da vi kørte. Vi havde ikke snakket om aftenen før. Jeg havde håbet på han ville sige noget mere, men vi faldt i søvn. Lisa kunne næsten ikke sidde stille. "Sid dog stille Lisa.." Sagde jeg. "Jeg kan ikke! Jeg er så nervøs. Hvad hvis de ikke kan lide mig!?" Mumlede hun så hurtigt at man næsten ikke kunne forstå hende. Jeg smilte. "Selvfølgelig kommer de til at kunne lide dig skat.." Sagde vores mor. Det begyndte at blive mørkt. Så langt væk boede vi jo heller ikke fra Marcus og Martinus. "Moar.. Hvad sker der!?" Spurgte jeg. "Øhh.. Jeg tror jeg er drejet forkert.". "Moar!? Jeg skal være der om 10 minutter!" Råbte Lisa. "Jaja, undskyld. Det var jo ikke med vilje. Du må ikke være sur på mig, hvis vi ikke når det skat." Sagde mor undskyldende. Men Lisa var allerede ved at græde. Hun havde også glædet sig meget..... Så skete det... Jeg kan ikke rigtig forklare det, for det gik så hurtigt! Det eneste jeg kan sige er mor ikke nåede at bremse. Vi kørte ind i en lastbil og så lukkede jeg øjnene. Da jeg vågner igen er jeg på et hospital. Jeg kunne ikke rigtig bevæge mig og det gjorde ondt lidt overalt. Jeg vidste ikke hvad der foregik. Jeg kiggede lidt rundt og så ned af mig selv. Det begyndte at gøre sygt ondt i mit ben og jeg var lige ved at skrige. Det gjorde vanvittig ondt. Der kom en sygeplejerske ind til mig. "Hvad er der sket!?" Råbte jeg til hende. Jeg græd lidt. Sygeplejersken sagde ikke noget, men gik ud igen. Jeg kiggede igen ned på mit ben. Jeg havde lidt regnet ud hvad der var sket.

Da sygeplejersken kom ind igen havde hun min far med. Han kom hen og krammede mig FORSIGTIGT. Jeg begyndte at græde igen. "Hvad er der sket?.." Hviskede jeg til min far. Han nåede ikke at svare. "Du har brækket dit højre ben 3 steder, begge håndled er brækket og et bøjet ribben..." Sagde sygeplejersken. Jeg kunne næsten ikke følge med, men lige der var jeg lige glad. Jeg havde så mange spørgsmål. "Hvor lang tid har jeg ligget her?" Spurgte jeg. "I kørte galt i går.." Sagde min far. Jeg nikkede. Så kom jeg i tanke om... "Hvor er mor!? Hvor er Lisa!?!?". Jeg kunne mærke jeg blev bange og mit hjerte begyndte at slå hurtigere. "Rolig.." Hviskede min far og holdte om mig. Sygeplejersken gik ud igen. "Lisa ligger på en anden stue lidt længere nede af gangen.." Sagde han. Der blev stille. "Hvad med mor!?" Rystede min stemme stille. Far sagde ikke noget. Jeg begyndte at græde. Og græde, og græde. Og endnu mere. Jeg kunne slet ikke stoppe. Min mor var død...
Jeg sad med min far i lang tid og græd. Han græd også lidt. Der blev banket på og Lisa kom rullende ind i en lille kørestol. (Så'n en man selv skal skubbe rundt.). Hun prøvede at smile, men jeg kunne godt se hun havde grædt. Nok lige så meget som mig. Hun kom med i krammet. "Hvad fejler du?" Spurgte jeg stille. "Et håndled forstuvet og begge ben brækket.." Græd hun.... Efter vi havde siddet der inde i en times tid kom sygeplejersken ind igen. Denne gang med Marcus og Martinus. Jeg blev glad for at se drengene. "Hvor lang tid går der før vi er helet igen?" Spurgte Lisa. "En månedstid cirka.." Sagde sygeplejersken. Drengene kom hen til os. Martinus krammede Lisa og Marcus krammede mig. Han havde grædt. Han gav mig et forsigtigt kys på kinden. "Er I okay?.." Spurgte han og tog mig i hånden. Lisa og jeg kiggede på hinanden og jeg nikkede en lille smule. Det var absolut den værste dag i mit liv. Jeg var kørt galt, havde brækket mine håndled og mit ben, jeg ville ikke komme til at danse mere lige foreløbig. Og min mor... Er her ikke mere.....

Det her var et ret trist kapitel, men håber stadig I nød det..