Lived on a lie

Hospitaler, Sanheder & Løgne

Hej skærm mennesker
Jeg håber i kan lide historien ind til videre. Jeg får ikke skrevet så meget her for tiden sååå. Undskyld for grammatik og stavefejl
gennem hele bogen❤️
Knus Hannah

Michael p.o.v
Det gele var gået så stærkt, jeg nåede ikke at opfange alt hvad der skete. Manden sparkede Sara i hovedet og hun gik ud som et lys, han to alle værdifulde ting og hoppede så ud af vinduet. Derefter kom Mr. Knightsbury løbene ind og fandt Sara liggende bevidstløs på gulvet, Annabelle der sad og grinte ( lidt for meget af drikke) og alle andre der lå o græd. Vi var alle blevet bedt om at gå op på vores værelse, mens Sara kom på hospitalet, Annabelle kunne ikke tage med da hun var lidt for fuld og var faldet i søvn s snart hun blev lagt ned. Så jeg tog med istedet. Jeg havde siddet på hospitalet hele natten og sad der stadig.

Sara's p.o.v
Mit hovede dunker, det føltes som en lastbil der er kørt ind i mig. Jeg kan mærke at jeg ligger ned, højst sandsynlig på hospitalet, der er en kraftig lugt af sprit og gummi handsker. Store maskiner siger hele tiden så irritererende bib lyde , som beviser at jeg åbenbart er i live. Jeg kan mærke forskellige slanger og rør der sidder over alt på min krop. Mine sanser er efterhånden ved at vende tilbage og jeg kan høre en masse stemmer, men jeg koncentrer mig kun om en. Nemlig Michael's. Han står ikke særligt langt væk fra sengen og snakker med en læge. " Har hun det okay? " spørger han forsigtigt lægen. Ja jeg har det helt fint, jeg blev bare tromlet ned af en lastbil!
" Hun har det fint ja bare en alvorlig hjernerystelse, det går over om et par uger " svarer lægen. Et par uger! Jeg kan sku da ikke ligge her med hjernerystelse i et par uger! Høre i!!!
Jeg prøver at komme op men min krop reagere ikke. Okay rolig nu Sara. Én ting af gangen. Jeg tager en dyb indånding og prøver så at åbne mine øjne, men det mislykkes igen.
" Jeg vil lade dig være lidt alene med hende, men jeg kommer igen om lidt " siger lægen, og jeg hører en dør blive lukket. Michael nærmer sig sengen, ham sætter sig på kanten. " Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig det hele, jeg hader at skulle lyve for dig. " siger han trist og begynder ar nynne sangen, som han også sang i bussen og... pludselig falder det hele på plads. Det var ham!
" Det var dig!Under børnehjemmet i fredags!Det var dig der kastede stenen!" Min krop reagere endelig og jeg sætter mig op med et sæt, og en voldsom smerte går gennem mit hovede. Men det forhindre mig ikke i at råbe videre " Du spillede hele tiden! Hvordan ku du! " tåre løber ned af mind kinder og varme røde plamager kommer frem i mit ansigt. " Sara jeg kan forklare.. " begynder han men han når ikke længere, da jeg hurtigt tager det der er tættest på og kaster efter ham. Koppen rammer væggen og går i tusind små stykker og falder på gulvet. " Sara rag det nu roligt! " siger han forsigtigt. " Gu' vil jeg ej " skriger jeg. Maskinerne der måler mit hjerteslag og puls begynder at bibbe hurtigere og hurtigere. 3 sygeplejsker kommer løbende ind i rummet. " hold dig væk fra mig og børnehjemmet! Jeg vil aldrig se dig igen!.... " mere når jeg ikke at sige før de giver mig en sprøjte og jeg går ud som et lys.
______________________________________________________

Hej læsere!
Jeg håber i kan lide historien ind til videre. Undskyld det korte kapitel. Skriv gerne jeres mening i kommentaren.❤️💬
- Hannah