The love game | ✓

kapitel 26 - besøg & kantinedrama

"Dejligt at se, at du er i live," hilser Cam, da han sætter sig ved vores bord med en bakke. Han smiler til Theo, som giver Cam et irriteret blik og ser ned på sit æble, som han sidder og stikker med sin kniv.

"Der er nogen, som ikke har det så godt, efter at de stak af i går, ikke?" Jeg skubber til Theos skulder. Han himler med øjnene og stikker hårdere til æblet.

"Hvor skred du hen?" Spørger Cam, imens han skærer sin kylling ud. Fodboldspillerne begynder at sætte sig, og jeg skubber til Theo igen.

"Ja, hvor skred du hen Theo? Mod Veronica Mendoza, så du kunne kneppe hende i offentligheden måske?" Theo stopper med at stikke i sit æble og ser på mig for første gang. Der er helt stille ved bordet.

"Hvor længe har du tænkt dig at være sur?" Spørger Theo med sammenbidte tænder.

"Indtil du siger undskyld og giver mig chokolade," svarer jeg logisk.

"Fint," han rejser sig surt op og forlader kantinen. Jeg ved, at han har et chokoladelager i sit skab. Talia havde det sidste år, og hun fortalte ham, at det er ret smart, hvis man har en dårlig dag, hvilket nok er hver dag, når det er skole.

"Er han okay?" Cam tager en tomat i munden og ser bekymret på mig. Jeg trækker på skuldrene.

"Det har taget virkelig hårdt på ham efter sidste år," indrømmer jeg, "og han er ikke særlig god til at snakke om det."

"Gjorde militærskolen ikke noget godt for ham?" Elias Wilson sætter sig ved siden af Cam og smiler bredt. Han er også på fodboldholdet. Surprise.

"Gav ham flere muskler?" Gætter jeg på. De griner begge to. Jeg stikker lidt til min salat og fokuserer på den. "Hans mor troede, at det ville gøre godt for ham, men jeg tror bare, at hun skubbede ham længere væk. Han troede vist også selv, at det var en god ide for at stoppe stofferne, men han finder altid en måde at tage dem på alligevel." Elias skal til at sige noget, men så løfter hans blik sig. Jeg vender mig om og ser Theo, som står lige bag mig.

"Hun er ikke min mor," fortæller han mig skarpt, før han sætter sig ned. Han smækker en pakke chokolade ned på min bakke og skære sit æble midtover. "Og undskyld," han tvinger det ud. Jeg siger ikke noget imod det med, at Grace ikke er hans mor. Han har vel ret. Hun er ikke biologisk hans mor, men hun har været det for ham, siden han var omkring 10 år. Jeg synes, at han er en røv mod hende, men jeg har lært, at han ikke lytter til en skid, som jeg siger.

"Violet," siger Cam og skubber til min fod.

"Ja?"

"Hvorfor er Conelly på vej herover?" Jeg vender mig om og ser, hvad han mener. Sawyer er på vej herover, og efter hvad jeg ved, så er det ikke godt, siden ishockeyspillerne og fodboldspillerne jo har deres lille rivalisering. Men han smiler bare. Jeg vender mig om og ser ned på min salat igen.

"Sawyer," siger Elias med et advarende blik. Sawyer står lige bag mig, jeg kan mærke det. "Hvad kan vi hjælpe dig med?"

"Flyt dig," siger Sawyer kort til Marco, som sidder ved siden af mig. Marco flytter sig rent faktisk. Han sætter sig ved siden af mig, og jeg ser på ham med et forfærdet blik.

"Tænk på lille stakkels Marco, som sad så godt," siger jeg. Sawyer smiler bare og ser ned på min bakke. Han rækker ud efter noget på den. "Rør min chokolade, og du får så hårdt et slag, at du aldrig kommer til at føde børn, og hvis det sker, så kommer de til at ligne små klumper uden ben og arme, som er sindssyge," advarer jeg. Han tager hurtigt en agurk i stedet for. Cam hoster overfor mig - nok fordi han har fået noget galt i halsen. Måske min gode advarsel.