Kærelighed ved første blik

Kapitel 17

(Min synsvinkel)

Da jeg åbner øjnene igen ligger jeg på mit værelse. Jeg må have været faldet i søvn. "Nå du er vågn vil du have noget at drikker eller spise?". "En glas vand og noget med noget salt vil virkelig være dejligt" mumler jeg. "Okay har du brug for en hovedepinespille?". "Ja tak". Han forsvinder ud af værelset efter tingene.

Tænk han virkelig gad tag så af mig sådan som jeg har behandlet ham. Det kan godt være han fortalte den lille hemmelighed videre men sød har jeg altså heller ikke været mod ham.

Liam kommer ind med en bakke som han stiller på natbordet. "Vil du ikke blive lidt?" Spørger jeg da han skal til at gå. "Okay så bliver jeg lidt". "Tak" smiler jeg og tager en tår vand. "Men du skræmmer mig altså lidt". "Hvorfor?" Spørger jeg og tager nogle chips. Liam finder sin mobil frem vender kameraet mod mig så jeg kan selv mig selv. Han griner lidt. "Orhhh hvor dog hader dig" mumler jeg men krammer ham. "jeg elsker også dig" griner han. Sådan sidder vi lidt tid. Jeg trækker mig tilbage for at spise lidt flere chips og drikke noget mere vand. Da jeg er færdig med chipsene tager jeg hovedpinspillen. "Så har det her bare at virke. Jeg har det virkelig forfærdelig" klager jeg. "Stakkels dig måske skulle dig få dig noget mere søvn". "Du har nok ret". "Jeg sidder inde på værelse hvis du vil mig noget" siger han og rejser sig. "Vent" udbryder jeg. Han stopper. "Hvad så?" Smiler han. "Kan jeg stole på dig?". Han kigger såret på mig. "Du må undskyld jeg kom til at fortælle det, det røg bare ud af mig. Jeg lover fra nu af kan du skole på mig". "Okay må jeg så fortælle dig hvad der skete? Jeg har virkelig brug for at komme ud med det". "Ja og jeg går ikke før du har fortalt mig det hele" smiler han og sætter sig hen ved siden mig i sengen igen.

(Liam's synsvinkel)

Hun tager en dyb indåndning før hun begynder. "Okay Harry slog dig hvilket får ham til at være en af verdens største idioter, men han reddede mig fra at blive voldtaget så nu står der ligesom 1 til had og 1 til kærelighed. Du ved jo godt at bare fordi nogen opfører sig som en idiot nogen gang, hvilket han jo gjorde, så betyder det jo ikke at man holder op med at elske dem. I morges vågnede jeg efter en lang nat ja du ved. Okay det her bliver snart akavet.... men....øh... Ja bare glem det. Sagen er bare den at jeg endelig tog mig sammen og fortalte Harry hvad jeg føler for ham, men han sagde ingenting. Han stod bare og stirrede på mig uden ord. Han lod mig gå" græder jeg. "D/N jeg er ked af det men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige". "Bare glem det" Hulker hun.

Okay hun elsker Harry hvilket ramte mig hårdt men op på hesten igen. Du vil jo bare se D/N glad så trøst hende dog og giv Harry en chance. Endelig bider jeg i det sure æble. "Nej D/N det skal nok gå. Harry er ikke typen der plejer at springe i med begge ben på engang. Han har brug for lidt tid til at tænke over det, men jeg ved han føler noget for dig" sukker jeg. "Er du sikker?". "Ja fuldstændig sikker ellers ville han ikke have slået mig da jeg fortalte ham hemmeligheden" siger jeg flovt. "Du er et grødhoved men jeg elsker dig alligevel du er den bedste papbror i verden" smiler hun og krammer mig. Der kom det igen verdens bedste papbror, ikke noget andet.

"Måske skulle du lægge dig til at sove nu, jeg lover jeg stadig er her når du vågner". Jeg fjerneder hendes arme. "Er der noget galt?". "Nej jeg skal bare på toilet" svarer jeg og rejser mig fra sengen. "Okay så". Hun blinker et par gang før hun forvirret lægger hovedet på hovedpuden.

(Harry's synsvinkel)

"Jeg lod D/N gå fordi jeg ikke vil såre Liam men jeg kan ikke tænke på andet end hende hele tiden. Hun fortalte mig hvad hun føler for mig men jeg sagde ingenting. Jeg stirrede bare på hende". "Hun er vild med dig ikk?". "Jo det sagde hun jo i hvert fald, men jeg kunne ikke få mig selv til at indrømme for hende at jeg elsker hende, fordi jeg vil ikke såre Liam. Han er min bedsteven. Du kender mig hvis vi først begge to har indrømmet det så kan jeg ikke se hvad der skulle holde os tilbage, men det vil jo betyde at jeg vil komme til at såre Liam". "Du har ret. Måske skulle dig og Liam tage en snak om det her det blive i jo nødt til på et eller andet tidspunkt". "Zayn han vil aldrig snakke med mig efter det jeg har gjort". "Harry det der er en virkelig dårlig undskyldning. Han er vores bedsteven. Du kender ham selvfølgelig vil han gerne snakke med dig hvis du giver ham en ordenligt undskyld og lover du aldrig mere gør det". "Du har ret jeg må over til Liam". "Godt jeg tror også jeg må hjem". "Tak for hjælpen Zayn". "Du kan altid komme til mig bror. Nå men vi ses" smiler han. "Jep ses". Zayn nå lige ud af døren før jeg selv sætter kursen over mod Liam og

D/N.

Nervøst banker jeg på døren. Der gør lidt før Liam åbner. "Hun sover" siger han koldt. Han skal lige til at lukke døren da jeg sætter en fod mellem dørenkarmen og døren. "Liam det var dig jeg kom for at snakke med".