The love game | ✓

kapitel 2 - diner & udfordringer

(Der er spoilere for min bog Hating Dating You I dette og fremtidige kapitler, grundet at denne bog starter 3 måneder efter HDY)

"Viiiiiii!" Udbryder Theo og åbner min værelsesdør.

"Gå væk," svarer jeg og fortsætter med at kigge på mine lektier i engelsk.

"Så meget kærlighed at mit hjerte eksploderer," gisper Theo og falder om på min seng. På mine lektier.

"Theo!" Udbryder jeg og skubber til ham.

"Du har aldrig lavet lektier før," svarer han og vrikker sin krop, så han ødelægger mine papirer mere. Jeg laver en frustreret lyd.

"Hvad vil du?"

"På diner. Jeg er sulten. Har fundet en ny en," han smiler uskyldigt til mig. Jeg kaster min kuglepind i hovedet af ham og rejser mig op.

"Fint." Theo flyver op fra sengen og krammer mig lykkeligt, før han flyver ud fra rummet. Han er utrolig. Er han stoppet med at tage sin medicin? Jeg ved, at det har været utroligt hårdt, siden hans far døde for omkring 3 måneder siden. Han prøver at stoppe med at tage stoffer, og nogle gange klarer han det fint. Men han har perioder. Perioder hvor alting gør så ondt, at han ikke kan andet end at kæmpe imod smerten med slemme kemikalier. Og jeg dømmer ham ikke. Når han har de perioder, så støtter jeg ham, hjælper ham og tager mig af ham. Ellers så sørger jeg bare for at nyde de gode perioder, og det er derfor, at jeg er på vej ud ad døren med ham lige nu.

"Den hedder Joes Diner," Theo vil ikke stoppe med at snakke, som vi sætter os ind i min bil. "Den har åbenbart altid været her, sådan siden stenalderen. Og jeg har aldrig været på den, så det skal jeg selvfølgelig, fordi ellers giver mit liv ingen mening og—"

"Sele på." Theo tager selen på.

"Og de har sådan alting, og jeg glæder mig, og jeg tænkte, at jeg ville give dig æren af at komme med første gang, fordi du er min ven og—"

"Theo," jeg lægger min hånd på hans skulder. Han ser på mig med store blå øjne. "Har du husket at tage din medicin?" Han rynker på næsen.

"Glemte den hos Ver og tager den ikke længere. At tage pillerne minder mig om stoffer, og det gør det sværere at stoppe," forklarer han så hurtigt, at jeg næsten ikke kan følge med.

"Du bliver nødt til at tage din medicin, Theo," sukker jeg.

"Du lyder som Grace nu," surmuler han. Jeg bider i indersiden af min kind. Jeg er bekymret for Theo. Nogle dage spiser han intet, og andre spiser han kæmpe mængder. Han møder nogle gange op i hullede bukser, ødelagte trøjer og pjusket hår. Sugemærker, opsvulmede læber og røde øjne. Han glemmer at tage sin medicin, han snakker ikke med Nate, og det værste? Efter sin fars død kalder han ikke længere Grace for 'mor'. Det er som om, at han har givet op på familie. Som om han ikke vil have en længere, fordi det kun har bragt smerte indtil videre. Han er ødelagt og såret, og han snakker ikke med nogen om det. Det eneste som er som før, er hans forhold med Veronica og Caleb Mendoza.

"Du sårer hende, hver gang du kalder hende 'Grace'," husker jeg ham på. "Du sagde selv, at du ikke har kaldt hende ved navn, siden du var 10." Theo spænder i kæben og rynker på næsen igen.

"Jeg kalder hende simpelt hendes navn. Hun overlever nok. Folk gør det dagligt."

"Du sårer ikke kun dig selv for tiden. Du sårer også din mor—"

"Hun er ikke min mor!"

"Hun er det tætteste, som du har på en," udbryder jeg. Theo tager dybe vejrtrækninger.