The One That Falls ☆ Martinus Gunnarsen

2; drengene

Lea og jeg havde løbet rundt på gymnasiets gange, i et par minutter nu. Vi kunne ikke finde vores klasselokale. Hvor var det bare typisk.
"Fuck, hvor er vi bare dumme!" Udbryder hun. Jeg nikker og sukker.
"Skal vi tjekke ovenpå?" Spørger jeg. Hun nikker og vi bevæger os op ad trapperne der leder op til anden sal. Lokale 204 er det vi leder efter. På den første dør vi kommer forbi står der 203.
"Oh my god, det er lige herovre, tror jeg." Siger jeg. Og ganske rigtigt står der 204 på den næste dør.

Vi åbner døren uden at tænke på konsekvenserne. Der bliver helt stille og alle ansigter bliver straks drejet mod os. Vi står akavet i dørkarmen.
"Øhm, undskyld vi kommer for sent. Vi kunne ikke finde det." Siger jeg og kigger undskyldende op mod læreren. Hun kigger surt på os, og kommer med en lang smøre om at det her er en seriøs uddannelse, og det ikke ser særlig godt ud for nogen af os at komme SÅ for sent på den første dag. Så nu vil der åbenbart blive holdt ekstra meget øje med os.
Vi satte os aller bagerst hvor der heldigvis var to pladser frie, ved siden af hinanden.
"I to kan introducere jer selv, da vi allerede har lavet en navnerunde." Siger læreren irriteret. Hendes navn fik vi så heller ikke at vide, åbenbart. Fedt, at det er første dag og en af vores lærere allerede hader os.
"Øhm... Jeg hedder Astrid." Siger jeg og kigger rundt. Alle stirrer på mig. Og ja, her kommer mit basic bitch moment, men mit blik fangede straks Martinus. Jeg skyndte mig bare at kigge væk, og rødmede lidt over vores to sekunder lange øjenkontakt. Han var klart den flotteste dreng i klassen, der var bare et eller andet over ham. Men jeg ved præcis hvem han er. Godt nok gik vi ikke på samme skole, men når man vokser op i så lille en by som vi gjorde, så har jeg da stadig hørt alle rygterne. Og jeg ved bedre end at falde for en fuckboy.
"Og jeg hedder Lea." Siger Lea og smiler svagt. Gud, hvor er jeg glad for at jeg har hende. Jeg havde ikke overlevet det her alene. Men jeg var så nok heller ikke kommet for sent hvis jeg var alene.

☆☆☆

Vi havde pause nu, i et kvarter. Vi havde lavet et par ryst-sammen øvelser, og det var faktisk lidt det hele den her første uge ville være. Vi ville først begynde at få rigtig skole på Onsdag, og det var kun få fag. Så det var vel meget luksus. Mig og Lea havde snakket rimelig meget med den her pige der hed Emily. Hun var ret sød, og sagde at hun var ved at flække af grin da Mette(som åbenbart var det læreren hed), havde skældt os ud.

Ud over det kunne jeg ikke lade være med at stirre på Martinus, jeg ved godt det var åndssvagt, men jeg kunne virkelig ikke få øjnene fra ham. Han sidder og snakker med nogle af drengene. Alles samtaler virker så naturlige, det virker som om folk har kendt hinanden i meget længere tid end de rent faktisk har. Så er der selvfølgelig også et par få stykker der sidder alene med deres mobiler. Jeg har lidt ondt af dem, men vi er jo så også kun lige blevet færdige med vores første modul.

"Og jeg som troede du syntes de var kiksede?" Griner Lea.
"Hvad?" Siger jeg forvirret. Lea og Emily brød ud i grin.
"Du stirrer sådan riiimelig meget." Siger Emily og fniser.
"Har man et lille crush?" Spørger Lea.
"Øhmm, NEJ? Og jeg kigger ikke på ham, jeg kigger bare ud af vinduet. Det er tidligt, jeg er træt. Arrester mig." Siger jeg. Okay, teknisk set løgn, men det er ikke lige noget jeg føler for at blive drillet med.
"Nåårh ja, helt klart." Siger Lea og blinker. Emily griner og jeg ruller med øjnene.
"Jaja, men han er sgu da også lækker." Siger jeg og giver dem hvad de vil have. Vi bryder alle ud i grin. Jeg kigger hurtigt i hans retning for at se om han hørte det, men heldigvis virker det ikke sådan. Jeg gider virkelig ikke være en af de piger der er fuldkommen obsessed med Martinus, og jeg hader at det virker sådan. Jeg vil heller ikke have at Lea og Emily tror sådan om mig, men det gør de jo nu. Men det eneste der er ved det er jo bare at jeg syntes han er flot, men jeg ville aldrig prøve på ham, i modsætning til nogle af de andre piger. Tror jeg, i hvert fald. Emily nævnte at der var nogle piger fra hendes årgang der kun havde søgt ind på det her gymnasie, fordi de vidste Marcus og Martinus skulle gå her.
Det er jo bare hvad der kaldes direkte dumt.

Lige pludselig er vores pause slut og der kommer en ny lærer ind og starter timen.

☆☆☆

Vi har frokostpause nu, og vi beslutter os for at gå udenfor i stedet for at tage i kantinen.
Da vi kommer ud står Martinus der allerede med nogle andre drenge fra vores klasse. De fleste af drengene står og ryger, men Martinus gør ikke.
"Skal vi ikke gå over til dem?" Spørger Emily. Lea nikker ivrigt, og jeg følger selvfølgelig efter dem.
"Hey drenge!" Siger Emily og hiver en smøg frem. Lea følger trop, og jeg står igen som den der er udenfor. Drengene siger hej, og vi begynder en samtale. Der er 4 af dem, plus Martinus. Vi finder ud af at de hedder Jacob, Matthias, Simon og Elias. De virker faktisk meget søde, og vi har en fed samtale. På en eller anden måde, kommer jeg til at stå ved siden af Martinus.
"Ryger du heller ikke?" Spørger han og smiler til mig. Jeg ryster på hovedet.
"Nej. Altså jeg har prøvet det, men jeg syntes det er lidt ulækkert. Dig?" Spørger jeg.
"Jaer, jeg ved hvad du mener. Jeg går mest bare med ud for det sociale. Da alle i min klase begyndte at ryge, følte jeg mig så udenfor, at jeg lidt overvejede at begynde bare så jeg ville have en undskyldning for at gå med ud." Grinede han. "Men jeg syntes sgu også det er ret klamt." Tilføjede han. Vi snakkede lidt videre, før Elias spurgte om vi ville med på Maccen, og vi sagde selvfølgelig ja og gik med.

Da vi var kommet ind og fået vores mad, sad vi alle ved et stort bord og snakkede.
"Har i egentlig tænkt jer at komme til den der introfest på Fredag?" Spurgte Jacob. Han havde brunt krøllet hår, og var faktisk ret nuttet.
"Ja selvfølgelig!" Sagde jeg, og kiggede over på Lea og Emily der havde samme svar.
"Jeg tænker måske at det ku' være fedt at holde noget forfest inden, hvis i kunne være interesseret i at komme med?" Spurgte Simon.
"Ej ja, det kunne da være vold hyggeligt!" Sagde Emily.
"Ja, det vil vi mega gerne." Sagde Lea. 
"Er der nogle flere inviteret?" Spørger jeg. Simon trækker på skuldrende.
"Altså jeg tror kun jeg inviterer nogle få, for der er ikke plads til hele klassen i mit hus, og det tror jeg sgu heller ikke mor og far bliver så glade for." Grinede han.
"Men altså, ja måske lidt flere henover ugen, men lige nu er det kun os." Fortsatte han. Jeg nikkede og spiste videre.
Tænk at jeg var så bekymret for gymnasiet, og jeg har allerede fået venner, og blevet inviteret til en forfest, og det er kun frokostpause. Det ser ikke ud til jeg havde så meget at bekymre mig om alligevel.
Den her fest bliver fucking fed, og jeg glæder mig allerede virkelig meget. Min klasse er jo allerede ret god, syntes jeg selv.