The One That Falls ☆ Martinus Gunnarsen

1; for sent

Jeg åbnede øjnene og vågnede med et sæt, ved lyden af min mors skingrende stemme der kaldte på mig.
"Astrid, du skal op!" Jeg sukkede og rullede om på siden. Klokken var seks, ifølge min mobil.
Og så ramte det mig. I dag var min første skoledag. Første dag på gymnasiet. En bølge af angst ramte mig, og jeg trak straks dynen over mit hoved.
Det her bliver et mareridt.
Jeg har kun et par stykker fra min gamle årgang der skal starte på samme gym som mig, og kun en i min klasse. Men det er vel bedre end ingenting. Det var Lea, som jeg faktisk var okay venner med. Vi havde været en del af den samme vennegruppe fra syvende til niende, men aldrig rigtig været sammen alene. Det skulle nok gå.
Jeg havde faktisk glædet mig rigtig meget til i dag, og nu kunne jeg ikke tage mig sammen til at stå ud af sengen. Helt ærligt, Astrid. Tag dig dog sammen. Jeg rejste mig dovent fra sengen og slæbte mig selv ud i køkkenet, hvor min mor stod over komfuret.

"Hvad så, skat? Glæder du dig til i dag?" Spurgte hun, og sendte mig et stort smil.
"Lidt." Sagde jeg, i og med jeg åbnede skabet for at tage en skål.
"Det skal nok blive godt, du har jo intro-uge, så du skal ikke være bekymret." Jeg fyldte skålen med cornflakes og mælk.
"Ja... Du har vel ret, måske. Jeg tror jeg ringer til Lea, og spørger om hun vil følges." Sagde jeg og trak på skuldrende.
"Det er nok en god idé, det er dejligt i har hinanden." Smilede hun.
"Mhmm..." Sagde jeg og tog min morgenmad med ind i stuen. Mens jeg spiste, fandt jeg hurtigt Leas nummer, og fik ringet hende op.

"Hallo?" Sagde Lea.
"Heyy, det er Astrid." Sagde jeg ind i røret.
"Hey, hvad så?"
"Jeg tænkte om du måske ville mødes sådan fem minutter før skolestart, og følges ind?"
"Jo da."
"Okay, så ses vi bare?"
"Yes, det gør vi."

Og med det lagde jeg på. Jeg var færdig med min morgenmad, så jeg gik ud i køkkenet og lagde mine ting i opvaskemaskinen, hvorefter jeg skyndte mig tilbage ind på mit værelse.

Hvad har man på første dag i gymnasiet? Det her kommer jo til at tage en evighed.

☆☆☆

"Hej Astrid!" Smilede Lea og gav mig et kram. Vi havde valgt at mødes på en Starbucks, der lå fem minutter væk fra skolen.
"Heyy!" Der var ca. ti minutter til vi skulle møde så vi sad bare og snakkede.
"Er du spændt på første dag?" Spurgte hun. Jeg nikkede, og tog en tår af min kaffe.
"Ja, lidt. Eller, jeg var meget mere spændt før, og nu er jeg bare nervøs." Sagde jeg.
"Jeg ved hvad du mener, men jeg er rigtig glad for at du ringede. Vi var jo ikke så meget sammen bare os to, så jeg var bange for at vi slet ikke ville snakke sammen rigtigt i gym..." Sagde hun.
"Jeg havde det på samme måde! Men jeg er glad for vi har hinanden nu." Sagde jeg smilende.
"By the way, du ved godt at det her er det samme gym som Marcus og Martinus og skal gå på, ikke?" Sagde hun spændt.

Jeg rullede men øjnene og grinede lidt af hende.
"Jo, det er jo ikke fordi at alle pigerne der skulle starte her fra folkeskolen ikke snakkede om det 24/7." Grinede jeg.
"Er du ikke spændt? Martinus er på vores klasseliste, så han skal gå i vores klasse!" Sagde hun stolt.
"Jeg ved ikke helt... Jeg syntes altså de er lidt kiksede..."
"Seriøst?" Jeg nikkede bare og drak videre. Jeg kiggede ned på min mobil for at tjekke klokken og så at den var 8.

"Shit! Lea, vi skal møde NU!" Råbte jeg og sprang op.
"Hvad???" Vi samlede hurtigt vores ting og skyndte os ud af den lille kaffebutik.

"Okay, så vi ved hvilket lokale vi skal være i, men ved vi hvor det er?" Spurgte jeg forvirret. Lea rystede på hovedet. Vi kiggede opgivende på hinanden og brød derefter ud i grin.
For sent på første dag? Hvor dum har man lige lov til at være?

Vi var endelig ovre ved gymnasiet og skyndte os ind. Normalt ville jeg have stået foran døren i et par sekunder, taget en dyb indånding, og derefter åbnet den. Men det var der ikke tid til nu.