Lenas Crush // MG

4 // De de'r krykker

Der gik en uge før vi måtte komme hjem, men vores far ville ikke have vi tog i skole med det samme. Jeg sad inde på mit værelse. Jeg havde siddet der en hel dag. Det var blevet et problem når Lisa skulle op på sit værelse, men hun havde vist fundet en løsning.
Hun rullede langsomt ind på mit værelse. "Gå ud!" Snerrede jeg. Hun hørte ikke efter. "Hvad der galt?" Spurgte hun. Er hun dum eller hvad!? Jeg kiggede dumt på hende og pegede på mit ben. Så slog jeg mig selv i panden, for at vise jeg syntes hun var dum at høre på. Hun sukkede og rullede hen til mig. "Gå nu ud!" Råbte jeg. Jeg kunne mærke jeg var ved at græde så jeg vendte ryggen til hende. "Altså hvordan tror du jeg har det!?" Spurgte Lisa. Jeg sagde ikke noget og kiggede stadig den anden vej. "Jeg kan ikke engang stå op på mine egne ben!". "Det kan jeg sku' da heller ikke..." Råbte jeg og pegede hende ud igen. Hun vendte øjne af mig. "Du kan da få krykker?" Svarede hun. Krykker.. Som lille har jeg altid gerne ville prøve at gå med krykker. Men så sjovt er det altså heller ikke. Nu græd jeg. Jeg kunne mærke tårerne langsomt glide ned af mine kinder og jeg knugede mig ind til Lisa. Hun holdte om mig. "Hør.. Jeg er også ked af det, men vi bliver jo nød til at fokusere på det positive ellers kommer vi ikke videre med det her!". Lisa smilte til mig. Jeg prøvede også at smile...

Dagen efter havde min far fået slæbt mig og Lisa hen til noget genoptræningscenter, hvor vi sjovt nok skulle genoptrænes. Og jeg fik krykker! (Suk..) Nå, men drengene kom med gaver til os. Det var dejligt. Vi fik chokolade og nogle billeder af os sammen. Vi takkede for gaverne og så skulle vi igang. Lisa og jeg fik hver en "hjælper". Min var en sød og ung kvinde, der hed Mascha. "Hej. Du må være Lena.." Sagde hun og trykkede min hånd. "Hej.." Sagde jeg. Hun viste vejen hen til den stue jeg skulle være på og jeg humpede efter hende med de åndsvage krykker. I løbet af dagen skulle jeg træne i at gå med krykker og at stække mit ben frem og tilbage.. (meget kedeligt.). Bagefter fik vi is. Det var fedt nok. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hader bare de krykker! "Kan jeg være sammen med Marcus i dag?" Spurgte min far. "Hvad? Nårr.. Nej, du skal hvile dit ben skat.." Sagde han. "Aarrg!" Råbte jeg og humpede op på mit værelse. Jeg ville ønske vi aldrig var kørt galt. Jeg hadede det dumme ben, de dumme krykker, den dumme far, ALTING! Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min mor. Jeg skulle lige til at græde, men jeg gjorde det ikke. I stedet tog jeg min mobil frem og skrev til Marcus....
Samtalen:
"Hej Marcus"
"Hej.. Måtte du?"
"Nej, jeg skal hvile mit ben😒"
":("
"I kommer i skole i morgen ik'?"
"Jo❤️"
"❤️"

Jeg glædet mig til at komme i skole i morgen. Det var ret kedeligt bare at skulle sidde i en seng hver dag i en hel UGE. Jeg skulle også spørger Marcus om noget...
(Måske kan du gætte hvad det er?)

Ved godt det blev et lidt kort kapitel, men ja :)
Vi rammer snart 100 reads!