Mistletoe, snow and tears || ✓

6. december 2019

Jeg tager en lille slurk af min varme kakao, idet jeg prøver at undgå Josephs spørgsmål. Hele byen og resortet har været på vagt og skræmt fra vid og sans siden nyheden om morderen i går. Den kolde vind bider mig i kinderne og får min næse til at ligne Rudolfs. Jeg tager koppen op til mit ansigt, for at give det lidt varme. Kulden gør det endnu mere gyseligt. Tænk, hvis morderen ligger ude i sneen og holder øje med os, og når vi mindst venter det, springer han/hun til. Jeg tager en dyb indånding og prøver at glemme tanken.
„Maddie? Hørte du mig?" spørger Joseph stille og vifter en hånd foran mit ansigt.
„Jeg hørte dig godt, men kan vi ikke snakke om noget andet?" tikker jeg med mine bedste hundeøjne. Han smiler og går videre ved siden af mig.
„Okay." Vi går videre i tavshed. Der er ikke rigtigt andet at snakke om, når morderen er det eneste, vi tænker på. Idet vi kommer frem til miniskiskolen, bliver stemningen trykket. Alle børnene kigger med frygt i øjnene hen på os.
„Så er vi alle kommet! Børn sig hej til Madeline og Joseph, de vil være med til at træne jer hver fredag" siger Nate glad og kommer frem fra et hjørne. Jeg himler med øjnene. Selvfølgelig er det Nate, der er læren her. Hvor typisk, man kan bare ikke slippe fra ham eller hvad? Jeg smiler til børnene og undgår Nates blik. Nate går målrettet over til Joseph og mig. Jeg skulle have fortalt Joseph om ham, så han kunne hade ham med mig i dag. Nate kommer om bag os og lægger en hånd på vores skuldre.
„Vær overbærende, de er ret så bange" hvisker han og skubber os hen mod børnene. Jeg giver ham en albue i siden, og det eneste jeg får som svar er et tandsmil. Joseph bliver med det samme en enorm børnemagnet, alle børnene sidder rundt om ham og kigger på ham med store øjne. Jeg har altid været misundelig på ham for, at alle børn elsker ham. En lille pige hiver i mine bukser og kigger op på mig med vand i øjnene.
„Har du hørt det?" hvisker hun til mig, som om ingen andre må hører det. Jeg sætter mig ned på hug og giver hende et kram.
„Hvad siger i til, at vi alle sætter os i en ring, så vi kan lærer hinanden lidt bedre at kende?" siger Nate og sætter sig ned på gulvet i skrædderstilling. Børnene følger lydigt efter ham. Man kan tydeligt se, at de har en stor respekt for ham. Det har jeg ikke. Pigen hiver mig med sig, og vi sætter os ned sammen med de andre.
„Lad mig starte, jeg hedder Nate og er 20 år" siger Nate og viser tyve fingre for børnene. 20 år, så er han kun et år ældre end mig, alt efter om han har haft fødselsdag. Børnene fortæller på skift, hvad de hedder og hvor gamle de er. De er alle sammen i alderen 6 til 11 år, der er dog færrest med alderen 11. Det er blevet min tur, og jeg smiler blidt til børnene.
„Hej alle sammen, jeg hedder Madeline og er 19 år" siger jeg og kigger afventende ned på den lille pige, der har tikket om min opmærksomhed.
„Jeg hedder Xenia, og jeg er 6 år" siger hun stille og klemmer hårdt min hånd. Jeg giver hende et blidt og opmuntrende smil, som hun gengælder.
„Nå det var den sidste, så må vi hellere komme ud i sneen, hvad siger i til det rødder?" udbryder Nate og hopper op. Alle børnene stormer ud i garderoben og tager deres overtøj på. Nate kommer hen til Joseph og mig med et trist smil.
„Det er synd, at de bliver udsat for det her" siger han stille med et trist udtryk. Jeg giver ham et forvirret blik.
„Det er da dig, der tvinger dem" giver jeg igen, og han giver mig et opgivende blik.
„Ikke skolen, morderen. Det er ikke alle, der er lige så hadefulde overfor skolen som dig Maddie" svarer han igen og går ud for at hjælpe børnene. Joseph giver mig et hævet øjenbryn. Jeg sukker og begynder at gå.
„Jeg forklarer senere."

Ude i sneen starter vi med bare at lege rundt og mærke sneen som Nate hele tiden siger. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg synes om fyren. Han virker mistænksom. Det ville ikke undre mig, hvis han var morderen. Den perfekte fyr, der underviser i ski, er professionel skiløber og elsker børn. Den perfekte morder. Eller ikke. Jeg ved det ikke, jeg er ikke detektiv.
Efter et stykke tid tager børnene deres skiudstyr på, hvorefter vi går rundt og hjælper dem med deres holdning og teknikker, lige præcis som Nate gjorde med mig og det større hold tidligere på ugen. Nates dybe brune øjne er som en modsætning til den lyse og hvide sne. Jeg tager mig selv i at stirrer ham lige ind i øjnene og drejer forskrækket rundt og kommer frem til virkeligheden igen.
„Jamen Maddie dog, står du der og stirre?" spørger han kækt med et skævt smil, idet han går forbi med. Jeg himler med øjnene.
„Aldrig" siger jeg efter ham og begynder at hjælpe nogen af børnene. Det bliver nogle meget lange fredage, hvis de skal tilbringes sammen med Nate sådan her.
„Så er vi færdige for i dag, vi ses på fredag!" udbryder Nate og alle børnene løber indenfor igen. Jeg sukker, endelig er jeg fri for ham. Jeg skal bare hjem og have en Nate-fri weekend.

***

Jeg sætter mig sukkende ved spisebordet imens Josephlaver en sen frokost til os. Spejlæg og brasekartofler er der på menuen.
„Du bliver nød til at forklarer historien med Nate" siger han pludselig, imenshan laver maden. Jeg rejser mig fra bordet og sætter mig op på bordet ved sidenaf, hvor han laver maden.
„Jo ser du, jeg går jo selv på skiskolen, hvor det også er Nate der underviser.Ærligt så kan jeg bare ikke lide fyren, han driller og er alt for nærgående."Imens Joseph laver vores mad færdig, og vi spiser den, forklarer jeg om alt dersket med Nate. Joseph forstår mig på nogle punkter, han mener dog bare, at Natehar et godt øje til mig. Han forklarer, at fyre har det med at drille lidt, nårder er en, de godt kan lide. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på ham. Jeg trorstadig lidt på at tanken om Nate som morder godt kunne være troværdig. Jegfortæller selvfølgelig ikke noget om min teori til Joseph, han vil bare tro, atjeg er sindssyg.

FORFATTERNOTE
Undskyld dette kapitel er så forsinket, men jeg havde lige glemt det, bare i et split sekund. Nåh men jeg vil gå i seng, jeg skal op og på arbejde i morgen!