Kærelighed ved første blik

Kapitel 16

(Min synsvinkel)

"Jeg kan virkelig godt lide dig. Det burde føles rigtigt at tænke tilbage på igår men det gør det ikke. Du giver mig lyst til bare at give slip på alt for at kunne blive her sammen med dig. Du får mig til at føle noget jeg aldrig har følt før". Han stirrer bare på mig. "Undskyld" siger jeg. Jeg begynder at tag mit tøj på igen. Han stirrer på mig. "Det var netop derfor jeg ikke ture fortælle mine følelser for dig. Hele tiden har jeg været bange for at blive såret, så jeg holdt mig tilbage indtil igår". En tårer trille ned ad min kind. Jeg løber ud. Døren smækker bag i mig.

Jeg griber min mobil og ringer efter Liam.

Liam: "Hej det er Liam"

Mig: "Liam det er D/N vil du ikke nok hente mig?"

Liam: "jo græder du?"

Mig: "ja Liam vil du ikke nok bare hente mig"

Liam: "jo jeg er der om 10 minutter vi ses om lidt"

(Liam's synsvinkel)

"Niall jeg må smutte jeg skal hente D/N vi ses". "Okay vil du have din morgenmad med?". "Nej tak spise du bare det".

Jeg styrter ud af døren. Farthastigheden bliver også brudt i farten.

D/N sidder lige så stille udenfor og venter mens tårer strømmer ned ad hendes kinder. Hende øjne er helt røde. "Undskyld Liam" græder hun og kaster sig i armene på mig da jeg går ud for at hente hende. Det eneste hun har på er kjolen fra igår og hendes stilletter. "Hey det er okay". Jeg lægger armene om hende. "Jeg har været en stor idiot". "Hvad skete der?". "Kan vi ikke snakke om det når vi kommer hjem" hulker hun. "Jo selvfølglig". Hun ryster. Hun har gåsehud op ad begge arme. "Fryser du?". Hun nikker svagt. Jeg trækker mig lidt tilbage, tager min jakke af og lægger den om hendes skuldre. "Tak" siger hun og sender mig et såret smil. "Det var så lidt". "Kom".

Jeg fører hende hen til bilen. Hun sætter sig ind og jeg lukker døren efter hende.

"Liam vil du lige holde ind til siden jeg har det ikke så godt?". "Øhh ja" siger jeg. Jeg ser over på hende. Hun ser noget bleg ud. Jeg holder ind. Hun når lige ud før hun kaster op. Jeg går ud til hende. "Er du okay?". "Det ved jeg ikke. Jeg tror det er tømmermændene" græder hun. Hun tager sig til hovedet. "Læg dig ind på bagesædet og se om du ikke kan sove lidt til vi kommer hjem". Hun gør som jeg siger uden et ord.

(Harry's synsvinkel)

Nu har hun endelig indrømmet at hun er vild med mig. Hvad skal jeg så gøre. Jeg vil ikke blive ved med at være uvenner med min

bedsteven, så derfor sårede jeg min pige. Hvorfor lod jeg hende gå? Jeg skulle bare have fortalt hende sandheden.

Min mave begynder at rumle. Jeg burde spise noget men jeg har lyst til noget før alt det her er slut. I stedet for at spise min morgenmad ringer jeg til Zayn. Louis er sur på mig og Niall er Liam's hold, så den eneste jeg kan snakke med som måske ville kunne forstå mig er Zayn.

Zayn: "Godmorgen hvad så haz?" Spørger han træt.

Mig: "undskyld hvis jeg vækkede dig men jeg har virkelig brug for en snak".

Zayn: "Okay jeg er der om 20 minutter"

Mig: "tak bror"

Zayn: "Det var så lidt"

Mumler han før han lægger på.

Efter tyve minutter banker det på døren. Jeg går ud og åbner. Der står Zayn som lovede. "Hvad så?"