The love game | ✓

bonuskapitel 1

Tidsperiode:
Sawyer og Violet er begge 23.
-
"God kamp i dag," min holdkammerat Bazzi giver min skulder et klem og forsvinder mod baren. Vi er i Vancouver og har lige vundet 7-3. Jeg spiller for Boston Bruins, men det er sjovt at være tilbage i den by, som jeg voksede op i. Jeg er i gang med mit første år professionelt, men selvom jeg er en rookie, går det fantastisk. Holdet er perfekt, og Violet havde intet problem med at flytte til Boston. Hun var klar på at skride fra Vancouver så snart, hun fik chancen. Hun er dog taget med tilbage i denne uge, da vi spiller fire kampe i Canada. På den måde kan hun mødes med Talia og Nate. Theo er vist udstationeret lige nu og er ikke hjemme. Det var noget med, at hun også skal se sin mor, og jeg glæder mig ikke. Hver gang hun har snakket med sin mor, er hun i det værste humør. Ja, deres forhold er bedre, men det gør hende ikke mindre frustreret. Jeg har planer om at besøge min fars gravsten i nat, fordi vi kører videre i morgen tidlig. Det er presset. Violet bliver i Vancouver og tager hjem igen om en uge. Livet som professionel hockeyspiller er ikke nemt, når det kommer til kærlighedslivet. Vi har haft vores problemer igennem årene, især i College siden ingen af os var helt glade for at have slået os ned, men vi klarede det og står nu stærkere end nogensinde før. Hun er i gang med en uddannelse som frisør. Hvordan hun endte der, aner jeg ikke, men hun er stadig rig, og jeg tjener mere og mere, så hun vil bare have tiden til at gå, og hun kan godt lide at farve hår. Det var i hvert fald beskrivelsen jeg fik, da jeg spurgte. Vi overnatter på et hotel, og de fleste af drengene er i baren, men jeg er træt. Jeg scorede to mål og lagde op til tre, og hele min krop gør ondt.

"Rookie," kalder de, "kom her op og fejr med os!" Jeg ser på min holdkammerat, Jones, og så går jeg sukkende derop. De smiler alle sammen bredt og gør plads til mig på en barstol midt i det hele.

"Du var god i dag, Conelly," vores holdkaptajn Adam Gregory, klapper mig på ryggen. Jeg sender ham et smil og takker. "Og i morgen skal vi bare slå Toronto." Alle hujer. Jeg glæder mig. Sebastian Fintry og Alexander Huntzberger spiller for Toronto. Jeg har ikke spillet mod dem siden high school, hvor de var mit holds rivaler. Det er sjovt, hvordan de to altid har spillet på samme hold. Elementary school, high school, College og nu prof. De hører vel bare sammen. "Hey, hvor er dit hoved?" Gregory skubber til mit hoved.

"Det er bare underligt at være tilbage," jeg kigger lidt rundt. Jeg er så sikker på, at Violet og jeg engang brød ind på det her hotel og stjal fra baren.

"Gud ja, du er sgu da fra Canada," udbryder Jones. Alle griner af ham. Han er ikke ligefrem den skarpeste kniv i skuffen.

"Fra Vancouver."

"Åh, vis os dit barndomshjem," siger Carlsson spændt. Jeg spænder i kæben og ser på de shots, som nogen har skaffet os.

"Skulle vi ikke fejre?" Spørger jeg med et falsk smil. Der er lidt stille, før alle nikker sig enige og bestiller mere og mere alkohol. Fuck det her. Selvfølgelig spørger de ind til min barndom, når vi er her.

"Er du okay?" Gregory rækker mig min anden øl. Jeg nikker og tager en stor slurk. "Du kan snakke med mig, hvis det er."

"Det er fint." Alle snakker højt med hinanden, undtagen Gregory og jeg, som sidder og snakker lavt.

"Ved du godt, at jeg er fra Minnesota?" Spørger han. Jeg ryster på hovedet og bunder min øl. "Jeg hadede byen. Jeg hadede faktisk alt. Da jeg skulle på college, sørgede jeg for at komme så langt væk som muligt. Min mor var alkoholiker, og min far havde forladt hende, da jeg var 7." Jeg ser på ham med tydelig medlidenhed. "Yesh, jeg ved det. Sad story bla bla, men pointen er at min barndom stank. Hver gang vi har en kamp i Minnesota, får jeg det dårligt. Man får bar lige pludselig smidt hele ens fortid i hovedet." Jeg nikker og ser ned i mit tomme ølglas. "Jeg kan genkende, når en person har været igennem noget lort, Conelly. Det vigtigste er, at du er videre."