The Classic Coldhearted

//Love the sight//

Han drejede til højre og venstre i nattens uvidenhedens mørke. Han virkede mere og mere anspændt jo længere tid vi kørte i. Der var sket noget med ham, det kunne mærkes. Han er mystisk på en eller anden måde, han ville gøre andre glæde selvom det krævede at han i sidste ende blev såret. Der var ingen kommunikation under hele køreturen da mine fornemmelser siger mig at omgivelserne virker meget bekendt. Jeg husker skoven vi kørte igennem på vej ud til klippen. Han stoppede ved samme sted som sidst imellem træerne, hans øjne mødte mine. De så triste og forladte ud, i månes lysskær lignede hans øjne på kanten til at græde. Hvilket jeg ikke ville bebrejde ham for, fordi jeg har selv grædt foran ham.

'' Lad os gå en tur.. '' fremskyder jeg og han nikker som svar.

Vi går hen til klippens kant og nyder synet over byen. Vi sidder side om side af hinanden og der går mindst 2 minutters tavshed, eller det føles som om.

Benjamin Santinos perspektiv.

Jeg hader at skulle snakke om mine problemer, men jeg har holdt det inde alt for længe. Anastasia sidder ved min side, så smuk i månes skær. Fuck, gid hun dog bare kunne forstå hvor meget jeg brænder for at kysse hende lige nu. Det eneste der afholder mig fra det er hendes erklæring til mig. Hun ved godt mine følelser, right?

'' Min opvækst har ikke været en dans på røde roser..'' begynder jeg. Hun kigger ikke på mig, men jeg kan fornemme hendes tilværelse bare ved blot at lytte. Så jeg fortsætter.

'' Derhjemme handlede det altid om at være den bedste og den stærkeste. Det mente min far altid, han lærte mig at bokse og at slå fra mig. Problemet var bare at han ikke så andet end en boksepude på mig. Hver gang, jeg bare gjorde den mindste fejl forkert blev jeg slået af hånden. Han sagde altid - Perfektionister laver ingen fejl. Du min søn, er en perfektionist blot ved at være mit afkom. Man lære aldrig af fejl, fordi dem kan man gøre om og om igen. Perfektionister ved i forevejen hvad der er rigtigt og forkert. '' siger jeg og kan mærke den kradsende klump i min hals.

'' Jeg har aldrig lært at elske siden min mor døde. Hun lærte mig at passe på mine medmennesker og altid se det positive i andre. Min mor døde da jeg blot var 9 år gammel, jeg har altid skulle passe på mig selv. Min far tog derimod tabet meget voldsomt, jeg har aldrig set ham så kold som nu. Han mistede hans livs kærlighed, jeg har lært at hvis nogen er så kold.. Så er de blot dybt såret af nogle de engang elskede. '' afslutter jeg og kigger på Anastasia.

'' Jeg ved at du er såret, Anastasia. Men du kan ikke gemme dig bag dine tårer, jeg forstår godt din smerte. Jeg lider den samme, så luk mig ind-.. '' Fuck jeg er en cry baby, hvad tænker hun ikke om mig lige nu? Jeg vil hende bare gerne. Der sgu intet maskulint ved dette moment, men jeg måtte bare fortælle hende at hun ikke er alene. Hun møder mine øjne og hendes lune hånd hviler ovenpå min. Jeg ser dette som et tegn og læner mig mod hende, i håb om at hun ikke bevæger sig væk fra mig. Hun overrasker mig og hendes mund er nu en centimeter væk fra mine.

Hun stopper op og jeg må åbne mine øjne for at finde ud af at hun kigger den anden vej. Av, den sved fandme hårdt..

'' Jeg er ikke klar.. '' hvisker hun til mig. Jeg respekterer hende, men jeg føler mig stadig flov over at hun afviste mig i første omgang. Jeg vælger i skam at skifte emne og spørger hende så.

'' Kommer du i skolen i morgen? ''

'' Jeg ved det ikke, jeg ved at Melanie ville være der.. '' svarer hun svagt. Hun kigger så derefter ud over den smukke udsigt over den blinkende by.

'' Men jeg ville også være der.. '' smiler jeg til hende. Hun smiler svagt tilbage.

'' Anastasia. Jeg kunne aldrig drømme om at såre dig. Jeg mener det. '' siger jeg bestemt. Hun møder mit blik og jeg kan se en tåre løbe ned af hendes kind i månes skær. Hun læner sig frem mod mig og kysser min kind.

'' Men det kan du ikke love. Det er et løfte ingen kan holde, men jeg sætter pris på tanken. '' smiler hun. Jeg vælger ikke at svare på hendes kommentar da det er sandt og ærligt, man kan ikke komme igennem et liv uden at blive såret.. For så at blive stærkere i sidste ende.

Jeg kører hende tilbage på motorcyklen og føler et stærkt tilknyttet bånd der har vokset sig enormt stærkt efter i aften. Ja, Anastasia kan være kold - men jeg tror på at hun blot er blevet såret af sine forældre ved en eller anden grund. 

Anastasia Brooklyns perspektiv

Benjamin kører mig hjem igen. Derefter sker der ikke andet på den aften andet end at jeg går i seng. Hans fortælling om hans familieliv derhjemme gav mig noget stof til eftertanken om at han selv har det hårdt. Han er så en af de få personer i verden der har overskud til at tage sig af et andet menneske.

Morgenen efter vågner jeg, tager tøj på og gøre klar til skolen. Jeg har besluttet mig at tage i skolen netop pga Benjamin. Jeg skater på vejen til skolen, lad mig spare jer for hele morgen rutinen. Den kender i godt, forskellen er bare at denne gang tager jeg i skole. Godt, nu ved i det ahah

Jeg træder ind på gangen og en masse forvirrende og chokerende blikke lander på mig. En masse fremmede, dem fra min klasse og bare bekendte ansigter havde ikke forudset at jeg ville komme tilbage. Jeg forstår dem godt, det havde jeg endnu ikke selv, hvis det ikke havde været for Benjamin. Nu når vi snakker om solen, en velklædt mørkhåret bekendt fyr velkommer mig med et åbent kram.

'' Du kom, little duck! '' smiler han og klemmer vores kram.

'' Efter den prædiken i nat, så tænker jeg ikke at jeg skal jamre længere. '' smiler jeg tilbage.

Benjamin trækker mig over ved sit skab hvor der står endnu 2 høje pæne fyre. De må være hans såkaldte venner, jeg har aldrig set dem før for at være ærlige. Han introducerer mig for hans venner, men som man troede at alt var godt og alle svævede helt oppe i skyerne.. Melanie.

'' Arghh! Se hvad katten har slæbt ind, kokain-drukkenbolden har besluttet sig at vende tilbage fra de døde. Sig mig lige, hvad besluttede dig for at komme tilbage.. Kokain eller spiritusen? '' griner hun hånet. Hvad fuck sker der lige for hende? Hendes kommentar er ikke engang henvendt til mig, men til Benjamin og hans to venner. Du tænker, det er sådan en Queen bee ville være i en teenage drama. Forskellen er bare at, hun overhovedet ikke er populær, hun har ingen af de ''undersåtter'' der ville støtte hende i hver af hendes sætninger ahah - Jokes on you honey boo boo

Men hun spreder rygter om mig, men det ved i alle sammen godt hvad er.. Hun fremstår mig som at jeg frivilligt havde drukket mig i hegnet og indtaget stoffer under den fest. Jeg ved ikke hvad der er sket for hende andet end at hun er så ynkelig. Da hun smutter videre for at lade som om at hun har andre venner. Så vender jeg blikket mod Benjamin og hans venner.

'' Payback time bitches. '' smiler jeg hævngerrig.