Lived on a lie

Tunnel Drengen

BØH!
Halløjsa med dig!
Så kommer kapitel 2 og bjeg håber det er lidt mere spændene end det sidste.Kommenter gerne om jeres mening og hvad der evt kan gøres bedre. Hvis i synes om historien end til videre på i meget gerne give en stjerne. ⭐️
- Hannah

" Så. Jeg tror det hele er klar, har du hvad du skal bruge? " spurgte Annabelle glad. Jeg nikker, og vi går stille ud fra vore værelse og bevægede os hen mod den forbudte afdeling. Klokken var tæt ved midnat og alle sov, man kunne høre nogen få snorke gennem døren. Jeg havde en sjov fornemmelse af at der ville ske noget, altså vi har jo udforsket hemmelige tunneler mange gange men man var altid lidt nervøs.
Vi lister forbi skole afdelingen og og hen i enden af en meget mørk korridor. For enden af korridoren er der en aflåst dør som kun Mrs. Knightsbury.... Og os havde adgang til. Annabelle går forest og lyser med den lille lommelygte, hun stikker hånden ind i det lille hul væggen og tager nøglen ud. Hun sætter nøglen i nøglehullet, og det siger et lille klik og døren er åben. Vi åbner den stille og træder ind i det mørke rum. Der er meget mørk i rummet, det eneste lys der er kommer fra månen gennem det store vindue.
" Kom. Det er her henne " hvisker Annabelle, hun går hen mod det store maleri. Hun løfter det stille ned fra væggen og bagved er der et stort hul. Jeg åbner min taske og tager den lille lommelygte op, og lyser ind i hullet. Der er fuldkommen mørkt og der lugter lidt gammelt, men vi kravler hurtigt ind. Man skal klemme sig lidt igennem det lille hul men bagefter kan man sagtens rejse sig op. Vi kigger spændte på hinanden og Annabelle hvisker " Er det her ikke lidt mere spooky ind de andre passager? " Om den var! De andre passager har stadig set fine ud med gammelt støvet trægulv og gamle slidte vægge, men der var i det mindste var der varmt. Her var der isende koldt og både vægge og gulv var af sten. Pludselig var jeg glad for at jeg havde taget sko på. Der var en meget lang trappe som fortsatte ned af. Hånd i hånd går længere ned i tunnelen. Vi når efter et kvarters tid slutningen af trappen. Vi mår være under Biltmore nu. Det er en stor bred tunnel og pludselig fare noget hen over tunnelen og vi skriger højt og klamre os til hinanden. Jeg lyser hurtigt med min lommelygte og slapper derefter af " Det var bare en rotte " siger jeg til Annabelle som nikker. Vi fortsætter frem af, og lidt efter lidt kommer der lys for enden af tunnelen. " Kom vi følger lyset og ser hvor det ender! " siger Annabelle og kigger spændt på mig. Annabelle var sådan en der havde læst alle fantasy bøger som Harry Potter , Twilight og så videre, så hun håbede altid at der ville ske noget nyt og spændene.
Med et kommer der en skikkelse gående hen mod os. Det er en dreng, man kan se det på kropsbygningen, han fløjter en trist lille melodi. Da han får øje på os stopper han hurtigt op.
" Hvad laver i her!? " han venter ikke på svar før han fortsætter igen " ta' at forsvind med jer... Og kom ikke igen. " siger han truende. Jeg tager min lommelygte og lyser på ham. Det eneste jeg når at se er et par blå øjne inden han vender sig om. Han samler noget op fra jorden og kaster det hen mod os. " jeg sagde forsvind! " siger han og kaster den lille ting. Hvilket viser sig at være en sten, den suser gennem luften og rammer Annabelle på kindbenet. " Din psykopat! Hvad har du gang i " råber jeg. Jeg tager Annabelle i hånden og vi løber hurtigt ud i af tunellen og op ad trapperne. Det syrer i benene men vi bliver ved med at læne op af trapperne, til vi når toppen. Vi kravler hurtigt gennem hullet og jeg hænger maleriet på plads. Vi skynder os ud af døren og jeg tager den lille nøgle op af lommen og
låser døren, og ligger den ind i hullet. Vi går ind på det lille badeværelse og jeg tænder lyset. Annabelle fjerner hånden fra sin kind og en stor hud afskrabning dækker halvdelen af hendes kind. Jeg åbner det lille skab, og tager en vatrondel og tager noget rensende på. Jeg ligger stille den våde rondel på hendes kind.
" Det svier! " siger hun sammenbidt. Jeg nikker og hun kigger mig dybt i øjnene og siger så
" Vi går ALDRIG ned i den tunnel igen okay! " siger hun alvorligt. Jeg nikker og smiler til hende. Jeg ville ikke love noget.
____________________________________________________________
Undskyld det korte kapitel, men jeg håber i kunne lide det. Der vil snarest muligt udkomme et nyt.⭐️
- Hannah