Blomsterkransen

Enden af gangen (19)

Jeg løber ud i entréen og tager fat i håndtaget på hoveddøren. Inden jeg åbner døren kigger jeg tilbage og ser en sidste gang på de mennesker, der satte mig på børnehjem. Hvad har jeg gjordt? Et menneske er noget andet end en hund!
Jeg er ude af døren og kommer ud til en travl gågade. En masse mennesker går igennem mig!
,,halo kan i se mig,'' spørg og råber jeg, men de går igennem mig.
,,kan i ik' se mig,'' siger igen, men denne gang knækker min stemme over.
Hvis menneskerne derinde ikke havde sat mig på børnehjem ville intet af det her været sket. INTET! Jeg kunne være i en lykkelig familie nu, men istedet har jeg siddet på et børnehjem hele mit liv og kigget på alle de børn, der er blevet adopteret. Endt med at blive en del af en lykkelig familie. Nu har jeg endelig mødt min mor og jeg troede i et øjeblik, at jeg ville ende som en af de børn, der er kørt væk fra børnehjemmet til et nyt hus. Nej, for min mor er sindsyg! Jeg kan ikke leve hvis folk ikke kan se mig. Jeg kigger op og blomsterkransen svæver ned fra himlen.

,,der er du, Katrine,'' siger en stemme.
Jeg står nede for enden af gangen igen. Alt det der lige er sket, skete det egentlig? Jeg vender mig om og ser Sebastian.
,,hvis damen med det røde hår ikke havde sagt, at jeg skulle på børnehjem ville jeg ikke være blevet kvalt af min mor,'' siger jeg med sorg i stemmen til Sebastian.
,,hvad,'' spørg han og kigger forvirret på mig.
,,ik' noget,'' svare jeg ham og mærke IGEN tårerne presse sig på.
,,jeg har grædt alt for mange gange idag, Sebastian. Jeg har været igennem alt for mange ting idag, Sebastian.... jeg har rejst i tiden, jeg har oplevet mennesker, der ikke kunne se mig eller høre mig. Det eneste de kunne var at kunne gå igennem mig! Jeg har oplevet min kjole gå i brand uden der skete noget. Jeg har oplevet en masse mennesker, der ved hvem jeg er, men jeg ved ikke en gang selv hvem jeg er mer'. Jeg har oplevet sære damer, der ville have mig med ind i en skov. Jeg har mødt min far, men alle i byen hader ham af en eller anden grund. Jeg har oplevet NOK og jeg vil gerne hjem, Sebastian,'' siger jeg og ender med at stå og græde, men lydløst og min stemme knækker ikke, tårnede triller bare ned af mine kinder.....