Mistletoe, snow and tears || ✓

19. december 2019

POV. Nathaniel Bratt
Det hele er min skyld. Madeline ville aldrig være endt på hospitalet, hvis ikke jeg overtalte hende til at gå en tur. Han ville aldrig have fanget hende. Jeg slår mig selv i hovedet og drejer mig rundt på stolen. Hospitals stole er virkelig ubehagelige. Jeg sukker og vælger at sætte mig ind ved siden af Madeline, måske jeg så vil kunne få lukket et øje. Jeg valgte at gå ud i venteværelset natten over, så jeg ikke stod i vejen, hvis nu der skete noget. Alt inden i mig vender sig, idet jeg går ind og ser hende. Hun er fyldt med bandager og maskiner. Synet gør mig ikke ligefrem gladere eller trykkere, men jeg vælger at tage mig sammen. Jeg hiver stolen fra hjørnet over til hendes seng, hvorefter jeg sætter mig og fletter min hånd ind i hendes.

„Godmorgen, vi er kommet med tøj" meddeler Eva og kommer hen for at kramme mig. Jeg sukker og løfter mit hoved, så jeg kan kigge op på Madeline. Hun er stadig ikke vågnet. Jeg giver hende alligevel et blidt smil og kysser let hendes hånd.
„Hey, har du det bedre?" spørger Carter og kommer længere ind i lokalet. Jeg vender mit blik, så det møder hans.
„Ikke rigtigt, det hele er bare noget lort" brummer jeg og rejser mig fra stolen.
„Jeg henter kaffe, noget der vil have noget?" siger jeg. De andre ryster på hovedet, og jeg går ud ad døren. Jeg tager en dyb indånding. Som professionel skiløber har jeg været en del gange på hospitalet, men det har aldrig rigtig været mine favoritoplevelser. Stemningen er altid trist og trykket. Jeg går igennem venteværelset og hen til kaffemaskinen. Jeg er ikke normalt den største kaffe drikker, men jeg har en dårlig vane med at drikke kaffe, når jeg er nervøs og trist. Jeg vælger en espresso, de virker altid bedst på nervøsiteten. Espresso er meget lille, hvilket vil sige jeg heller ikke behøver vente særlig længe på den. De andre folk i venteværelset giver mig stille blikke, hvilke ikke undrer mig. Jeg er ret kendt i området og det er sjældent, at jeg kan gå på gade uden at mindst et par personer genkender mig. Jeg tager min kaffe og går hurtigt tilbage til Madelines værelse, så jeg ikke behøver at snakke med nogen.
„Joseph og Riley kommer ikke i dag, og vi tager afsted igen nu, så skriv lige til os, hvis der er nogle opdateringer" siger Eva med et trist smil, idet jeg kommer ind på værelset, hvorefter hun og Carter går ud ad døren uden at kigge tilbage. Sikke nogle dårlige venner er det eneste jeg kan tænke. Jeg kigger undskyldende over på Madeline, som om hun kan læse mine tanker. Hvis hun kunne, ville hun hundrede procent have givet mig en lammer. Jeg smiler ved tanken og hælder kaffen i mig. Jeg smider koppen ud og sætter mig ved siden af hende igen.
„Det skal nok gå, jeg er her for dig" hvisker jeg og falder stille hen.

***

En læge rømmer sig, og jeg hopper forskrækket op af stolen og fjerner den fra Madelines seng.
„Undskyld" mumler jeg og stiller mig lidt væk fra dem, imens de tjekker op på hende og sikre sig, at hun stadig er med os. Stilheden er akavet, nok fordi lægerne er ligeglade med mig, og at jeg hader dem helt ind til mine knogler.
„Alt er fint her" siger den ene læge med et stramt smil. Jeg er sikker på, at de tydeligt kan se, hvem jeg er. Men det er fint, jeg kan også se, hvem de er, og jeg er mindst lige så sur på dem, som de er på mig.
„Det er dog ikke sikkert, at hun vågner lige foreløbig, så du burde tage hjem og få noget søvn, vi har ringet til hendes forældre" siger den anden lige. Jeg kommer med et halvkvalt grin.
„Hendes forældre? Lad mig gætte enten svarede de ikke, ellers så kommer de ikke" spytter jeg og træder tættere på Madeline, for at forsvare hende. Lægerne begynder at kigge på deres papir og begynder at skrive noget. Jeg klemmer øjnene i og kigger mistroisk på dem.
„I kan godt gå nu." De kigger forbavset på mig, hvorefter de skynder sig ud af lokalet. Gå hjem? Det kan de godt glemme alt om. Det er min skyld hun ligger her, så jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at efterlade hende helt alene. Jeg sukker og sætter mig ved hendes side igen.
„Maddie altså, du får mig til at glide lige på røven" hvisker jeg og lægger mit hoved ved hendes side.
„Du har ingen idé om, hvor glad du har gjort mig de seneste to uger. Jeg har ikke været så glad og grint så meget, siden jeg var en helt lille dreng. Du har gjort min hverdag bedre Madeline Walter" hvisker jeg hæst og en tåre triller ned ad mit ansigt. Jeg løfter mit hoved og tørre min tåre væk med min håndryg. Hendes næsten ikke eksisterende vejrtrækning følger mit bankende hjerte.  Flere tårer løber ned ad mit ansigt, og jeg snøfter stille, bange for, at nogen kan høre mig. Jeg løfter min hånd op til hendes ansigt og fjerner med rystende fingre hendes hår fra hendes ansigt, hvorefter jeg aer hendes kind med min tommelfinger.
„Jeg er faldet pladask for dig, og det eneste der holder mit hoved over vandet, er dig for tiden" hvisker jeg stiller og lægger mit hoved ned på hendes mave, uden at lægge for meget vægt ned.

POV. Madeline Walter
Jeg åbner stille mineøjne halvt op. Hvor er jeg? De hvide vægge skinner ind i mine øjne, og jeg prøverdesperat at kigge et andet sted hen.
„Jeg er faldet pladask for dig, og det eneste, der holder mit hoved over vandet,er dig for tiden" siger en velkendt stemme. Mit hjerte klapper næsten sammenved lyden af hans stemme. En lille tåre af glæde triller ned ad hans kind.
„Madeline?" Udbryder han og løfter sit hoved fra min mave. Jeg giver ham detbedste smil, jeg kan fremstamme, hvilket får hans øjne til at løbe over. Hanskinder blusser hurtigt op, idet han kommer i tanke om, hvad han lige harfortalt mig.
„Du hørte ikke noget af det, jeg sagde lige før, vel?" spørger han flovt. Jegnikker stille og hans smil forsvinder.
„Jeg kan ikke sige andet end, i lige måde." Hans øjne lyser op og han ånderlettet ud.
„Så du ville ikke have noget imod at tage til juleballet med mig?" spørger hanog holder mit blik fast. Jeg smiler blidt til ham.
„Der er intet jeg hellere vil" hvisker jeg, og han omfavner mig.

FORFATTERNOTE
Hej. Jeg har juleferie!! Jeg er sååå glad, meeen jeg skal arbejde pænt meget i denne weekend... det lidt trist, men det er snart jul! Okay jeg vil smutte igen, bye