Like love

Kap 23

Mit hovede føles tungt, tungere end det plejer og det virker umuligt at åbne mine øjne. Jeg kan ikke kende stedet, værelset det ligner en almendigt drengeværelse. Henne i hjørnet sidder Niall og sover i en stilling der ser utroligt ubehagelig ud, med det samme skyller alt tilbage fra igår, Louis og min far, jeg smider mig ned på ryggen i sengen. Hvordan kunne han lade ham gøre det?! han havde tænkt sig at lade Louis voldtage mig, hvordan kan det være jeg ikke reagerede? hvorfor er jeg så dum, jeg har sørget for at Niall har mistet en ven, jeg kan ikke bede ham om at tage mit parti, jeg har ikke kendt Niall så længe.

Tårene triller ned af mine kinder, mit hjerte banker hurtigt og følelsen af skuffelse er det eneste der fylder det. Jeg føler mig så ødelagt, ligegyldig og ubrugelig, nu ligger jeg på en af mine bedste venners værelse, det der føles som min eneste ene har ingen ide og går rundt som om det er en normal dag, med den viden at vi aldrig kan få hinanden. Jeg kan aldrig tale til min far igen, nogensinde, Mira ved intet og jeg skal til at miste Niall som ven, jeg kan aldrig bede ham om at hade Louis bare på grund af mig.

Træpladerne i loftet virker så bekendte, de ligner dem på mit værelse, mit værelse jeg aldrig kan vende tilbage til. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal bo, jeg er for træt til at græde, tårerne er stoppet og jeg stirre bare på loftet. Jeg kan høre en lav mumlen fra et sted i huset, men Niall's snorke lyde overdøver det der bliver sagt. I alt det her rod er det i bund og grund mig selv der er skyld i det, hvis jeg havde nået til min mor før det var for sent. Lægerne sagde det handlede om minutter da jeg fandt hende, bleg, livløs, med en ekstrem svag puls, hende ligge der på gulvet i stuen. I vores hus på Manhatten, det billede fylder stadig mit hovede, det er som om det var igår. Far besluttede sig et par uger efter at det ville være godt at flytte, derefter endte vi her i LA. Jeg forlod min mors grav, mit hjem, mit alting, det eneste jeg har at tænke tilbage på er hendes krop der bare lå flydende som om det er en helt normal ting. Lige nu virker tanken om at forsvinde væk, sammen med hende, ikke så dårlig.

"morgen" mumler Niall hele min krop giver et ryk i sig af det store chok, jeg mumler bare en ugenkendelig lyd tilbage. Jeg har ikke flere tårer at give af, jeg kan mærke hans bekymrede blik, så jeg sætter mig op og vi sidder bare og kigger lidt på hinanden. "Er du ok-" Jeg afbryder hans hæse morgen stemme og giver både ham og mig selv et chok. "hør virkelig mange gange tak for du reddede mig igår! Det betyder alt og jeg ved ikke hvad der ville have sket hvis du ikke var der... Men jeg kan ikke bede dig om at vælge mellem mig og Louis, han har været din ven meget længere tid og du har kendt mig i få dage. Tak for alt og tak for din familie har taget sig så godt af mig" imens min lange talestrøm kører, har jeg rejst mig, heldigvis har jeg en stor t-shirt på og et par natbukser som jeg går ud fra er Niall's på. Jeg står i døren da jeg siger det sidste, inden jeg ser ham i øjnene og ved hvor forvirret han må være de her sekunder, faktisk er jeg selv forvirret. Men jeg skynder mig at lukke døren bag mig og prøver at finde en vej ud af huset uden at rende ind i flere, desværre går min mission hurtigt i vasken da jeg bliver trukket ind i et stramt kram af Maura. "Det er så frygteligt, kan jeg gøre noget? hvordan har du det kære?" spørger hun og tager fat i mine skuldre, så jeg bliver nød til at se hende i øjnene. Hun ser bange og bekymret ud "måske noget mad vil hjælpe" smiler hun og et lille håb kan jeg se i hendes øjne, hun trækker mig ud i køkkenet og sætter mig på en barstol overfor køkkenet. Inden hun begynder at sætte alt muligt forskelligt mad frem, faktisk ser det virkelig lækkert ud og jeg kan straks mærke sulten i min krop. En kommer bagfra og jeg ser Niall's ansigt han ser forvirret ud da han gnider sig i øjene, jeg prøver at give ham et undskyld-vi-kan-tale-senere blik, jeg ved ikke hvor meget han forstår men i hvert fald sætter han sig bare ved siden af mig og begynder at skovle mad ind.

Niall's hus er virkelig hyggeligt, det er ikke så stort, men det sådan et rigtigt familie hus med billeder af dem på væggene, og små pynte ting. Hjemme i lejligheden virker alt så koldt og firkantet, der er ingen billeder eller pynte ting. Jeg står fast da et billede af Niall dukker op, han har brunt hår og står med en violin han ser så glad ud, lykkelig og som om alt er en leg, ved siden af ham står en anden lidt ældre dreng. Han ligner ikke Niall ud over nogle få træk "Det er greg" jeg kan mærke hans tilstedeværelse bag ved mig, greg? Jeg må se forvirret ud går det op for mig da han fortsætter "det er min bror, han bor i Irland, der hvor vi kommer fra" det er som om et lys bliver tændt og jeg forstår meget bedre, den anderledes hyggelige indretning af deres hjem og deres ens accent. Faktisk føler jeg mig virkelig dum, at jeg ikke har regnet den ud før er ikke ret et af mine bedste øjeblikke.

"kan vi snakke" suk, jeg vidste den ville komme da jeg ikke slap ud herfra, eller jeg syntes virkeligt det er dejligt at være her, men jeg kan ikke være til besvær, sådan et menneske er jeg ikke. Jeg følger efter ham om ad trappen og ind på hans værelse "Du ved, det var ikke for at være uhøflig eller utaknemlig-" begynder jeg inden han afbryder "Elle! jeg har ikke kendt dig ret langt tid, men du er en fantastisk person og jeg tager ikke parti efter hvem jeg har kendt længst eller hvem jeg kender bedst, jeg tager efter hvad der er i orden, det Louis gjorde eller var ved at gøre" han ser ned i jorden med et trist blik "det var ikke i orden på nogen måde, han er forfærdenlig, jeg har haft en mistanke før, men jeg troede aldrig der var noget rigtigt, indtil igår. Elle det er ikke din skyld og jeg er her igennem det hele" han trækker mig ind i et kram, jeg kan mærke hvor mange følelser der ligger i det og jeg nyder det, det føles som endelig at få en hånd til at hjælpe mig op fra jorden af. "tak" mumler jeg ned i hans skulder og han kysser mig i håret.

"Hvad så nu?" jeg kan ikke flytte, da staten eller min læge eller en eller anden har bestemt at jeg ikke er rask nok, efter det der skete sidste år. Bare tanken om det giver mig kuldegysninger, det jeg var så tæt på at gøre. Vi ligger i sengen og kigger op i loftet "hvad så nu?" gentager Niall, "ja? Jeg ved ikke hvordan jeg kan bo med min far efter igår, jeg kan ikke flytte" siger jeg ud i luften, Niall rykker på sig og ligger sig på siden og kigger på mig "din far?" han virker forvirret og det går op for mig at han ikke ved at min far ved med i det, hvilket giver mening han ikke ved da min far er usædvanlig god til at forholde sig underradaren. "Han var med i det" siger jeg, det hele virker håbløst og uoverskueligt. Jeg ligger mig på samme måde som Niall så vi ligger ansigt til ansigt, det er utroligt hvor gode venner vi er blevet på så kort tid, han er jo som en bror for mig nu. Jeg forklare ham alt fra da Louis tvang mig med på hans kontor, hvordan min far kom derind og bare gik igen og hvordan vi endte hjemme.

Jeg betragter ham gå vredt rundt i værelset, han virker sur og køre en hånd gennem hans hår der i forvejen er meget uglet eftersom ingen af os har tænkt på at se os i et spejl. "vi finder ud af noget" mumler han, jeg ved ikke om det er til ham selv eller mig, men jeg nikker en lille smule. "Niall?" jeg ved min stemme er lav og jeg føler mig helt syg, så min stemme lyder samtidig lille og hæs. "Kan vi lade vær at sige noget til Harry?" jeg tror mit hjerte sprang et par slag over og jeg kan ikke lade vær at smile da jeg siger hans navn. Han virker ikke som om han gider diskutere, han nikker bare.