Kærelighed ved første blik

Kapitel 28

(Min synsvinkel)

Jeg er kørt med Liam hjem men ingen af os har sagt et ord.

Liam banker på døren. "Nå ja forresten din far er kommet hjem fra hospitalet". Claudio kommer og åbner. "D/N min pige hvor har jeg dog savnet dig". "Hejsa far" siger jeg og tvinger et smil frem på mine læber. "Kom her" smiler han før han trækker mig ind i et kram. "Vi bliver nødt til at snakke". Jeg trækker mig ud af krammet og kigger på ham. Hans smiler forsvinder. "Far hvad sker der?". "Kom I to det er på tide i får hele sandheden af vide". "Hele sandheden? Hvad sker der her?" Spørger jeg. Mit blik vandre fra min far over på Liam og så tilbage til min far. "Kom" siger min far.

Vi følger efter ham ind i stuen hvor Karen sidder i den ene sofa. "Sæt jer ned" smiler Karen. Vi gør som der bliver sagt. Liam sidder helt tæt op ad mig. At mærke hans hud mod min føles trygende. "Din far og jeg har besluttet at gå fra hinanden". "Hvad men han er jo lige kommet hjem fra hospitalet?". "Ja men Karen hører til i England og jeg hører til i Italien. Vi er stadig gode venner men det magiske mellem os er bare forsvundet. Det er på ingen måde jeres skyld hvis I tror det". "D/N er jeg ked af det. Liam og jeg har talt om det vi flytter i morgen så dig og din far kan få lov at få det for jer selv igen meget snart". "Men det kan i da ikke" udbryder jeg. Jeg kigger over på Liam som ser udskyldigt på mig. "Du må kunne forstå dem" mumler han til mig. "Nej faktisk forstår jeg ingen af jer. Vi havde det så godt sammen men så ødelagde en tilfældig åbenbart det hele" siger jeg højt selv om det faktisk er til Liam. "Sådan kan det gå nå men jeg må ind at pakke mine ting så jeg er klar til at tag af sted".

Det hele er ødelagt men det værste af det hele betyder at jeg mister Liam. Jeg mister mit livskærlighed. En tårer triller ned ad min kind.

"Det skal nok gå vi skal nok klar det ligesom i gamle dage" smiler min far og lægger en hånd blidt på mig skulder. "Jeg vil ikke have det ligesom i gamle dage. Det er fortid og tiden ændre sig". Jeg skubber hans hånd væk.

(Liam's synsvinkel)

Det hele er bare så nederen for tiden. Jeg er blevet uvenner med en af mine bedstevenner, og nu mister jeg min drømmepige, men måske er det bare sådan skæbnen har bestemt det.

Inde på værelset ved siden af kan jeg hører D/N græder. Normalt ville jeg være gået ind til hende men ikke denne gang. Hun hader mig så hvad godt kan jeg gøre?

Endelig er alle mine ting pakket. Det tog mig en time men nu er det overstået.

D/N græder stadig hvilket er sårende at hører på.

"Unger der er frokost". Selv om jeg egentlig ikke gider så går jeg ud til dem. De smiler som altid, som om ingenting er sket. D/N er stadig ikke kommet. "Jeg går lige ind og får en snak med hende" siger Claudio og rejser sig fra bordet.

"Er du okay?" Spørger min mor forsigtigt da Claudio er gået. "Ja jeg har det fint" lyver jeg. "D/N har vist haft det lidt svært for tiden har hun ikke?". "Hvem ved" mumler jeg og trækker på skulderne. "Liam hvad sker..." Pludselig stoppe hun midt i sætningen.

Claudio og D/N sætter sig til bords. Claudio sætter sig ved sin af min mor og D/N ved siden af mig. Hendes øjne er helt røde. Hun ser hurtigt ned i tallerknen. Det samme gør jeg da min mor ser på mig.

Efter frokost kommer D/N ind på værelset til mig. "Undskyld Liam". Jeg ser overrasket på hende. "D/N du behøver...". Hun afbryder mig ved at sætte sin pegefinger for mine læber. "Shh og hør hvad jeg har at sige. Jeg dummede min utrolig meget. Jeg er virkelig ked af at jeg behandlede dig så dårligt. Ja du fortalte måske Niall hvad der skete den nat så Louis muligvis over hørte det og fortalte det til Harry men jeg er ligeglad. Det er fortid nu. Du havde ret alle helte har brug for deres elskede men du fortjener bedre end mig. Mit hjerte banker kun for en men det for sent nu. Jeg sårede ham og nu rejser han. Jeg forstår ham virkelig godt hvis jeg havde været ham så ville jeg være stukket af for længst, men det gjorde han, for Liam James Payne giver aldrig op. Undskyld Liam og tak for alt ting".