Lived on a lie

Tårer begravelse & Håb

Halløjsa!
Undskyld at denne slutning måske er lidt lam. Men jeg håber i vil læse med alligevel.
Jeg har planer om at begynde på en ny historie, som hedder " which side ", ️ som jeg håber i vil læse med på❤️ Tak for de mange læsere der har læst denne bog, jeg håber på der er lige så mange der vil læse min næste.
Knus
Sara's p.o.v
Regnen stod ned i stænger, men det passede vidst også meget godt til alles humør. Vi stod ved hullet hvor kisten blev
hejset ned i jorden. Mærkeligt nok havde jeg ikke grædt endnu. Det var nok ikke gået op for mig at det var min skyld.

Mig og Mrs. Knightsbury havde dagen før været ude og hente gravsten. Og fået skåret hans navn ind.

Michael Walker
Født:24.10. 1998
Død: 13.08.2015
Hvil i fred
Jeg kiggede rundt på forsamlingen, hele børnehjemmet var her. Jeremy stod ved min side, det samme gjorde Anthony han holdt stille fast i min hånd. Han havde prøvet hele ugen at fortælle mig at det ikke var min skyld. Men det var det jo, hvis ikke jeg havde været så kold, så var han ikke kørt så hurtigt på den motorcykel, for at skulle mødes med mig!
Præsten bad mig, Mrs. Knightsbury, og en af Michael's venner fra børnehjemmet, fik hver en lille håndfuld jord, som vi smed på kisten. Og den blev lagt i jorden.

Folk kom hele tiden hen til os og sagde de klassiske ord " jeg kondolerer" og jeg smilte bare et falsk smil og sagde tak.
Da alle næsten var taget hjem, tog jeg min lille taske og vente mig mod bilen. Da der pludselig kommer et kæreste par hen til mig. " Er du Sara Stone? " spørger manden. Han har mørkt hår og blå skarpe øjne. " øhh.. Ja det er mig " siger jeg
" jeg hedder Melanie og dette er James. Din ven Michael, opsøgte os her for nogle uger siden, og sagde at du ledte efter os. " sagde Melanie , hun havde lyst hår og en lidt for rød læbestift på. " hvad sagde han? " spurgte jeg med lidt mere interesse denne gang. Kunne jeg få af vide hvad det var han ville fortælle mig?
" Sara, jeg ved ikke om du " hun kigger så på Jeremy " ...om i ved det..... i er vores børn " de smilte begge forventningsfuldt. Der blev helt stille et stykke tid " og hvorfor skulle vi så stole på jer?, i har ingen beviser " spørger Jeremy, som var den første der sagde noget. " Jeremy, du har et brandmærke på den overarm, fra en da du var to, og gik ind i en med en cigaret i hånden" siger James. " og Sara, vi ved at du fandt vores visitkort, og jeg ved ikke om du kan huske noget fra den aften, men hvis du kan, så ved du at det vi siger er sandt. Er det Bevis nok? " siger Melanie og kigger på mig. Åh jo, jeg kunne sagtens huske noget fra den aften! " hvorfor efterlod i os?! " spørger jeg en anelse skingret. De kigger på hinanden, og Melanie tager en dyb indånding og siger så " Vi havde rodet os ud i noget forfærdeligt, med en rocker Bande, og vi ville ikke have at det skulle gå udover vores børn, så vi afleverede jer, og slettede alle oplysninger om os selv. Og du tænker sikkert, hvordan kan de komme ind i børnehjemmets filer. Jo ser du jeg arbejder i en stor jo kontor bygning, hvor jeg sidder rimelig meget ved computer, så jeg har nogle tricks i ærmet. Vi flyttede derefter til Italien og boede der i 13 år, vi fik faktisk en til at holde øje med dig. Thomas Anderson hed han vidst. Og da vi kom tilbage her for et par måneder siden, opsøgte Michael os. " siger hun og smiler.
Vent Thomas Anderson, så det var derfor ham havde opført sig så mærkeligt.
" Når men vi ser at din ven er gået bort.." Siger James/ min far og holder en kort kunstpause. Ja no shit Sherlock!
" men vi ville hører om i ville mødes i løbet af ugen, og snakke? " siger han så. For en første gang i lang tid, ser jeg et håb for, at alt vil blive okay. Hvis jeg kan få det hele af vide og endelig få en rigtig familie.

Everything will be okay in the end, if it's not okay, it's not the end
- John Lennon

Det var så det! Håber i kunne lide den.
Knus Hannah