Glem mig ikke

Kapitel 8

Nogen timer efter vågnede jeg, hvorefter jeg satte mig op i sengen, og strakte min krop. Efter gik jeg ud på badeværelset, og tog noget deodorant på, og rette lidt på mit hår, da det altid ligner noget der er løgn når jeg vågner. Jeg var på vej ned af trappen, da jeg kunne høre hoveddøren åbne, det var Namjoon der kom hjem fra skole. "Y/N?." Spurgte han. "Jeg er her." Sagde jeg, med et smil oppe fra trappen, og et smil spredte sig på hans læber. Da han havde taget sin sko og jakke af, kom han op på trappen hvor jeg stod. "Hvordan har du det Y/N?." Spurgte han. "Det ved jeg ikke jeg har aldrig prøvet at blive bortvist før." Sagde jeg. "Nej det er rigtig....men...Y/N vil du ikke nok fortælle mig hvad der skete?." Jeg sukkede. "...Okay." Sagde jeg, hvorefter vi gik ned i stuen, og jeg fortalte ham alt hvad der skete, både i klasseværelset og på rektors kontor. "Waow." Sagde han. "Ja det må du nok sige, og nu tror sikkert alle på skolen jeg er en tyv." "....Høre Y/N jeg ved ikke hvad folk vil tro, men hvis der er nogen der driller dig eller lignende, så siger du det til mig med det samme okay." Sagde han, og tog hans hånd på min skulder, jeg kunne mærke at jeg begyndte at rødme. "Y/N." "Jov det skal jeg nok." Sagde jeg.

Efter nogen timer, hvor mig og Namjoon havade lavet nogen pop corn, og hyggede os med en film. Fik han en besked på hans mobil, han tog den op fra hans baglomme, og læste beskeden. "Hvem er det?." Spurgte jeg. "Det er min mor, jeg har måske fortalt hende hvad der skete med dig idag, og hun er ked af at det der sket, og at hun ikke kan være hjemme til at være der for dig, men håber at jeg vil det." Sagde Namjoon. "Nuurgh....hun er så sød din mor, men komme hun ikke hjem idag.?" "Nej min mor og far er tit væk en dag, eller sådan noget, så jeg er tit alene hjemme." Sagde han. "....Men hey skal vi ikke går ud og spise i aften?." Spurgte Namjoon. "Mmm Jov hvorfor ikke." "Super så skynd dig at gøre dig klar vi køre om lidt." Sagde han, vi rejste os fra sofaen, og gik på vores værelser. "Hvor er du skøn Namjoon." Tænkte jeg, og skyndte mig at tage noget andet tøj på.

Da jeg var færdig, gik jeg ned til Namjoon, som stod i køkkenet, og ventede på mig, hvorefter han fik øje på mig, og begyndte at kigge op, og ned af mig. "Smuk som altid." Sagde han. "Ååååår tak Namjoon." Sagde jeg, hvorefter vi gik ud i bilen, og Namjoon begyndte at køre. "Hvor skal vi endelig spise henne?." Spurgte jeg. "Det er en overraskelse." Sagde han, hvorefter noget tid han kørte ind på en parkeringplads, ved siden af en restaurant. "Kan du kende det?." Spurgte han. "Ja Selvføldig kan jeg det Namjoon." Sagde jeg glad, han havde kørt os hen til den restaurant, vi havde spist på siden jeg kunne huske. "Kan du lide din overraskelsen?." Spurgte han. "Jeg elsker den." Sagde jeg, hvorefter han tog min hånd, og gik over til restaurant. "Kan jeg hjælper jer?." Spurgte en tjener. "Ja et bor til to." Sagde Namjoon. "Ja vil i sidde udenfor eller indenfor?." Spurgte tjeneren. "Hvad vil du helst Y/N." "Udenfor." "Ja følg med." Sagde tjeneren, og fulgte os hen til en bor, og lagde to menu kort. "Tak." Sagde vi i kor, og satte os ned, og efter noget tid, havde vi bestilt både noget, at drikke og noget at spise.

Det var så hyggeligt, at være ud at spise med Namjoon, især fordi det er så lang tid siden, vi har været ude at spise kun os to. Vi havde være her meget med vore forældre, og nogen gange bare ham og mig, vi kunne huske vi tit havde lege på en legeplads, der lå tæt på restaurant. Og en dag vi spiste her med vores forældre, lærte jeg ham at hikke, jeg kan huske jeg tit kom til at grine lidt af ham, fordi han ikke havde en særlig god balance. Og hver gang vi skulle spise, stjal Namjoon altid nogen af mine pomfritter, hvorefter han lod som ingen ting, og drillet mig med, at det var musen der havde taget dem.