The Classic Coldhearted

//Love yourself//

Jeg er færdig med at klæde om og Benjamin overtager min plads bag forhænget. Jeg håber at dette muligvis kunne være en start på en frisk mellem ham og jeg, men mine fornemmelser mener at det aldrig vil ende godt. Da han er færdig med at klæde om, træder han ud fra forhænget og mine øjne møder hans påklædning. Eller rettere sagt lettere påklædning. Han har bar mave så man kan skimme hans markeret mavemuskler og iført nogle sorte trekvart bukser. Vi følges ad ud fra omklædningsrummet og ind i studiet uden at kommunikere med hinanden. Jep, kunne det være mere akavet tænker i? Det næste der sker, var jeg langt fra forberedt på.

Jeg bliver kaldt først ført foran kameraet og det virker allerede nervepirrende. Jeg skulle have vænnet mig til følelsen ved at få taget billede iført lettere påklædning, men jeg føler mig aldrig klar følelsesmæssigt. Jeg sætter mig på skammelen og fotografen instruere mine bevægelser.

Han tager et par billeder for at teste og modereaktøren kigger dem igennem. Jeg kan ikke fornemme på hendes ansigt om hun er tilfreds eller ikke. Hendes ansigtsudtryk viser ingen følelser overhovedet. Hun snakker med sine kollegaer, men jeg kan ikke aflæse hendes ord der flyver ud af hendes mund. Benjamin bliver kaldt ind i billedet sammen med mig og producerne vil have os til at kigge håbløst romantisk på hinanden. Jeg skulle læne mig op af hans varme overkrop, men min egen selvstyrke går i forsvar og nægter. Han sender mig det utålmodige blik og hentyder til at vi ikke har hele dagen til at vente på mig.

Jeg tænker at dette er overhovedet ikke mig, jeg føler mig ikke på hjemmebane. Jeg kender ikke engang denne person som står foran mig, og vil have mig til at nærmest trykke mig selv ind mod ham. Da jeg ikke ser nogen udvej andet end at gøre det, så går jeg imod min egen selvstyrke og stiller mig i den stilling som producerne har sagt. Da fotografen tager nogle enkelte billeder, vælger Benjamin til min store overraskelse at gå ind foran mig og improvisere. Jeg forsøger ihærdigt at dele scenen med ham, men han forsætter med at stille sig i mit spotlight. Ingen i studiet siger noget men jeg bliver så dybt frustreret. Jeg vidste at jeg ikke kunne stole på ham, han er ikke andet end en arrogant og irrelevant person der er helt over ham selv.

Igen føler jeg mig usynlig, ingen lægger mærke til at han går ind foran mig og overtager alt. Ingen siger fra, ikke engang min egen mor. Men hvorfor skulle hun også det? Hun lægger knap nok mærke til mig i dagligdagen. Da fotosessionen var slut fulgtes Benjamin og jeg side om side hen bag den store fladskærm, for at kunne beskue vores billeder sammen. Jeg indser så at jeg havde ret, han fylder hele billedet. Hans ego fylder hele skærmen og det kan bare ses. Møgunge..

Men inderst inde er jeg lettet over at han gjorde dét. Fordi jeg er ikke tryg foran det kamera, men hvis dét er den eneste måde at nå indtil mine forældres opmærksomhed på - så må det være den rette vej. Folk kommunikere på kryds og tværs, mens jeg står og beskuer vores fælles billede. Det er ikke grimt, men jeg kan ikke kende mig selv længere. Jeg ville meget hellere stå på skateboard ved den lokale skater club end det her bullshit.

Det næste jeg ved af, bliver jeg nappet ved min overarm af min mor. Hun kigger kommanderende på mig og siger dernæst.

'' Du går ind og skifter tøj, derefter mødes du med mig ude i bilen. Du har 15 minutter så skynd dig ellers må du selv transportere dig hjem. ''

Jeg bliver chokeret og nikker kort derefter som svar. Hun hviler en hånd mod min ene kind hårdt, alligevel føltes det så upersonligt og skuespil agtigt som hun agere for sine omgivelser når vi ikke er hjemme. Jeg trækker mig langsomt væk og vender min retning mod omklædningslokalet. Jeg spotter Benjamins øjenkontakt på vejen og kan nærmest læse hvad han tænker. Det er som om han kunne se lige igennem mig og vide alt hvad der foregår derhjemme. Han skal til at sige noget men der kommer ingen ord ud. Jeg vælger at afbryde vores øjenkontakt da jeg når til døren indtil omklædningslokalet. Jeg har virkelig fået nok, jeg har lyst til at løbe rundt på en øde mark og skrige som om det gjaldt mit liv. Jeg er ingen dukke mine forældre bare kan vise frem som en slags trofæ. Jeg er en pige, deres datter, deres afkom. Men jeg vil ikke engang navngives som deres datter længere, det har jeg ikke gjort i lang tid. Da jeg er omklædt til mit eget tøj, kigger jeg på mig selv inde i spejlet.