The One That Falls ☆ Martinus Gunnarsen

9; kom godt hjem

Da timen var færdig ventede jeg på Martinus udenfor klasseværelset. Da han kom ud sagde vi anspændt hej til hinanden, og fulgtes derefter hjem til ham.

Hans hus var stort, hvidt og havde en kæmpe baghave. Jeg kan ikke beskrive det på nogen anden måde.
"Det er så her hvor jeg bor." Siger han akavet da vi kommer indenfor i hans stue. Jeg nikker med sammenknebne læber.
"Der er ikke nogen hjemme. Mine forældre er på arbejde, Emma er sikkert på fritidshjem, og Marcus? Ja, hvem fuck ved hvad Marcus går og laver?" Griner han kort. Det er ikke så tit jeg hører ham snakke om Marcus. Det sidste jeg rigtig hørte om ham fra Martinus side af, var at han syntes det var skide mærkeligt at ham og Lea havde kysset til festen.
"Laver i egentlig stadig musik?" Spurgte jeg nysgerrigt, mens vi var på vej op mod hans værelse.
"Nah, altså officielt er vi i gang med en pause på grund af gymnasiet og alt det der. Men vi skriver og spiller selvfølgelig, men det er mere på hobby plan." Siger han og trækker på skuldrende.
"Savner du det nogensinde?" Spørger jeg.
"Ja, selvfølgelig. Men, jeg er også glad for at lave noget andet lige nu. Du ved, leve livet mere normalt. Det tror jeg man har brug for at opleve. Men at stå på scenen er noget helt andet, fuldkommen ubeskriveligt. Det savner jeg." Siger han med lysende øjne. Det er sødt hvor begejstret han bliver.
Han åbner døren til sit værelse og sætter sig på sin seng, og tager sin computer frem. Han klapper på pladsen ved siden ad sig, for ligesom at signalere at jeg skal sætte mig der. Hvilket jeg så gør.

Vi har arbejdet på opgaven i hvad føles som evigheder. Selvom vi snakker fint sammen, husker jeg stadig den mærkelige episode tidligere og har lyst til at spørge ind til det.
"Martinus?" Spørger jeg forsigtigt. Lyden af tastaturets klikken stopper straks og han kigger op fra sin computer. Hans hår er helt pjusket, og jeg kan ikke lade være med at beundre ham.
"Ja?" Smiler han og bider sig blidt i læben. Jeg har nærmest ikke engang lyst til at spørge om det, jeg er virkelig bange for at ødelægge stemningen. Men, jeg gør det alligevel.
"Hvorfor var du sur på mig tidligere?" Spørger jeg nysgerrigt. Han tænker sig lidt om, og kigger derefter halv-grinende ned i sin skærm.
"Det er lidt åndssvagt..." Siger han så, og kigger op på mig der glor spørgende på ham.
"Det var bare som om du sagde at du kun var sammen med mig stadig på grund af opgaven, og ikke fordi at vi er venner, du ved? Og også bare at du går så meget i hvad Emily siger..." Forklarer han tøvende. Jeg nikker langsomt.
"Undskyld." Siger jeg bare. Han smiler svagt. Jeg får det helt dårligt indeni. Tænk at han går så meget op i vores venskab. Altså, ikke at jeg ikke gør, jeg er bare overrasket over at han gør.

"Det er okay, det var mig der overreagerede." Siger han. Jeg griner og ryster på hovedet.
"Så alt er tilgivet? Vi har det fint nu?" Spørger jeg og smiler. Martinus nikker.
"Amager halshug." Svarer han, ser seriøst på mig og giver mig hånden. Vi bryder begge ud i grin, midt i vores håndtryk.
Vi prøver at arbejde videre på vores opgave i noget tid, indtil Martinus bryder ind. "Jeg syntes vi har arbejdet ret godt nu..." Siger han.
"Martinus, der er gået én time." Siger jeg og griner.
"Jaa, men vi har arbejdet meget hårdt. Skal vi ikke se netflix?" Spørger han og smiler sødt. Jeg ender med at gå med til det, selvom vi burde lave mere på vores opgave. Jeg lukker min computer ned og sætter mig over til ham. Vi finder en eller anden tilfældig gyserfilm og sætter den på. Lidt inde i filmen lægger han pludselig armen om mig, og trækker mig indtil ham. Af en eller anden grund kilder det i maven.

"Fuck, han er dum! Hvorfor går han ned i kælderen når han VED der bor en dæmon!" Råber Martinus ind i skærmen. Jeg bryder ud i grin.
"Overvej hvor kedelig filmen ville være hvis han bare solgte huset og alt var fint." Siger jeg. Martinus kigger skeptisk på mig.
"Okay, men det er jo direkte urealistisk hvor lille en hjerne han har."

"Eller, måske er det bare en lortefilm?" Spørger jeg og griner. Martinus nikker.
"Mhmm, hundrede procent en lortefilm." Vi kigger bare på hinanden og griner, da han pludselig pauser filmen. Jeg vender forvirret mit hoved fra at kigge på ham, til at kigge på skærmen. Hvorefter jeg mærker hans hånd på min kæbe, langsomt vende mit ansigt. Det er som om tiden står stille. Jeg kan mærke vores ansigter komme tættere og tættere på hinanden, da pludselig...

Døren bliver åbnet med et sving efterfulgt af "Martinus, vi skal spi- Oh." Hvorefter den bliver lukket med et smæk. Vi flækker begge to af grin.
"Jeg burde nok gå nu, så... Men, vi ses i morgen?" Siger jeg og kigger spørgende på ham. Han nikker.
"Jeg følger dig lige ned til døren." Siger han. Jeg får samlet alle mine ting og vi følges ned af trapperne til hans stue, forbi hans familie som jeg akavet lister mig forbi, hen til hans hoveddør. Jeg åbner den forsigtigt og står lidt i døråbningen og kigger på ham.

"Nå, men vi ses." Siger jeg og vender mig om og skal til at gå ud, da jeg kan mærke en hånd om min arm, hive mig tilbage. Jeg vender mig overrasket om, og før jeg overhovedet kan nå at tænke over det presser han sine læber mod mine og kysser mig dybt. Jeg mærker en varme i hele min krop, og presser mig tættere ind mod ham. Efter et stykke tid trækker han sig væk, og kigger ind mod hans gang for at tjekke om der er nogen. Det er der ikke.

Han smiler til mig. "Kom godt hjem." Siger han. Jeg er helt mundlam, og ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg nikker bare, og bliver helt pinlig over hvor meget jeg ikke kan lade være med at smile.
"... Okay." Siger jeg bare og vender mig om og går. Jeg kan høre ham grine bag mig, og kigger hurtigt tilbage og vinker, men det er også det sidste. Så går turen hjemad.