The One That Falls ☆ Martinus Gunnarsen

6; gruppen

"Så i dag skal vi lave noget lidt anderledes end vi plejer." Annoncerer Mette der står oppe ved whiteboardet og snakker.

"Vi skal nemlig begynde på vores første gruppeopgave. I bliver sat i grupper to og to, og så skal i skrive en opgave på 4 sider, om et selvvalgt emne." Forsætter hun. Jeg sidder ved siden af Emily der giver mig "blikket" for ligesom at spørge om vi skal være i gruppe sammen. Jeg nikker bare.
"Jeg har forresten allerede selv lavet grupperne, baseret på jeres niveau i de to prøver, vi tog i torsdags. " Siger hun. Der kommer et kollektivt suk fra klassen og Mette griner bare. Hun elsker åbenbart at sabotere drømme. Det var den samme lærer der råbte af mig og Lea for at komme for sent sidste Mandag.
"Jeg gider ikke stå og råbe dem op, så jeg har sendt dem til jer i en e-mail. I kan gå i gang efter i har fundet jeres makker. I må gerne sætte jer rundt i nogle andre rum, eller endda gå ud i det gode vejr, så længe i laver noget og er tilbage ti minutter i. Peace." Siger hun.
Jeg åbner min computer og skal til at logge ind på min skole e-mail, da Emily kigger mærkeligt på mig.

"Du er kommet i gruppe med Martinus." Siger hun bare. Jeg bider mig i læben. Pis. Det er da også bare mega typisk.
"Nårh... Okay. I det mindste er det nogen jeg er venner med." Siger jeg og prøver at opføre mig normalt. Jeg kan se at hun er skuffet over det ikke er hende, og jeg får det nærmest helt dårligt med mig selv. Som om jeg har ødelagt et eller andet.
"Ja... Jeg er i gruppe med Michella." Siger hun og nikker over mod hende. Hun rejser sig op og går derhen uden at sige mere. Hvorfor opfører hun sig som om hun er sur på mig? Det er jo ikke mig der har valgt gruppen. Som om jeg havde valgt at være i gruppe med Martinus hvis jeg kunne. Jeg kigger op for at se om Martinus har opdaget det, og han er allerede på vej herover. Jeg har ikke set ham siden i fredags.

"Hey." Siger han og sætter sig ned hvor Emily sad før.
"Hej..." Siger jeg og prøver at smile til ham.
"Sååeh... God fest?" Spørger han og griner akavet.
"Fin nok..." Siger jeg bare. Han kigger underligt på mig.
"Skal vi sætte os udenfor?" Spørger han. Jeg nikker og rejser mig. Vi beslutter os for at sætte os over på den Starbucks, der ligger tæt på skolen.
"Så... Noget nyt fra Gabriel?" Spørger han, på vej derhen. Han kigger ned i jorden.
"Hvor ved du det fra?" Siger jeg bare. Martinus trækker på skuldrende.
"Elias så jer. Det' hans storebrors ven." Fuck.
"Okay." Siger jeg bare. Det er mærkeligt mellem os. Virkelig mærkeligt. Vi går videre og kommer endelig ind og sætter os på en sofa i Starbucks.
Jeg sætter mig over for ham med min computer fremme, og vi begynder at snakke om nogle emner. Men vi tænker begge to på andre ting, og man kan godt mærke det.
"Så... Dig og Emily." Siger jeg bare. Han stivner. Som om jeg har fundet hans store hemmelighed.
Han skriver videre på sin computer.
"Der er intet mellem mig og Emily." Siger han koldt.
"Nå... Okay. Det troede jeg bare der var, undskyld." Svarer jeg. Der er en mærkelig pause.
"Hvis hun går og siger det har hun i hvert fald misforstået noget. Hun er ikke min type." Siger han bare.
"Hvad er din type så?" Det ryger bare ud af mig. Jeg fortryder det så snart jeg har sagt det. Jeg begynder straks og rødme og kigger bare ned i min computer. Fuck, hvor er jeg bare dum.
"Det tror jeg godt du ved." Siger han. Der er ingen følelse i hans stemme. Som om han er sur på mig. Og hvad skal det overhovedet betyde? Er han virkelig så sur over jeg troede han kunne lide Emily.
"Skal vi arbejde videre?" Spørger han. Jeg nikker bare. Og i et stykke tid er det det vi gør. Det eneste man kan høre er lyden af vores tastaturer, og der hænger en mærkelig spænding i luften.
"Der er altså heller ikke noget mellem mig og Gabriel." Siger jeg. Jeg er bare så dum, mand. Jeg kigger nervøst op på ham for at se hans reaktion. Han smiler svagt og begynder at grine en smule. Jeg griner også, men jeg ved ikke hvad noget af det her betyder. Kan han lide mig? Hvad så med Emily? Hun var allerede jaloux i morges over at jeg var kommet i gruppe med ham. Betyder det her vi kommer til at få noget? Jeg fatter intet af den her situation, og jeg fatter heller ikke hvorfor han sidder og smiler over at jeg ikke har noget med Gabriel. Og hvorfor fanden skulle Elias nævne til Martinus at jeg havde kysset med Gabriel bare fordi han kender ham? Med mindre Martinus har spurgt ham.

☆☆☆

Da vi kommer tilbage til klassen, er det som om alt har ændret sig. Mig og Martinus snakker sammen helt normalt som om intet var sket. Hverken kysset, eller den mærkelige samtale før.

Da alle er kommet tilbage giver Mette os tidlig pause, fordi hun åbenbart ikke har mere at sige. Mig og Martinus sidder sammen, fordi vi ligesom kom sammen ind.
Vi sidder og snakker om et eller andet ligegyldigt da Emily kommer marcherende over.
"Hey Tinus. Tak for i fredags." Siger hun flirtende, og leger med sit hår. Han kigger på mig, og så tilbage på Emily og griner akavet.
"Selv tak... Det var lidt mærkeligt, er vi enige?" Siger han. Hun sender ham et sært blik.
"Jaer, altså fordi vi er så gode venner og sådan noget... Lidt akavet." Siger han og sender hende et undskyldende smil. Hun træder et skridt tilbage som om hun er totalt chokeret.
"Mhmm... Jaer, men jeg er totalt enig. Sagde det også bare som en joke." Siger hun. Man kan godt høre på hende at hun er skuffet, og jeg får lidt ondt af hende.
"Nå, men Astrid kommer du? Aftalte vi ikke at spise durum i pausen?" Forsætter hun og lades som ingenting. Jeg nikker og tager min taske og skal til at rejse mig.
"Jeg kunne da også godt spise en du-" "-Det er en pigetur." Hun afbryder Martinus og smiler arrogant til ham. Jeg sender ham et undskyldende blik og følger efter Emily udenfor.
Lea står allerede og venter uden for skolen.

"Kan du ærligt tro han lige sagde det der til mig?" Spørger hun irriteret. Jeg ryster på hovedet.
"Nej, vildt underligt." Siger jeg bare.
"Havde han sagt noget til dig før det? Har i snakket om mig?" Spørger hun.
"Nej! Nej, nej... Vi lavede bare opgave." Skynder jeg mig at sige. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere denne her situation. Jeg føler mig så falsk, at jeg slet ikke fortæller dem hvad der er foregår. Hvad fuck skal jeg stille op?