Mistletoe, snow and tears || ✓

3. december 2019

Jeg hælder morgenmaden ned i mig og flyver ud ad døren. I dag er det første dag på vores skiaktiviteter, og jeg er forsinket som altid. Alle de andre er allerede taget afsted, hvilket passer mig fint, fordi så er der ingen, der stiller spørgsmålstegn til, at jeg skal ned til skiskolen. Jeg flyver igennem resortet for at komme til tiden. Jeg tjekkede kortet over ruten mindst ti tusinde gange i går, så jeg ved lige præcis, hvordan jeg kommer derhen. Jeg når hen til skiskolen i god behold, men stadig fem minutter forsinket. Jeg sukker og går ind ad døren. Det første, der møder mig, er en gang, hvor jeg hænger mit overtøj. Derefter går jeg hen til noget der ligner et klasselokale. Jeg kigger diskret ind ad vinduet. Det er en pæn ung fyr, der står ved tavlen og taler til omkring fem børn i alderen 10-15. Det her kommer jo til at blive hyggeligt... Jeg tager en dyb indånding og banker let på døren.
„Kom ind" råber en dyb stemme, jeg gætter på tilhører underviseren. Jeg åbner forsigtigt døren og træder ind med blikket limet til gulvet.
„Er du faret vild frøken?" spørger han og mit blik flyver op til hans øjne med et forvirret ansigt.
„Nej, undskyld jeg kommer for sent" svarer jeg stille, lukker døren og sætter mig ned bagerst i klassen.
„Er du sikker på, at du skal være her, det er skiskolen." Jeg kigger op fra mit bord og giver ham mit mest hadefulde blik. Hans ansigt er et stort smil. Den løgner, han ved jo godt, hvem jeg er, han har en liste over folk, der har meldt sig til.
„Jep helt sikker" svarer jeg blot. Han kigger ned på sit bord og derefter tilbage til mig.
„Jamen okay, velkommen til skiskolen Madeline" siger han med et kæmpe smil smurt på læberne. Jeg rækker tunge af ham og han begynder undervisningen igen.
„Nå som jeg var ved at sige, så skal vi ud i sneen nu. Teori tager vi senere, vi starter med at lærer vores ski at kende" siger han, hvorefter alle rejser sig og løber ud i garderoben udover mig.
„Så en 19-årig pige, der ikke kan stå på ski, men derimod tager på skiferie i en måned" ridser han op imens han går ned til mig. Jeg ruller med øjnene og møder hans blik. Han stikker sin hånd ind imellem os, og jeg tager den blidt.
„Nate" siger han og hiver mig op af stolen.
„Hej Nate" svarer jeg og tager min hånd til mig.

***

„Okay folkens hold tungen lige i munden, det kræver tålmodighed at lærer det" råber Nate, så vi alle kan hører det. Jeg kæmper med mine ski. Det er jo en latterlig opfindelse, hvem kan finde ud af at gå på lange pinde? Jeg skulle aldrig have sat kryds ved skiskolen, jeg kunne bare have kælket hele turen. Det kan jeg i det mindste finde ud af.
„Har du nogle problemer?" spørger Nate med et smørret smil. Jeg sukker og læner mig tilbage, så jeg falder på numsen ned i sneen. Han sætter sig ved siden af mig.
„19 år og kan ikke finde ud af at stå på ski, hvad er historien bag?" spørger han med et venligt smil.
„Du vil bare ikke lade det ligge?" spørger jeg irriteret men en smule beæret. Han tænker på mig.
„Niks, det kan jeg simpelthen ikke, så fortæl." Jeg griner let og sætter mig i skrædderstilling.
„Jo ser du, jeg er vokset op alle mulige steder. Jeg har boet i pleje hele mit liv, og jeg har aldrig været ved en familie der tog på skiferie, det var altid ferier til udkanten af landet eller ned til solen." Han kigger trist på mig. Kulden tager fat i mine kinder og efterlader mig med røde kinder.
„Det er jeg ked af at hører. Hvad, hvor kommer du egentlig fra?" spørger han nysgerrigt. Spiller vi 20 spørgsmål til professoren eller hvad?
„Jeg kommer fra Danmark" svarer jeg blidt og rejser mig op. Nu må han vel være færdig med det her tredjegradsforhør. Han rejser sig også op og følger efter mig, idet jeg prøver at slippe væk fra ham.
„Hvad er dit fulde navn?" spørger han og jeg stopper op og giver ham et forvirret blik.
„Madeline Walter, hvorfor?" Han smiler og efterlader mig.
„Ikke for noget, jeg var bare nysgerrig" råber han tilbage til mig og går over til nogen af de andre, for at hjælpe dem. Hvad skulle det så betyde? Jeg følger hans bevægelser med mit blik. Han er nu meget køn. Nogen rømmer sig og jeg kigger op, vækket fra min underbevidsthed. Det er Nate, han står og kigger forvirret på mig. Åh gud, jeg stod og stirrede på ham! Jeg skynder mig at dreje rundt om mig selv, så jeg står med ryggen til ham. Mit ansigt brænder af flovhed. Perfekt første dag på skiskolen...

***

Jeg sukker ud i den kolde luft og en sky af varme samler sig foran mig. Jeg har altid været stor fan af kulde og sne, det var i princippet også, derfor jeg spurgte de andre, om de ville med hertil. Vi får sjældent det tykkeste lag sne i Danmark, og jeg har aldrig været på skiferie, så hvorfor ikke? Jeg tager min ene hånd ud af vanten og ned i lommen for at finde mine nøgler. Nøglen er ganske standart, det eneste anderledes ved den er, at den har et snefnug i det ene hjørne, hvor der står hyttens nummer, 971. Jeg stikker nøglen ind i låsen og drejer den rundt. Døren går op, og jeg træder ind i varmen. Overtøjet bliver hurtigt revet af og hængt op. Der er langt varmere herinde end udenfor.
„Hallo? Er der nogen hjemme?" råber jeg og går ud i køkkenet for at tage et glas vand og lave noget frokost. Første dag på skiskolen var ikke så lang, og ærligt så kan jeg ikke huske hvorfor. Nate gav os bare fri til at spise frokost og slappe af inden i morgen, hvor vi igen skal ud i sneen og lærer, som Nate sagde. Jeg sætter mig over i sofaen og spiser min mad. Jeg bliver hurtigt sløv og falder hen og ind i drømmeland.

***

„Så står solen opMaddie!" Jeg hopper forskrækket op af sofaen og giver Joseph et blik, der kunnedræbe.
„Man vækker folk blidt Joseph. Blidt!" udbryder jeg og tramper over i køkkenetfor at stille min beskidte service i opvaskeren. Han følger efter mig.
„Undskyld, det vil jeg huske" svarer han med et blidt smil. Jeg himler medøjnene af ham og finder min telefon. Ny venneanmodning fra Nate Bratt,står der på skærmen. Det var sgu da det, han skulle bruge mit fulde navn til.Jeg åbner telefonen og acceptere hans venneanmodning. En ny notifikation popperop, @nate_bratt er begyndt at følge dig, står der. Den lille stalker.Jeg åbner instagram og kigger på hans profil. Det er ikke fordi den er særliginteressant, han har kun billeder af ski, snowboards og sig selv med venner påski eller snowboard.
„Hvem har skrevet?" spørger Joseph og jeg kigger spørgende på ham.
„Ja dit ansigt holder det ikke ligefrem hemmeligt." Mit smil falmer. Åh gud,jeg har jo lignet en forelsket møgunge. Ad.

FORFATTERNOTE
Håber i kunne lide det. Har ærligt ikke så meget at sige heheh, så vi ses i morgen!