he is a heartbreaking bad boy - M.G (dansk)

Drengen fra sengen.

*Så begynder de andre drenge at komme ud ad deres huler.
Jeg er stadig interesseret i at vide om ham drengen fra sengen, om hvem han er.

Drengen fra værelset jeg var vågnet op i kom ud. Han så ret smadret ud, han gned sig i øjene og samlede sit hår i en manbun. Jeg beundrede ham inden jeg fandt ud af at jeg var faldt i staver og han stod og kiggede mærkeligt på mig.
"Er du ok efter i går?" Spørger en af de andre drenge. "Jo tak" smiler jeg, og tager mig til hovedet, "kan bare ikke huske så meget...".
"Kan du lige finde nogle tallerkner i skabet længst ovre til højre, Karoline?" Siger William der nu har puttet to stykker brød i brødristeren.
"Jo da" siger jeg og går hen til skabet han hentydede til.
Jeg kigger mig flere gange over skulderen mens jeg også finder glas og bestik frem, vil bare lige have et ekstra godt øje til ham drengen der lå ved siden af mig... han virker nu meget sød... og så er han altså også ok lækker. MEN HVOR FANDEN ER DET NU JEG HAR SET HAM?!
Jeg ryster hurtigt på hovedet da de tanker popper op i min hjerne.
Lidt efter sidder vi alle om bordet i haven, røræg og toast er hvad der er på menuen og vi hygger os alle sammen rigtig meget.
De fortæller om hvordan jeg besvimede i går;
"...Og så blev William nødt til at bære dig ind i et af værelserne haha, og han var sådan 'hun dufter godt'" fortæller en af drengene. Så griner vi alle.
Ham drengen fra 'mit' værelse og jeg, er nok de eneste der ikke rigtig siger noget ved bordet, enten griner vi af hvad de andre siger eller også sidder vi og studere hinanden.
På et tidspunkt fanger vi hinandens blik. Det sker på den måde at vi begge vælger at kigge op fra vores tomme tallerkner på samme tidspunkt. Jeg kigger dybt i hans egentlig ret kønne øjne. Så begynder han at fnise, det samme gør jeg så, bare så situationen ikke ender akavet.
Da vi er færdige hjælpes vi ad med at vaske op.
"Er I så alene heroppe? Bare jer 5?" Spørger jeg en af drengene.
"Ja, bare os fem. Det gør vi tit" svarer han og tørrer den sidste tallerken af.
Jeg smiler og går ind på værelset hvor jeg sov, bare for lige at se om jeg har nogle af mine ting derinde. Da jeg åbner døren står ham drengen fra sengen kun i boxers... jeg rødmer og får mumlet noget i retningen af "undskyld" og smutter hurtigt ud igen.
William opdager at jeg er rød i hovedet og spørger hvad der er sket, med et kækt smil på læben. Jeg sætter mig bare i sofaen ved siden af ham.
"Nå... du må også snart hjemad, dine forældre må være begyndt at være lidt bekymrede."
Der kommer jeg straks på andre tanker. "GUD JA!" Udbryder jeg og hopper op ad sofaen. "Øøøhhh det var ikke ment sådan at vi ikke vil have dig her" griner William, "nejnej, det er ikke det. Øhm.. Jeg vil også gerne være her.. øhm..." jeg sætter min hånd op foran min mund. Hvad sagde jeg lige?
"Jeg mener... det var rigtig hyggeligt, men jeg tror det er bedst hvis jeg går hjem nu." Retter jeg hurtigt og lunter hen til hoveddøren i min hvide sove t-shirt og mine joggingbukser. Jeg leder efter noget fodtøj der kunne tilhøre mig, indtil det går op for mig at jeg jo var barfodet da jeg kom herover.
-
William's synsvinkel:
Martinus kommer ud og spørger: "Hvor er Karoline?"
"Hun gik, hendes forældre var blevet bekymrede" svarer jeg. "Hvorfor da?" Jeg spørger sådan fordi Martinus og Karoline virkede som om de havde et ret godt øje til hinanden.
Han trækker bare på skuldrene, og går udenfor til de andre drenge som spiller fodbold i haven. Jeg joiner da jeg har siddet i sofaen i sådan ca. 10 sek. Aha.
__________________________
Der kom det endelig... det længe ventede kapitel! Kommer til at skrive rigtig meget i sommerferien da jeg jo skal ud at rejse, glæd jer til det ;)
xoxo Sofie<33