he is a heartbreaking bad boy - M.G (dansk)

Kysset II

*Min hjerne er også lukket ned, ligesom min hørelse, men jeg nyder følelsen af hans læber på mine.
Det giver et stød i mig, da han pludselig placerer hans hænder på min ryg.
Vi er på en anden planet. Vores planet.
Jeg vågner på Jorden, da maskineriet i mig lukker helt fuldstændig ned, jeg hersker over min krop nu. Jeg trækker mig og løber ud. Jeg vil ikke være i det samme rum som ham længere, jeg vil bare væk. væk. væk.

Sneen ligger der stadig da jeg går fra Filippa's hus. Men det er som om Trofors er forandret efter episoden indenfor. Lige før. De andre må tænke hvad de vil, jeg er sgu ligeglad. Hvad gør jeg nu? Det stød jeg fik, det var en rar følelse. Pludselig klikkede det; var det bare fordi alle de andre kiggede at jeg blev genert og tænkte "jeg må væk"?
Der var stadig en masse spørgsmål inde i mit hovede, jeg havde ikke snakket med Marcus i lang tid før det her. Var han stadig vild med mig? Eller... var det bare noget han havde bildt mig ind?
Jeg går og sparker lidt til den løse sne, og jeg bemærker at jeg styrer ned mod floden - der hvor Marcus og jeg løb hen da vi pjækkede - istedet for mit hus.

Efterhånden har Marcus og jeg kysset en del. Hver gang får jeg den der gnist indeni, men intet andet er ligesom sket imellem os. Det er sgu mærkeligt.

Jeg når til broen og kan se en skikkelse stå der, det er Marcus, det ved jeg bare. Han må have vidst jeg styrede herned til floden. Han stod bare der i sin nye jakke, som var åben så jeg kunne se hans lyserøde T-shirt, han havde joggingbukser og hue på. Han smilede da han så mig, men så bestemt ikke overrasket ud. Han havde ventet på mig.
Da jeg kom tættere kunne jeg hører hans åndedræt pibe, var han nervøs over noget. "Karoline..jeg..jeg ved ikke hvad der er imellem os, du sender ligesom blandede signaler og jeg vil ikke have nogen følelser i klemme hos os.." han sender et skævt smil.
"I klemme? Intet er i klemme, jeg.."
Men han afbryder; "jeg.. jeg har sagt det her før, men jeg kan lide dig og intet kan ændre på det, om du vil det eller ej."
Og så, så røg det sgu ud af min mund... "jeg kan også godt lide dig Marcus."
Han tager et hurtigt kig fra mine læber til mine øjne, jeg får det der stik igen, men denne gang er det et ikke-endnu-Karoline-stik, så jeg ryster på hovedet.
"Marcus, ikke endnu."
"Så vi er sammen?"
Jeg vendte mit ansigt mod vandet i floden, jeg kunne mærke at han ikke fulgte mit eksempel; det var som om hans øjne havde låst sig fast.
Efter et minuts tid, sagde jeg: "hvis du vil have det.."
Han var hurtig på aftrækkeren, "det er alt jeg nogensinde har villet, siden jeg vandt dit blik for første gang..."
Tavsheden overvandt vores åndedræt efter den sætning, og som om vi kunne snakke til hinanden nonverbalt, begyndte vi at gå mod enden af broen på samme tid.
Hånd i hånd. Dette var det mest rigtige og ægte der var sket i lang tid. Ham og mig sammen virkede så virkeligt, mærkeligt at jeg for et år siden havde hadet ham.
____________________________________________________
Lidt kort kapitel. Sorraay. Men jeg håber I er tilfredse?
Har lige opdaget at jeg har været i gang med at skrive denne historie i over et år nu, omg jeg r så langsom.
sofie<3