My love - The beginning || Afsluttet

kap. 45

24. april 2019 klokken 11:06 AM

Amalies synsvinkel

Jeg har sat her i 10 minutter. Drengene står på den anden side og prøver på at få mig ud. Altså alle udtal Daniel. Han satte sig ud i bilen. "Amalie vil du ikke nok komme ud" siger Zach håbløst. Selvom de ikke kan se det, ryster jeg på hovedet. "Amalie kom nu ud. Det hjælper ikke noget at du surmuler derinde. Kom ud så vi kan tale om det". Det er Corbyn. Han er lidt irriterende nu.

Burde jeg gå ud? Jeg vender mig om og holder på låsen. Der bliver stille på den anden. Jeg låser op og går hurtigt ud i bilen. Jeg vil bare gerne køre videre nu. Daniel sidder og kigger ud ad vinduet. Jeg tager mine solbriller på og kigger ud. Drengene sætter sig ind og Corbyn begynder at køre.

Der er stille i bilen. Der er ikke engang noget musik. "I stedet for at være sure på hinanden burde vi snakke om det i stedet" siger Jonah og afbryder stilheden. Jeg undlader at kigge på ham. Corbyn lægger sin hånd på min. Jeg kigger kort på den. "Det er da ikke mig der flipper ud og slår mig på en offentlig tankstation for folk, kender en!" siger Daniel oprevet. Jeg lader vær med at svare. "Amalie, hvad skete der?" siger Jonah. Skal han være så pædagogisk?

Jeg puster ud. "Daniel har bare sagt noget som han ikke skulle have sagt" siger jeg koldt. Corbyn klemmer min hånd, men jeg trækker den til mig. Jeg har ikke brug for han støtte lige nu. "Du overreagerer også sygt meget værre er det heler ikke!" siger han. Jeg vender mig om med et sæt og tager solbrillerne af. "Er det mig der overreagerer!!? Er du måske blevet udnyttet!? Når ja du har jo aldrig haft et rigtigt forhold og ved du hvad det kan jeg godt forstå". Zach kigger forskrækket på mig. Daniel for tårer i øjnene. "Kør lige ind, Corbyn" siger Jonah. Corbyn nikker og køre ind.

Der er ikke nogen mennesker, så vi for nok fred til at råbe af hinanden. Jeg stiger ud af bilen. Jeg tager solbrillerne på igen. Jeg vil ikke have at Daniel skal se hvor meget han sårede mig. "Amalie det var ikke pænt sagt" siger Jonah igen med den der vildt irriterende pædagogiske stemme. Jeg kigger den anden vej. Corbyn og Zach står lidt for sig selv. "Daniel hvad er det du har sagt som er så slemt?" siger Jonah og kigger på Daniel.

Jeg tager armene over kors. Altså han har jo allerede sagt det, så det skader, ikke vis pædagog Joanh og lille Zach også høre det. "Jeg fortalte Corbyn at jeg var bekymret" siger han og snøfter. Corbyn kigger ned i jorden. Jonah kigger på Daniel. "Og hvorfor var du så det?" siger han. Daniel kigger på mig. "Fordi jeg ikke ville have at det skulle ende som sidste gang for Amalie kan ikke flygte denne her gang" siger han.

Tåren der har sat i min øjenkrog, glider ned ad min kind. Daniel træder frem, men jeg træder et skridt tilbage. "Undskyld" siger han og rækker sine arme frem. Den ene tåre bliver til flere. Hvorfor skal jeg hele tiden græde? Jeg troede jeg ville være glad når jeg kom tilbage, men det hele er det samme. Daniel omfavner mig. "Undskyld" visker han. Jeg klemmer fat om ham. "Undskyld" hulker jeg ind i hans bryst. Han lægger sit hoved på mit. "Det går nok" griner han. 

_____________________________

Hola!

Undskyld, men det her er det sidste kapitel. Nummer to vil udkomme når denne bog rammer 1k som jeg nævnte i kapitel 44. 

Corona. Jeg vil lige snakke om det kort. Så snart at denne bog kammer de 1k kommer to ud og der kommer marton i nummer to. Grunden til at corona har noget med det her at gøre er at jeg for mulighed for at skrive og lægge flere kapitler op. Så ja det var det. 

Tak til alle jer der har læst denne her bog. Jeg er så taknemlig for vær gang i voter eller skriver en kommentar. 

Vi ses i nummer to!!!