Lived on a lie

Miss. Lollipop & forsøgsdyr

Hej dig bag skærmen!
Dette er min nye historie som jeg håber i vil synes om. Dette er min første realistiske historie, så det bliver nok ikke den bedste, men gør det så godt jeg kan. I må meget undskylde hvis der er stave og grammatik fejl gennem hele bogen.
Hav en god dag!⭐️
- Hannah

" Atjuh! " lød det bag fra døren, den lille skid af en unge. Det var 3. Gang på en uge at han kiggede ind af nøglehullet , når jeg var i bad. Jeg slukker vandet og tager mit håndklæde rundt om mig og læner mig mit øje mod mod nøglehullet. Og kigger ham dybt i øjnene... eller rettere sagt det ene øje.
" Ethan! Hvis du ikke er væk inden jeg har talt til 10 så siger jeg det til Mrs. Knightsbury " siger jeg truende, han skynder sig væk og løber sikkert hen og sladre til sine små venner.
Ethan var en lille rødhåret dreng på 9 som elsker at kigge gennem nøglehuller. Sådan var det at bo på børnehjem. Hvilket jeg havde gjort så længe jeg kan huske.
Min bror og jeg var ankommet til børnehjemmet for 2 år siden. Han var kun få måneder gammel mens jeg var
2 år. Vores forældre gav ingen informationer til børnehjemmet, så ingen ved hvor de er.
Folk mener at de forsvandt sporløst eller er døde . Men min bror og jeg er sikre på at de stadig er i live .

Jeg tørre min krop, og mit lyse hår. Jeg trækker den grå trøje over hovedet og tager de sorte bukser på til. Da jeg er færdig. Snupper jeg mine ting og åbner døren ud til gangen. Der står ca 5 piger i kø udenfor døren. Ups. Jeg smiler undskyldende til dem og fortsætter ned af gangen. Der hænger store billeder af Mrs. Og Mr. Knigtsburys forfædre. Mrs. Og Mr. Knightsbury ejede børnehjemmet, det var gået fra generation til generation, jeg tror slottet er fra 1800. Hvilket betyder en masse mystiske passager, som er vildt spændene at udforske. Når men i hvertfald er ægteparret Knightsbury de venligste personer i verden , og jeg tror de var som forældre for os her på børnehjemmet.
Jeg går gennem hele gangen og når så til hovede indgangen hvor Mrs. Knightsbury står i entréen, hvor en smilende kvinde trådte ind, kvinden vil hun højst sandsynligt adoptere et barn. Hun var iført en lyserød hat, hvid skjorte og stram lyserød nederdel, rimelig meget Miss. Lollipop.
" Goddag Ms. Marentfield og velkommen til Biltmore børnehjem. " siger Mrs. Knighrsbury og rækker smilende hånden frem. Ms. Lollipop... eller rettere sagt Marentfield og hun tog den smilende. " og du vil bare gerne adoptere et barn og i hvilken som helst alder, har jeg ret? " spørger Mrs. Knightsbury. Miss. lollipop nikker og smiler stort. " Vi kan lige gå ind på mit kontor og så skal du udfylde nogle papirer og så kan du få en rundvisning bagefter " siger Mrs. Knightsbury og fører Miss. Lollipop ind på hendes kontor. Da døren er blevet lukket går jeg hen til den lille klokken der hænger foran hoveddøren og trækker i snoren. Det bimler i ca 5 sekunder før det stopper. Det er et tegn til at vi har besøg af folk der vil adoptere, hvilket betyder at alle skal opføre sig pænt og se ordentlig ud. Jeg går væk fra hovede indgangen og ind i afdelingen med sove værelser. Der er 4 afdelinger i bygningen, der er: skole afdeling Inkl. Bibliotek, Så er der sove afdelingen, og fælles afdelingen hvilket forgår som en meget stor stue, og så er der den forbudte afdeling, Som mig og min bedste veninde Annabelle elsker at udforske, der er så mange hemmelige passager og gamle møbler og alt det der. Jeg når til vores værelse og åbner døren og træder ind. Der står to senge med lilla sengetæpper op ad væggen, og et lille skrivebord henne i hjørnet foran det store hvide vindue, Og et stort egetræs skab til alt vores tøj. Annabelle ligger på sengen med høretelefoner i ørene. Jeg ligger mit håndklæde og de andre ting på sengen og sætter mig. Annabelle tager høretelefonerne ud og kigger på mig. " ved du hvad?! Jeg var oppe i den forbudte afdeling mens du var i bad og jeg fandt noget helt vildt. Bag det store maleri er der et lille hul, jeg kravlede bare lige ind og kiggede hurtigt ,og der var en vildt lang trappe under. Jeg turde ikke selv at gå derned, men vi kan gøre det i aften?! Og jeg huskede at ligge nøglen rigtigt denne gang " hviner hun. Sidste gang vi var der inde lagde Annabelle ikke nøglen hvor den skulle ligge så vi var lige ved at blive opdaget. Ja vi har taget en kopi af Mrs. Knightsbury nøgle til den forbudte afdeling. Og ja jeg ved det lyder ondt men vi gjorde det for et par år siden, og vi kan ligesom ikke give hende den igen og bare sige
"Hej Mrs. Knightsbury du må virkelig undskylde men her for nogle år siden sneg vi os ind på dit kontor og tog en kopi af din nøgle til den forbudte afdeling og nu ville vi bare lige give dig den igen! " Ej det ville jo ikke gå vel.
Annabelle rejser og begynder at pakke ting til i aften da jeg afbryder hende og siger " Du kan ikke pakke lige nu vi har besøg af Miss. Lollipop" hun kigger uforstående på mig og jeg siger så " altså hun hedder rigtigt Miss. Marentfield, men hun ligner en Miss. Lollipop. " siger jeg så og hun nikker og fniser. Hun tager sin børste og reder hendes mørkebrune hår hurtigt igennem. Annabelle har mørkebrunt hår, brune øjne og markeret kindben. Hendes forældre døde for 5 år siden, i en bilulykke og der var ikke nogen familie der kunne tage sig af hende. Så hun endte her.

Vi går ud fra værelset og ind i fællesstuen. Der sidder børn i alle aldere, de eneste på vores alder eller tæt på er min bror Jeremy som lige nu sidder i en af de grønne sofa som står midt i rummet. Han sidder og snakker med en af hans gode venner som vidst nok hed Simon. Jeremy er min lillebror på 14, han ligner mig meget, vi har de samme øjne, knald blå og næsten samme hår farve, han var mere blond hvor mit var helt lyst. Annabelle og jeg går hen og sætter os i en af de andre sofaer og kigger mod de små børn som sidder og ser My little pony. Med et høres der snak ude i gangen og alt bliver stille. Og Miss. Lollipop og Mrs. Knightsbury træder ind i fælles stuen. Miss.Lollipop går stille rundt i lokalet kigger på os som om vi var forsøgsdyr og at hun kun kunne redde én. Efter et par minutter nikker hun til Mrs.Knighsbury som tegn på at hun har valgt en. De går ind på kontoret igen. Lidt efter kommer Mrs. Knightsbury ind og kigger Alvorligt på mig og gør tegn til at jeg skal komme med hende. Jeg kigger uforstående på Annabelle og følger så med hende. Vi går lidt væk og så siger Mrs. Knightsbury så " Sara hun vil gerne adoptere dig " siger hun hun tager en dyb indånding . What jeg var aldrig blevet valgt før, folk vil helst ha de små og knapt så besværlige teenagere. " Men ikke Jeremy " siger hun så. Hvad mente hun med det, jeg skulle ingen steder uden min lillebror!
" når men så er jeg ked af at skuffe hende men jeg tager ingen steder uden min lillebror! " siger jeg hårdt. Hun nikker og går ind på sit kontor. Jeg var en blanding af sur og ked af det. Endelig var der nogen der ville adoptere mig, men så ikke min bror, hvordan kunne hun tro at jeg ville lade min bror i stikken?! Jeg går med hurtige skridt tilbage til fællesstuen alle sidder spændte og kigger på mig. Annabelle ser at der er noget i vejen så hun kommer hurtigt op til mig og vi går ind på mit værelse.
____________________________________________________________
Håber i kunne lide første kapitel, jeg ved godt det ikke var særlig spændende men det kommer i næste kapitel. Skriv gerne en kommentar og evt. Giv en stjerne🙏
Knus Hannah