Madeline Walter og hendes gamle venner fra efterskolen vælger at tage til Trysil i Norge hele december måned. Planen er, at de skal hygge sig, stå på ski, finde sig selv og meningen med livet og måske endda finde en ægte juleromance. Planen går dog...
I dag har vi spillet og hygget hele dagen. Det har været rart at være indenfor, i stedet for ude i den kolde sne. Jeg har dog ikke rigtig været til stedet, det eneste jeg har kunne tænke på er Nate og hans bløde, bløde læber. Eva og Riley har prøvet at få en detaljeret beskrivelse af vores date ud af mig, men jeg vil helst holde den for mig selv. Det er mig og Nates ting, der er ikke noget alle andre skal vide ned til mindste detalje. Jeg har taget mig selv i at være ved at skrive til ham flere gange i løbet af dagen, men jeg har stået i mod og lagt telefonen væk. Det er jo ikke ligefrem, fordi han har skrevet til mig, hvilket faktisk gør mig en smule ked af det og bange. Hvad nu, hvis han ikke syntes det var så fantastisk, som jeg syntes det var? Hvad nu, hvis han syntes jeg kyssede hære dårligt, og at han helst bare vil glemme, at det skete?
***
En kuldegysning breder sig over hele min krop. Der er en uvedkommende gæst i huset. Min puls stiger, og jeg prøver at holde min vejrtrækning i ro, så personen ikke ved jeg er lys vågen. Jeg hørte et vindue, der blev smadret for omkring fem minutter siden, og jeg tror personen nu går rundt og tjekker alle rum for vågne mennesker. Jeg kan hører vedkomne forsigtigt åbne døren. Jeg holder vejret og gemmer mig under dynen, så jeg kan prøve at få en fornemmelse af, hvem det er. Det er en høj mand, meget kraftig opbygning. Jeg ville aldrig kunne overleve, hvis han beslutter sig for at gå imod mig. En tanke slår mig. Er det morderen? Han har været meget stille for tiden, så jeg havde helt glemt den mulighed. Mit hjerte banker hårdt og hurtigt, idet han går ud af rummet og lukker døren efter sig. Jeg ånder stille og lettet ud. Jeg knuger min telefon i min venstre hånd. Jeg burde ringe til politiet eller bare et eller andet mennesker, der kan hjælpe mig, men jeg er som hugget i sten. Ikke en eneste celle rører sig inden i mig. Jeg gætter på, at han har fået fri bane, for en pludselig larm begynder og glas smadre. Jeg får en stærk lyst til at rejse mig og løbe så langt væk som overhoved muligt. Jeg drejer mig om på min venstre side og skriver til den første person i mine kontakter.
Mig: Hjælp. Jeg tror morderen er i min hytte
Jeg lægger telefonen fra mig og forventer ikke et svar før om formiddagen, men til min overraskelse bipper min telefon kun få minutter efter, jeg har trykket send.
Nate: Hvad? Jeg kommer med det samme Mig: Nej! Han ser dig og dræber dig, det ville jeg ikke kunne leve med Nate: Jeg er ligeglad, han har bare ikke at krumme så meget som et hår på dit hoved Mig: Nate... Nate: Nej Maddie, jeg kommer, slut på diskussionen.
Jeg sukker stille og prøver at hører efter, hvad han mon laver. Han hører musik, høj musik. Jeg kigger forvirret op i loftet, som om det vil svare mig med et lige så forvirret udtryk. Endnu et glas smadre og en mumlende stemme lyder. Lyden kommer tættere på, og jeg slukker min telefon, i tilfældet af, at Nate ville skrive til mig, og at han så ville opdage mig. Jeg holder vejret, idet døren bliver lukket op og manden kommer ind på værelset. Mit hjerte hamre derudaf, imens han kommer længere ind i værelset og smadrer et glas på gulvet. Jeg krymper mig stille i sengen, men prøver at lade som om, jeg sover trykt. Han tager hætten af en tusch og begynder at skrive på vinduet. Tuschen piber imod vinduet, hvilket giver mig kuldegysninger. Han sætter hætten tilbage på tuschen og finder noget andet op af lommen. Det blanke blad på en skarp køkkenkniv skinner i månens lys. Jeg lukker øjnene hårdt i og prøver at kontrollere mig selv. Han vender sig rundt og skal til at forlade værelset, men stopper kort op ved siden af min seng. Hans hånd følger mit kraveben og han sænker hånden med kniven til min kæbe. Jeg holder vejret og prøver ikke at begynde at græde. Han rejser sig pludselig og går ud af værelset. Endnu et glas smadrer, hvorefter hoveddøren smækker og hurtige fodtrin i sneen lyder. Jeg ånder ud og begynder at hoste lavt, bange for at han stadig er her. Jeg tænder min telefon og syv beskeder tikker ind fra Nate.
Nate: Åbner du et vindue til mig? Nate: ?? Nate: Maddie Nate: Maddie er du der? Nate: Fuck. Maddie svar mig Nate: Jeg lover dig, hvis det her er sådan en form for syg joke du laver, så er du død Nate: Fuck it jeg kommer nu
Tårerne løber ned ad mitansigt, og jeg skynder mig at skrive til ham, at han er væk, og at jeg tror derer fri bane. Kort tid efter banker det let på døren, og jeg løber bange ogforvirret derud. Jeg prøver bedst muligt at undgå alt glasset, der er smadretpå gulvet. Jeg når lige hurtigt at skimte, hvad han lavede i huset, men deteneste jeg kan se, er et kæmpe rod. Jeg kigger forsigtigt ud igennem et sidevindue,for at se, hvem der står der. En meget nervøs og utålmodig Nate står ogtripper, jeg åbner døren i en hurtig bevægelse. Hans ansigt lyser op, idet hanser mig, og jeg løber ind i hans favn og knurrer ham ind til mig. Tårerne løberfortsat ned ad mit ansigt, og jeg hulker ind i hans bryst. Han aer mit hår ogtysser stille på mig. „Vi bliver nød til at ringe til politiet og vække de andre" siger han stille.Jeg svarer ham ikke, jeg knuger ham blot tæt ind til min krop. Han tænder forlyset og gisper, idet han ser rodet, hvorefter han løfter mig op, så jeg liggeri fosterstilling i hans favn. Han bærer mig ind på mit værelse, hvor han ogsåtænder lyset og vækker Eva og Riley der brokker sig, lige indtil de ser ham. „Hvad laver du her?" spørger de bekymret og kigger forvirret på mig I hansfavn. Han står tavs og kigger på vinduet, hvor morderen stod og skrev noget meden tusch. Jeg følger hans blik, og det samme gør pigerne. Jeg kommer efterdig Madeline står der med rød tusch. Eva gisper og Riley skriger højt,hvilket vækker drengene, der løber ind til os og gisper ved synes af Nate,glasset på gulvet, pigerne, tuschen på vinduet og mig. „En eller anden ring til politiet, nu!" udbryder Nate og klemmer mig tættereind til hans krop. Carter løber ud og finder sin telefon, hvorefter han ringerop. Kort tid efter kommer politiet og gennemsøger stedet, hvilket vil sige, atvi ikke må være her de næste 24 timer. Nate har ikke sluppet mig siden hanankom og nu ligger jeg sammenkrympet i hans seng med hans arme rundt om mig, ogdet eneste jeg kan tænke på er gud, hvor ville jeg ønske, han ville kyssemig igen.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
