Det femogtyve Hunger Games

*Høsten*

Da vi sidder i bilen, sidder vi så tæt at jeg kan mærke Flaus' øre mod mit.
Ligepludselig kan jeg mærke, at der er en som fletter sine fingre ind i mine ?
Jeg kigger ned og ser at det er Flaus' fingre som jeg kan mærke imod mine.
Min puls stiger, men så kan jeg mærke at bilen stopper og dørene bliver åbnet.
Vores fingre glider fra hinanden.
Kaos.
Der er mennesker over alt.
Da jeg får set mig omkring, opdager jeg at er på vej over til rådhuspladsen, hvor høsten skal foregå.
De har opdelt pladsen således, at drengene står i venstre side, og pigerne i højre side.
Jeg smutter ind iblandt pigerne, og Flaus stiller sig ind iblandt drengene.

*~*~*~*~*~*~*

En høj, pink håret, slank dame, træder op på scenen. Hendes stil er en typisk Capitol efterligning - højtaljet pastel lyserøde bukser, en hvid skindene bluse, som kunne blænde mig vis jeg gav den lov, og et par sølvfarvede sko som er formet som roser - det skal nok forestille at hun går på roser ?
Hun banker på mikrofonen, som om det var sjovt, eller så prøvede hun nok bare at få opmærksomheden fra alt det kaos som omgav os.
Tænk at høsten nok forgår sådan her hver eneste år.
Forfærdeligt.
Hendes hæslige stemme med Capitol accent, overfylder hele pladsen.
"Velkommen, i dag er vi samlet for at finde en tapper ung mand, og kvinde, som skal stille op i dødspillet. For femogtyve år siden var der en krig imellem distrikterne, og Capitol, men så kom freden, og Capitol vandt".
Hun tøver, men kun et kort øjeblik, for så at begynde at snakke igen.
"Som bevis på dette, har jeg fået eskorteret en film hele vejen fra Capitol, og hertil. Nyd den", er hendes sidste ord som afslutter talen.

*~*~*~*~*~*~*

Jeg vender mit hoved over mod den store skærm, en masse billeder dukker op, men det eneste jeg kan tænke på er da min hånd var flettet samen med Flaus'es.
Skærmen bliver sort og hun begynder igen at tale.
Mine tanker om Flaus bliver ligeså stille opløst.
Jeg bliver nervøs.
"Damerne først", siger hun og går over til pigernes bowle.
Da hun tager hånden ned i den gennemsigtige bowle, som er fyldt med papir laper, hvor alle's navne er skrevet på, lægger jeg mærke til hendes ansigts udtryk.
Skræmt, nervøst, og ubeslutsomt.
Da hun trækker hånden til sig igen har hun en papir lap, og ens skæbne i hånden.
Hun går igen over til mikrofonen, og siger, "Rose Garden".
Jeg tænker at det her er min chance, så jeg snor mig tættere på scenen. Da jeg pludselig stopper op og ser, at en pige på omkring tretten år, går op mod scenen.
Nu løber jeg.
Da pigen er på vej op på scenen, kan jeg godt se at jeg ikke kan nå derop før at de allerede er gået videre til drengene.
Nu sætter jeg i en ny kurs ud imod den sti som adskiller pigerne, drengene og scenen. "Stop" råber jeg, da jeg står på den tomme sti.
Min puls er så høj at jeg nok lyder som en der er ved at omkomme.
"Jeg melder mig frivilligt", får jeg frempustet.

*~*~*~*~*~*~*

Alt er stille, indtil nogle af vagterne tager mig i armene og førere mig op på scenen. Capitol damen tager imod mig og spørger om mit navn.
Jeg ved godt at jeg ikke kan fortælle hende mit rigtige navn, eller i hvertfald ikke mit efternavn, så det undlader jeg.
Men så kommer jeg i tanke om hvad Flaus har fortalt mig, som var at hvis vi skulle gøre det her, så skulle vi også kæmpe imod dem og vise at vi ikke frygter noget !
Så jeg beslutter mig for at vil fortælle hende mit rigtige navn.
"Tris, mit navn er Tris Meeven", får jeg fremstammet, og lyder lidt mere sikker i stemmen denne gang.
Damen kigger undrende på mig, "kommer du her fra", spørger hun.
Jeg kigger ud på alle de mennesker som omgiver os.
"Måske", lyder mit svar.
Damen kigger forbavset ud på publikum, og uden at sige mere går hun over til drengenes bowle.
Hun stikker hånden ned i bowlen og trækker en papir lap op.
Først der slipper vagterne, som holder mig fast.
Det må vel betyde at de har godtaget mig, og mit svar.
Da damen er ved mikrofonen igen, og så tæt på mig at jeg stivner uden nogen grund,
høre jeg navnet "Stark Garden".
Det første der slår mig, er at jeg lige har meldt mig istedet for hans søster.
En gyldent håret dreng, som er høj og tilpas muskuløs, træder ud af rækken for at bevæge sig opad mod scenen.
Da jeg ser drengen føler jeg mig tiltrukket og draget af ham.
Som om jeg har mødt ham før.
Jeg kan ikke tage mit blik fra ham.
Da Stark står ved siden af mig gør damen tegn til at vi skal give hinanden hånden.
Hans hånd føltes stor, stærk og tryg.
Imens vores hænder mødes kigger han ind i mine øjne.
Hans blik signalere at han ved at jeg ikke er her fra, og slet ikke fra nogle af distrikterne.
Da jeg skal til at give slip på hans hånd, giver han den et klem.
Jeg kigger forvirret op på ham, men hans øjne er kun rettet imod vores hænder.
Damens Capitol stemme får os til at give slip.
" Distrikt to har nu fundet dem som skal kæmpe om at vinde i arenaen, og som vil få en fabelagtig gevinst som beløning.
Glædelig Hunger Games, og må oddsene være med jer".
Høsten er slut, bare sådan, og folk er allerede ved at rydde pladsen.
Som om ingen ting er sket. I hvert fald intet som interessere dem ?
Mig og Stark bliver eskorteret indenfor i hvert sit rum, hvor at ens familie må komme og sige et sidste farvel, men i min situation må jeg kun håbe at Flaus får adgang til at se mig !