Kærelighed ved første blik

Kapitel 19

(Min synsvinkel)

Selvfølglig har han ikke glemt det. "Nej eller det troede jeg i starten men der kendte jeg dig jo heller ikke. Det var dumt at tro på alle blandende".

Jeg mærker noget nede ved min hånd. Det er Harry's hånd. Den er både varmere og større end min. Han fletter sine fingre ind i mine før han trækker mig hen mod sig. Min blik vandre op til hans øjne. Han sender et smil til mig hvilket får mine kinder til at bluse op. Efter lidt nærmer hans læber sig mine. Vores læber er få cm fra hinanden da Liam kommer løbende ud til os.

"D/N Claudio er kørt galt". Jeg river min hånd til mig og løber hen til Liam. "Hvor er han? Hvad er der sket? Er han okay?" Spørger jeg forskrækket. Mine øjne er våde af tårer. "Han er på hospitalet" siger Liam. Et par stærke arme bliver lagt om mig men jeg kan ikke se hvem det er for tårer. Jeg regner med at det er Harry men da jeg får blinket tårerne væk ser jeg det er Liam. "Kom så kører vi på hospitalet". Jeg ser mig over skulderen hvor Harry står. Han forstående på mig.

Liam hjælper mig ind i bilen før han selv sætter sig ind bag rattet. "Hvordan har han det?" Græder jeg. "Det ved jeg ikke. Han holdte i et lyskryds. Der blev grønt for ham så han kørte men der kom en fra den anden side som var kørt over for rødt og kørte direkte ind i siden på ham" siger Liam. Hans stemme ryster lidt. Da jeg ser over på Liam kan jeg se han har tårer i øjnene. "Den idiot hvorfor kørte han også over for rødt?" græder jeg før jeg gemmer mit ansigt i mine hænder. "Vi er her snart D/N men du kan ringe til min mor hun er jo allerede på hospitalet måske ved hun noget mere nu" siger Liam. "Har du din mobil med min ligger der hjemme?". "Ja her" siger han og rækker mig hans mobil.

(Liam's synsvinkel)

Hun leder lidt efter nummeret. "Hej Karen...hvordan...har...min?" Mere når hun ikke

før hun bryder fuldstændig sammen. "Skal jeg snakke med hende?" Spørger jeg forsigtigt. Hun nikker. Jeg tager mobilen.

Mig: "Hej mor hvordan har Claudio det?"

Jeg kan hører min mor græder hvilket får en tårer til at trille ned ad mine kinder.

Min mor: " Han har brækket 3 ribben, fået hjernerystelse og piskesmæld i nakken"

Mig: "Okay vi er på vej vi er der om 10 minutter ses mor"

Min mor: "okay ses og huske at kør forsigtigt"

Mig: "det lover jeg farvel"

Hun når lige at sige farvel før jeg lægger på.

"Er han okay?". "Han har brækket 3, fået hjernerystelse og piskesmæld i nakken" svarer jeg. Hun ånder lettet op over han ikke er død. Vi sidder lidt i stilhed kun hulken fra D/N kan høres ind i mellem.

"Så er vi her?". Jeg når kun lige at parkerer før hun løber ind på hospitalet. Inde i venteværelset står min mor. "Hvor er han?" Spørger D/N desperat. Det er forståeligt nok pigens far er lige kørt galt. "Kom med mig".

Vi følger pænt med min mor ind på hans stue. "Far" græder D/N som løber over for at omfavne sin far.

(Harry's synsvinkel)

Jeg står længe efter de er kørt. Hvad ville en rigtig kæreste gøre i det her tilfælde? Det burde Zayn og Louis vide. Jeg fisker min mobil op af lommen og skriver til drengene. Efter lidt tikker en SMS ind på min mobil. Den er fra Zayn.

Zayn: vær dig selv. Hvad ville den rigtigte Harry gøre?

Den rigtigte Harry vil være der til at trøste hende. "Så går turen til hospitalet" siger jeg og sætter kursen mod hospitalet. Jeg er noget halvvejs da jeg opdage en lang række af biler. "Ikke nu" udbryder jeg irriteret. Hvorfor skulle der også være trafik nu hvor jeg vil gøre noget for den pige jeg elsker. Så må jeg skrive til hende.

Mig: Hey smukke jeg håber din far er okay? Jeg er på vej håber det okay? Ses om lidt min pige.

Selv om jeg sad kø i en halv time så havde hun stadig ikke svaret mig. Det er dog okay nu hvor hendes far er kørt galt. Måske har hun slet ikke set den. Det er virkelig nervepirrende at sidde her uden at komme nogen vejene når D/N har det sådan her.