The love game | ✓

kapitel 34 - roadtrip & drengesnak

"Hold op," skælder jeg Theo ud. Han sidder og skifter radiokanal hvert sekund, og det forstyrrer mit hoved, og jeg flipper snart på ham, hvis han ikke stopper. "Jeg ender med at køre ind i et træ af frustration, hvis du ikke holder op." Han trækker på skuldrene. "Vi mangler en halv time. Kan du ikke lade som om, at du er et normalt menneske i bare den tid?" Beder jeg desperat. Han sukker og stopper så på en eller anden skrækkelig rocksang.

"Jeg hader at køre langt," brokker han sig, "og jeg hader at sidde stille, og jeg gider ikke engang med."

"Vi skal besøge Nate og Talia. Selvfølgelig vil du gerne med," anklager jeg. Han hviler sit hoved op af ruden.

"Det kommer bare til at være et langt besøg, hvor de fortæller mig alt det, som jeg gør forkert og alt det, som jeg bør gøre. Jeg magter det ikke," han sukker rigtig tungt. "Kan du ikke vende om og køre ned i en grøft, hvor vi bliver til pølsemix og aldrig ser lys igen?" Han glipper med øjnene, "Violet! Jeg har siddet stille i bilen så længe nu, at jeg lyder som Talia. Jeg er blevet sindssyg," han griber fat i sit hår og ryster på hovedet. Jeg griner blot af ham.

"Seriøst, det er 25 minutter. Jeg skal snakke med Talia, så det bliver kun Nate, som fortæller dig, at du er en fejl," jeg smiler underholdt til ham, som laver bræklyde og ruller vinduet ned. Og op. Og ned. Og han fortsætter kraftedme. "Stop T," jeg siger det meget frustreret, og han sukker bare, før han stopper med det åbent. Han stikker hovedet ud af vinduet, og jeg griner af, hvordan hans hår næsten flyver af. Vi kørte ikke hele vejen fra Vancouver til Toronto, nej. Det er 41 timer i bil. Vi fløj fra Vancouver til Ottawa, fordi jeg har en kusine i Ottawa, som vi kunne låne bil af. Derefter kørte vi 4 timer, og nu mangler vi sådan 22 minutter før vi er ved University of Toronto. Det ville nok have været nemmere at flyve direkte til Toronto, men det andet var billigere. Hvorfor skulle de også vælge et college så mega langt væk? "Mad," siger jeg og åbner munden. Theo mumler nogle grumme ord om mig og propper en pomfrit ind i munden på mig. Jeg tygger den med besvær og fokuserer på vejen. "Et roadtrip er da sjovt."

"Ikke med dig. Du er i dårligt humør, selvom du prøver at skjule det, og jeg er kun taget med, fordi du ikke ville selv," han ruller vinduet op igen, og jeg griner af hans hår, der står lige op i luften.

"Jeg sætter pris på dit offer, Theo, og du kommer ikke til at fortryde det."

"Jeg har allerede fortrudt det."

"Nej, det kan du ikke allerede. Du må først fortryde, når vi er tilbage, og det er komplet for sent at ødelægge det."

"Sådan virker fortrydelse ikke."

"Nu gør det, fordi du skal ikke begynde at blive sur og være en lille rebel på et college, som vi besøger. Hold enten kæft eller syng karaoke med mig." Han ser på mig med store øjne og ruller vinduet ned igen, for at han kan stikke nærmest hele sin overkrop ud.

"Tror du at jeg kan hoppe ud af det her vindue, som min mulighed nummer tre?" Råber han. Jeg himler med øjnene.

"Kom ind igen."

"Jeg kan desværre ikke høre dig."

"Theo."

"Nej, jeg mener det. Jeg tror lige, at jeg fik en flue i øret," han lander i sit sæde igen og ser meget misfornøjet ud, imens jeg griner rigtig meget.

"Karaoke?" Jeg vrikker med øjenbrynene.

"Hvorfor skal du være sådan en pestilens?" Piber han. Men han skruer også op for radioen og hen på en popkanal, hvor der kun kommer sange, som vi kender. Hips don't lie med Shakira. Jeg ser på Theo med store glade øjne og synge straks med, imens jeg danser så godt, som jeg kan. Theo lukker opgivende øjnene og ryster på hovedet.