The love game | ✓

kapitel 19 - flyturen & mødet

"Han hedder Jamie," siger Sawyer, imens jeg tygger på noget flymad. "Jamie Allen. Det må have været hans fars efternavn."

"Sådan, Kaptajn Tydeligvis. Du er virkelig på sporet af noget her." Sawyer himler med øjnene og tager en skefuld yoghurt.

"Han er et år yngre end os, så i gang med sit junior år."

"Din logik i dag rører mig virkelig dybt," fortæller jeg ham. Sawyer smiler. Han er så nervøs. Jeg kan mærke det på ham. Den kontrol, som han normalt har over sig selv er komplet væk.

"Hvad nu hvis han er et røvhul?" Sawyer ser panisk på mig. "Han er vokset op i plejefamilier. Hvad hvis de har formet ham til at være en bølle som kører scooter og voldtager uskyldige piger i gyder?" Han spærrer øjnene op. Jeg griner af ham. Det her er det mest underholdende nogensinde.

"Bare rolig, Conelly. Jeg tvivler på, at det er så slemt. Han har højest stjålet en vingummi fra gulvet i et supermarked, din fordomsfulde stereotypstænkende idiot," jeg spiser resten af min flymad. Efter jeg havde lovet Sawyer, at jeg ville tage med, ringede han tilbage til Christian Jensen, som gav os endnu flere detaljer. Vi lander om to timer, og vi skal tage en taxa hen til et hotel, hvorefter vi tager en taxa hen imod den kontorbygning, hvor vi skal møde Jamie. Han er døbt James Theodore Allen, men han vil helst bare kaldes Jamie. Hans forældre døde i et biluheld, da han var 5, og han røg med det samme på børnehjem. Der boede han i noget tid, indtil han røg ind i en plejefamilie. Siden da har han været i 3 forskellige plejefamilier, men den som han er i lige nu, har han været i, siden han var 12. Ifølge Christian har vi intet at bekymre os for, fordi Jamie er et godt menneske, men jeg dømmer ikke Sawyer for sin tvivlen. Han er jo ved at tisse i bukserne af nervøsitet. "Læg dig til at sove, Sawyer. Så går tiden hurtigere," tilbyder jeg.

"Jeg kan ikke sove, når jeg er ved at tisse i bukserne af nervøsitet. Hvad nu hvis han ikke engang findes?" Sawyer tripper med benet op og ned.

"Så tager vi hjem igen, græder, spiser noget mcd og sparker til nogle rutsjebaner," tilbyder jeg. Sawyer griner kort, men stadig nervøst. jeg afslutter min flymad og ser på ham, imens han nervøst bider ned i sine underlæbe. Jeg sukker, vipper hans hoved mod mit med en finger på hans kæbe og presser mine læber mod hans. Jeg kan nærmest mærke, hvordan han slapper af i hele kroppen, før han gengælder kysset. Efter lidt tid trækker jeg mig tilbage og ser op i hans lysebrune øjne. "Og slap så af," jeg klapper ham kort på kinden og vender mit hoved væk, imens jeg smiler bredt.

3 timer senere, står Sawyer og jeg foran et hotel i Montreal. Han bevæger sig ikke hen mod indgangen, så jeg står bare og venter på, at han tager sig sammen. Jeg faldt i søvn efter vores kys og vågnede med mit hoved på Sawyers skulder. Han sov også. Jeg trak mig hurtigt tilbage, vi forlod flyet, da det var landet, bla bla bla, nu står vi her og skal til at gå ind på hotellet, hvor vi skal læsse vores tasker af, før vi tager en taxa hen til kontorbygningen, hvor Sawyer skal møde Jamie.

"Bliver det i dag?" Jeg venter så tålmodigt, som jeg kan.

"Måske skal vi bare vende om og--"

"Det er et hotel, Conelly. Det bider ikke," jeg tager hans hånd og trækker ham med op mod indgangen. Han følger brokkende med, men jeg himler bare med øjnene. "Du bliver nødt til at tjekke os ind," jeg skubber ham op mod disken, og han går langsomt derop. Han er ikke sit normale charmerende selv, da han snakker med kvinden, som smiler meget bredt til ham. Der går ikke længe, så kommer han hen til mig og rækker mig nøglen.

"Værelse 94, anden etage," fortæller han. Jeg nikker og går hen mod elevatoren med ham bag mig.

"Sawyeeeer," synger jeg. Han sætter farten op, og vi går ind i elevatoren, hvor jeg trykker på knappen og ser på Sawyer, som tripper med foden igen. "Skal vi genskabe elevatorscenen fra Fifty Shades?" Spørger jeg med vrikkende øjenbryn. Sawyer svarer ikke. Urgh. Jeg savner den normale Sawyer. Han ville have skreget i glæde over det tilbud. Jeg dømmer ikke hans nervøsitet, og jeg prøver at forstå den, men gud, jeg vil bare gerne have et af hans smil med de dybe og aflange smilehuller. Han ser alt for utilpas ud. Elevatoren stopper, og vi finder hurtigt værelset. Jeg låser op og må nærmest skubbe ham derind. Da vi kommer derind, ser vi noget, som får os begge til at stoppe op. "En seng," konstaterer jeg.