The Classic Coldhearted

//Why are you here?//

[BENJAMINS PERSPEKTIV]

Hun danser afsted som strømmen, med en skønhed som svanen selv, på den store og brede scene. Jeg er mundlam, bogstaveligtalt. Mine følelser grubler afsted og mine øjne låser sig fast til hendes skikkelse. Hendes syngende stemme får min mave til at snurre sig sammen til en sammenknyttende knude. Jeg husker tydeligt vores sidste fight, jeg husker da hun kyssede med Cole ved baren. Det er bevidst at jeg har takket nej til model tilbuddene i Unique Models, på baggrund af at, jeg ville risikere at støde ind i Anastasia. Hendes blik møder endeligt mit, dernæst udsender hendes øjne kolde stråler imod mig, så det løber koldt ned af min ryg. Hun ryster på hovedet for at vende tilbage til virkeligheden og forlader derved scenen sammen med resten af gruppen. Lyset i rummet bliver fremhævet langsomt igen til normal lyssætning, alle menneskerne omkring mig bliver dernæst forvandlet til ukendte skygger. Hvad laver jeg egentlig her? Hvorfor er jeg her? Jeg kender ingen, jeg havde Anastasia førhen som jeg kendte. Men på den scene, der er noget ved hende som er forandret. Jeg husker de øjne der førhen strålede af nysgerrighed og med sådan en viljestyrke i livet. Den strålende gnist de havde, de var som skyllet væk nu. Hun var kold før, da hun ikke turde sænke sine parader for mig og sine omgivelser, men jeg kunne tydeligt mærke hendes sårbarhed. Alle havde svigtet hende, men nu står hun på den anden side sammen med de andre. Hun har svigtet mig, udnyttet min tillid og kærlighed til hende. Desuden virkede Cole ikke som hendes type? Hvorfor ville hun lege med mine følelser på den måde? Jeg er ingen karrusel som hun kan stige på og af, når hun ville. Resten af festen gik forholdsvist kedeligt, ingen ænsede min tilstedeværelse. Jeg kunne være gået og ingen ville nænne at jeg var væk, min far til gengæld, får fyret den ene platte joke efter den anden for sine ''nye'' venner. Jeg sidder ved bordet vi er blevet tildelt, min øjne kaster sig af ren refleks ned mod mobilens låseskærm. Jeg bemærker hurtigt afsenderen. 

Sebastian: ''Hey bro, der er fest i byen! Kom med, vi skal nok få lappet det tøse sår af dig ;) ''

Jeg svarer dernæst: ''Jeg ved squ ikke.. Nej, ved du hvad? Im in! '' 

Sebastian: ''Fedest, smid mig din adresse, så samler jeg dig op. '' 

Jeg svarer adressen og lister mig stille udenfor, idet min far tager fat om min venstre arm. 

''Hvad tror du, at du har gang i? '' Spørger han passivt aggressivt.

''Hvad nytter det at jeg er her? Hvad skal du bruge mig til? Ingen bemærker mig. '' hvisker jeg snerpet tilbage og rusker hans greb om min arm af. 

''Respektér din far eller jeg smider dig afsted på militærskole. '' kommanderer han.

''I det mindste vil de respektere at jeg også har et værdigt liv. '' siger jeg lavt og går dernæst mod døren uden at kigge tilbage.

Jeg bemærker hans skikkelse gå tilbage til festen og gæsterne. Jeg går dernæst ude foran bygningen og bemærker en velkendt bil køre ind i rundkørslen. Bilen stopper foran mig og vinduet bliver rullet ned, et bemærkelsesværdigt smil bliver sendt til mig. 

''Hvorfor står du derude og fryser? Du scorer sgu ikke så meget, hvis du forvandler dig selv til en isterning, før du overhovedet er ankommet. '' griner Sebastian. 

Jeg sætter mig ind på passagersædet ved siden af ham og bemærker en skygge i bakspejlet. 

''Hey you..'' lyder det fra Cole.