he is a heartbreaking bad boy - M.G (dansk)

Martinius. - marathon 2/5

*"Kom og læg dig!" Sagde William bag mig.
"Jaer, skal bare lige hente mine ting først!" Svarede jeg.
Da jeg var gået kunne jeg hører, de andre drenge hviske; "damn... man, hun er hot!"
Jeg smilede lidt for mig selv. Hehe.

"Jeg lægger mig over til de der drenge derovre!" Fortæller jeg kort til mine forældre og samler min strandtaske op fra sandet. Jeg havde alle mine ting i den. "Okay skat," siger min mor konkret, hendes ansigt er gemt bag et dameblad så hun kigger ikke rigtig på mig. Min far derimod tager hans solbriller helt ned på næsen og studere mig. For sjov selvfølgelig aha.
Uden at svare laver han bare tommel op. Jeg fniser lidt og vender øjne af ham.
Derefter går jeg hen mod drengene.

Da jeg kommer derhen ser jeg at de har lavet en plads til mit håndklæde midt imellem dem alle sammen!
"Hey!" Siger Marcus og tager hånden op for hans pande som en skygge. Sikkert så han bare kan studerer mig. Super dejligt...

Jeg lægger mig med vilje ud i siden af rækken. Da jeg gør det, gør de alle som forventet; kigger strengt på mig.
"Læg dig dog i midten," smiler drengen ved siden af mig. Jeg tøver lidt, men gør det.
"Yayyyy!" Siger Marcus for at være sjov. Jeg rækker tunge af ham.
Mit håndklæde lægger jeg på pladsen de havde lavet til mig. Og ud fra hvor de lå før, da Marcus og jeg kom op fra vandet, kunne jeg se at de havde byttet pladser, sådan så jeg kunne ligge imellem William og Marcus...
"Nå, fortæl os lidt om dig!" Siger den ene. Jeg kigger på ham som lige havde sagt det. Jeg ved det ikke var Marcus, men den stemme lød altså virkelig som ham.
Nu genkendte jeg ham... det var sgu da ham fra sengen. Ham jeg var vågnet op, ved siden af. Jeg kunne huske at jeg syntes han mindede om en eller anden, nu vidste jeg hvem jeg havde haft i tankerne. Marcus. 
Ham fra sengen lignede Marcus på en prik. Jeg kiggede fra ham til Marcus, fra ham til Marcus. De andre forstod nu hvad jeg var forvirret over. De grinede bare og sagde: "Ja, de er tvillinger!"
Så det ville altså sige, jeg var vågnet op ved siden af Marcus' tvilling morgenen efter at jeg var besvimet? Ja, åbenbart.
Så, tilbage til hans spørgsmål.
"Noget om mig... hmm."
Jeg tænkte mig lidt om. Jeg ville egentlig gerne have at vide hvad Marcus' tvilling hed. En smart måde kunne være... "Jeg hedder Karoline, og dig?" Sagde jeg lidt fjollet til Marcus' tvilling, så det ikke skulle virke som om jeg gerne ville have at vide hvad han hed.
"Jeg hedder Martinus!" Svarede han.
"Martinius?" Det navn havde jeg godt nok aldrig hørt før.
"Nej!" Grinte han, "please lad være med at kalde mig det haha, det er Mar-ti-nus." Svarede han.
"Okok, Martinius!" Sagde jeg drillende.
"Vent, hvis du er Marcus' tvilling... går vi så på samme årgang?" Spurgte jeg da min hjerne lige havde arbejdet på højtryk for at finde ud af det efter lidt tid. "Haha, ja da!" Siger Martinus, "jeg ser dig tit på gangene!"
"Nå, så forstår jeg bedre" tænkte jeg højt.
Jeg havde selvfølgelig også set ham masser af gange ude på gangene.
"Jeg må også lige vide hvad alle I andre hedder!" Siger jeg og vender mig hurtigt om på ryggen så jeg kan se dem alle. "Ja, jeg kender jo godt William og Marcus!" Tilføjer jeg og kigger på de to drenge ved siden af mig.
"Jeg hedder Karl!" Siger den ene.
"Jeg er Laurits" fortsætter den anden.
"Og jeg er Malte" opråber den tredje!
"Ja, og så har vi jo mig, Martinius!" Tilføjer ham der ligner Marcus.
"Godt så" smiler jeg med en ubehagelig følelse af at alle øjne er vendt mod mig.

Resten af dagen tilbringer vi på stranden, vi hygger os og ender også i vandet et par gange!
Det er virkelig sjovt.
Da klokken er ved at være mange,
tænker jeg, at jeg nok må se at komme hjem. Min familie forlod stranden flere timer tidligere, og de er vist nok ved at lave noget aftensmad.
"Jeg må nok se og komme hjemad!" Smiler jeg til drengene.
Vi sidder lige nu i sandet og snakker.
"Nej ik endnu! Vi har planer om at grille hernede i aften og vi havde tænkt os at invitere dig!" Siger Laurits, da jeg rejser mig for at gå hen mod mine ting.
"Må man godt det?" Spørger jeg og vender mig om.
"Jaja!" Siger Marcus og smiler da jeg kigger på ham. Kan den dreng ikke lade være med at smile hele tiden? Det skulle nødig smitte mig og få ham til at tro jeg er ligeså vild med ham, som han er med mig. Hvis han altså overhovedet er vild med mig..?
Jeg trækker derfor blikket længere hen mod Martinus istedet. Han er også meget pæn at kigge på, må jeg sige.
"Har du ikke lyst til at joine?" Spørger William håbefuldt.
"Det kunne da være vildt hygge!" Svarer jeg og fortsætter min gang hen mod min strandtaske.
"Men jeg skal alligevel lige hjem og spørge mine forældre om jeg må." Siger jeg lidt højt for at forsikre at de hører mig nu hvor jeg står med ryggen til.
"Det gør du bare og så kan du komme ned hvis du kan! Vi smutter lige hjem og henter grillen," siger William til mig.
"Ok så, vi ses forhåbentlig!" Jeg smiler til dem alle inden jeg begiver mig op mod klitterne og derefter ned ad stien mod mit sommerhus!
__________________________
Der skal nok komme lidt spænding snart, lover!! gn
xoxo Sofie<3