Mig og min tvillingesøster, Lisa Mantler er 15 år gamle og går på en helt normal skole. En dag kommer der en ny dreng i klassen, Marcus Gunnarsen og jeg får et rimelig stort crush på ham. Senere starter hans bror også på skolen, Martinus Gunnarsen...
"Hvad er der?" Hviskede jeg. Marcus sukkede og kiggede ned i gulvet. "Der er noget jeg skal fortælle dig..".
Vi satte os i sofaen og Martinus og Lisa gik ud af rummet. Han tog mig i hånden og gav den et lille klem. "Hvad er der?" Gentog jeg med den mindste mussestemme der findes. Marcus snøftede. Græd han? Jeg tog min hånd nedenunder hans hage og vippede den op så vi fik øjenkontakt. Jeg prøvede at smile, men det var svært, når Marcus var så ked af det. "Ma..Martinus..og jeg..skal i..ikke..være...her..me..mere.." Stammede han. Min verden gik i stå. 'Martinus og jeg skal ikke være her mere'. MARCUS SKULLE FORLADE TYSKLAND!! Han skulle forlade mig.. Min kæreste skulle ikke være hos mig mere. Mine øjne begyndte at løbe i vand og tårerne trillede langsomt ned af mine kinder. Marcus omfavnede mig og jeg lagde mit hovedet på hans skulder. "Hvorfor!?" Hulkede jeg og satte mig tættere ind til hans varme krop. "Vores forældre havde givet os en pause fra kendislivet.. Men... Nu skal vi afsted igen..." Snøftede han og nussede mig i håret. "Jeg er så ked af det Lena.." Sagde han og kyssede mig på kinden. Jeg kunne slet ikke være i mig selv! Jeg græd og græd og græd... Jeg ville ikke sige farvel til Marcus...
Marcus og Martinus skulle til USA. Meget langt væk fra Tyskland. De skulle med flyet om aftenen. Samme dag som koncerten. Vi var inde og sige farvel. Da jeg så Marcus derinde løb jeg alt hvad jeg kunne hen mod ham. Han greb mig i et stort knus og jeg gengældte det hurtigt. "Du må ikke tage afsted.." Hviskede jeg og klemte ham ind til mig. Det så nok lidt mærkeligt ud, for han var jo ret høj i forhold til mig. "Det bliver jeg nød til Lena.." Hviskede han tilbage, men jeg gav ikke slip. "Lena.." Sukkede Lisa og prøvede at hive mig lidt væk. "Neeej!" Råbte jeg og begyndte at fnise lidt. Jeg opførte mig jo som en 4'årig der ikke ville hjem fra legeland Ahah. Men det var ikke et legeland. Det var Marcus. Og jeg var ikke 4. Jeg var 16! "Marcus! Det er nu, ellers når vi ikke flyet.." Råbte Martinus efter ham. "Jeg kommer.." Råbte Marcus tilbage. "Lena..Vi kan jo altid skrive sammen.." Sagde han og gav langsomt slip på mig. Jeg nikkede og tørte mine øjne. Han smilede skævt til mig og jeg fniste. "Sidste kram!" Sagde jeg hurtigt. Så gik de.. Vi blev stående til man ikke kunne se dem for enden af gangen. Jeg snøftede og krammede Lisa. Hun græd også lidt. Jeg tror bare ikke Lisa og Martinus's forhold var ligeså stærkt som mit og Marcus's...
Da vi kom hjem gik jeg direkte op på mit værelse. Jeg var ikke spor sulten. Jeg ventede bare på Marcus ville skrive... "Hej smukke <33" "Heeej.." "Savner dig for sygt Marcus ; ( <33" "Savner også dig! Ville ønske jeg ikke skulle afsted :(" "Vi skal nok finde ud af at mødes på et eller andet tidspunkt ❤️" "Hvordan? Vi skal være derover i 6 måneder og så videre til et andet sted..😓😓" "Jeg finder ud af noget <33" "Self gør du det Lena😘"
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Nå, hej hej smukke❤️❤️" "Farvel..😢" "Det må du ikke sige!! Vi siger ikke farvel.." "Så siger vi 'ses' ❤️" "Ses❤️❤️"
Marcus skulle ikke forlade mig for evigt. Det måtte han ikke! Så hvis han ikke kunne komme tilbage til mig, så måtte jeg jo tage hen til ham..
Lidt trist og kort kapitel, men håber stadig I nød det <33 Hvad tror I Lena har tænkt sig?? - Mig :))
