Like love

Kap 13

Men det så lang tid siden? jeg forstår det slet ikke, mine tanker er som én stor spiral og er umuligt at finde rundt i. Jeg kan ikke få luft og det flimre for mine øjne, jeg rejser mig og hoster i det jeg rejser mig jeg løber ud af døren, dog rammer jeg ind i et bord og min hofte gør så ondt nu, men jeg løber videre ned af gangen. Nogle sekunder er jeg sikker på jeg drukner ingen luft i mine lunger, min adrenalin køre på høj plan og får mit hjerte til at banke hårdt og hurtigt. Pludseligt kan jeg intet mærke og alt føles som slowmotion da jeg rammer gulvet og går ud som et lys. Mit hovede dunker, mine øjne føles tunge, tungere end nogensinde, egentlig har jeg ikke lyst til at åbne dem, bare at ligge her og være ingenting er bedre end den smerte i mit bryst. At flyve væk, helt væk lyder ikke som en dårlig ide, at give op én gang for alle. Den duft der fylder mig kender jeg og jeg elsker den, De stærke arme der samler mig op og som jeg ligger her i hans arme kan jeg høre hans hjerte, det banker hårdt og hurtigt, som mit gjorde før.

Jeg bliver lagt igen, på sofaen jeg kender den godt selvom jeg kun har været her 1 gang før. måske skulle jeg blive her alligevel, bare for at se hvad der sker, 1 sekund i hans arme ændre alt og selvom jeg selv syntes det er fucking dumt og alt for cheesy så mener jeg det! Jeg kæmper med at åbne mine alt for tunge øjne med det lykkes til sidst og jeg ser ham gå rundt i en cirkel mens han køre sit hår tilbage, han ser frustreret ud, næsten bange. Han lægger ikke mærke til jeg langsomt sætter mig op, han er sød når han er sådan der helt nervøs og irriteret.

"hey" smiler jeg forsigtigt og han vender sig med det samme mod mig, han løber over til mig og tager mig op i hans favn og jeg har aldrig følt mig så tryg, han dufter fantastisk og hans hjerte banker endnu hurtigere. "fuck hvad skete der?! er du okay?" siger han mens han langsomt slipper mig og kigger på mig undersøgende, jeg nikker bare og smiler så sødt som jeg nu kan " har du så tænkt dig at forklare?" spørger han stille og jeg sikker "altså-" jeg bliver afbrudt af døren der går op og vi kigger begge to op på hvem der kommer ind. Den nye lære "hey mate" siger han da han kommer ind "og du må være Elle" siger han og rækker hånden frem, jeg ser Harry smile til ham inden jeg tager Louis' hånd. Jeg smiler venligt til ham og kigger så op på harry igen, Louis ser hen på harry og giver ham et tegn jeg ikke forstår. Harry smiler til mig som om det gør ondt og går så mod døren Louis giver ham et klap på skuldrene inden han går ud af døren.

Jeg sidder og stirre på døren længe nok lidt for længe indtil Louis rømmer sig og begynder at snakke "Harry har fortalt mig alt" siger han, han har et sørgeligt blik i øjne, det går op for mig hvor godt han egentligt ser ud, han kan ikke måle sig med Harry, men han er langt fra grim.

"Jeg ved hvordan man underviser i ting der ikke høre til den normale skolereform" han sætter sig ved siden af mig lidt for tæt på mig hvis du spørger, men jeg klare det, jeg nikker stille, jeg aner ikke hvad fanden han mener. "Jeg ved også du er problemer hvis du ikke bliver irettesat" Han kigger på mig mens jeg stirre ligeud i luften, hans hånd rammer mit lår lige midt på. Hans hænder har tatoveringer og er langt tyndere end Harry's, men stadig store og jeg vil tro han er lige så veltrænet som ham. Han nuser forsigtigt mit lår og jeg rykker mit ben for jeg skal fandme ikke igennem det engang til, han kigger irriteret på mig og sætter sin hånd på mit lår igen lidt længere oppe og har et meget strammere greb. "se selv" siger han og kigger ned mod sin hånd på mit ben "jeg skal lære dig en masse, det var meningen det var Harry's opgave, men han blev alt for forelsket i dig!" han siger det i en hård bestemt tone, Harry vil aldrig lade ham gøre det, ville han? nej vel, jeg prøver at berolige mig selv, men jeg føler mig allerede såret bare af tanken, hvis nu de har lavet en aftale eller sådan noget? Jeg skulle have været død, min far havde ret da han sagde hvor forfærdenlig han synes jeg er. Jeg kan mærke en tåre løbe ned af min kind, jeg kan ikke være så bange igen, jeg kan bare ikke.. Jeg kan mærke hans hånd på min kind der tørre tårerne væk "shhh, det er for det bedste" han virker ond og kold som en robot "du var vidst også forelsket i ham, var?" han griner hånligt og jeg sender ham et dræberblik og håber på det virker, men nej suk. "så hvad nu? vil du lade mig gå? eller hvad skal jeg lære der er så fucking vigtigt!" Siger jeg højt jeg er så vred jeg kunne sprænge i luften og et par sekunder er jeg sikker på jeg ville gøre det. Den fucking nar til Louis! og fucking Harry! der bare vil lade hans "ven" forsætte hans opgave. Min sorg og frygt er blevet erstatte med had til dem og min far, jeg rejser mig inden han når at gøre noget og vader ud af døren som ingenting, jeg ved han har rejst sig også, men jeg smækker døren lige i hovedet på ham og går ned af gangen. jeg kan høre hans skridt er hurtige og trampende "Elle! her! og det er nu! han står flere meter væk og jeg vender mig ikke 1 gang, jeg går videre i et normalt tempo og rækker ham fingeren som jeg går ud af døren, Ha ha! så kan han lære det, han skal fandme ikke tro han kan komme her og tro han er noget!