Blomsterkransen

Alene (28)

,,hvordan har du tænkt dig at gøre det,'' spørg Sebastian. Jeg høre ikke noget. Jeg høre intet svar fra Anna.
,,hvordan,'' siger han med lidt mere kræft i stemmen. Som om han er bekymret for mig.
,,jeg prøver,'' siger Anna lidt ireteret og igen høre jeg stilhed. Jeg ville ønske, at jeg kunne se! Men det er bare et ønske er det ik? Jeg mener mit ønske om, at jeg blev adopteret af en sød familie, var bare et ønske. Jeg endte i en anden verden, jeg ikke ka' komme ud fra, jeg endte med en mor, der måske ikke engang er menneske eller magiger. Måske er det ikke engang hendes sande form! Måske er hun i virkeligheden et ulækkert monster. Et monster, der ikke har nogen gode tanker. Et ulækkert monster, der tænker på at dræbe. Selv sine egne børn.

,,aarrrhh,'' råber jeg og sætter mig op. Jeg tager mig til hovedet, da det gjorde undt at råbe.  Mine åndedræt er tunge. Som om jeg lige har løbet et maraton så hurigt, at jeg vandt. Problemet er bare, at maratonet ærlige er begyndt. Og jeg er ikke i nærheden af at vinde det.
Jeg kigger lidt rundt på skovbunden jeg sidder på. Vi sidder rundt om et træ. Sebastian må have lavet  kamuflerings-besværgelsen rundt om træet. Jeg kigger fra træet og op på Anna og Sebastian. De står med store øjne og kigger på mig. De er ikke de eneste, der er forvirret. Jeg er også forvirret! Jeg rejser mig op og tørre snavset af min kjole. Jeg tager mig til hovedet, da en forfærdelig smerte går gennem mit hovedet, da jeg rejser mig. 
,,du... du... du.. vågen,'' stammer Sebastian. Jeg kigger på ham og nikker.
,,jeg er vågen,'' siger jeg og smerten går igen gennem mit hoved da jeg taler, men eg ignorere det. Vi står bare. Vi står bare her uden at vide hvad vi skal sige. Vores plan slog fejl. Jeg endte i "koma". Vi endte med at kamuflere os og vi ved ikke hvor vi u skal gå hen.
,,jeg er ligeglad med, hvad i siger , men jeg går altså nu,'' siger jeg, og da der er fri bane vælger jeg at gå ud. Da jeg går d skal Sebastian til at sige noget, men jeg giver ham dræberblikket og hans mund er lukket igen.
I det jeg er nogle meter væk fra træet og tager det næste skridt, er det som, at jeg går gennem en bølge af energi. Jeg må være ude fra kamufleringen nu. Helt alene, men jeg er stærk......