Lived on a lie

Frokost Lærere & Tatoveringer

Hola!
Jeg tænkte dette var en god måde at springe ind i påskeferien på såååå..... God påskeferie!!! 🌾🌷🐣Jeg håber i kunne lide sidste kapitel. Undskyld vente tiden men som sagt har jeg lidt travlt😄
Skriv gerne jeres mening i kommentaren💬
- Hannah

Michael's p.o.v
Hun ville ikke snakke til mig, hun havde ignoreret mig totalt. Jeg kunne selfølgelig godt forstå hende, men hun kunne godt lade mig forklare. Det var snart en over 3 uger siden at hun flippede på hospitalet.

Et par dage siden, kom politiet for at afhøre os, da de stadig ikke havde fundet noget om indbruddet. Jeg havde fortalt alt hvad jeg kunne huske, mens Sara bare havde siddet og stirret ud i luften. Det var vildt mærkeligt.

Vi var startet startet i skole for en uge siden, og hun sørgede altid for at sidde så langt væk fra mig som muligt, og prøvede altid at undgå at kigge mig i øjnene. Undtagen nu. Lige nu sidder hun og kiggede direkte på mig, jeg smiler svagt og hun vender hurtigt hovedet væk. " kan du svare mig på det Mr. Walker? " vores matematik læreres stemme skære gennem lokalet. " undskyld hvad " sagde jeg og kiggede uskyldigt på ham. Mr. Fletcher er en 60 årig kvinde med en meget kroget næse og iskolde øjne, nok den strengeste lærer her på skolen. Hun vælger hver dag et offer og idag var det så mig.
" Okay Mr. Walker nu læser jeg spørgsmålet op en gang til. Du har en bank konto og hver måned ligger du 500kr på et år tjener du 6.000 hvad ville du tjene på 4 år og hvis du det ene år kun lagde 250 kroner ind om måneden?" Siger hun og kigger på mig
" 21.000 " siger jeg hurtigt, jeg er rimelig skarp til matematik, men dette var også et ret nemt spørgsmål. Hun nikker anerkendende.

Sara's p.o.v
Han går mig på nerverne sidder der og virker som om han ved alt!
Træk vejret Sara, bare lad som om han er luft! Jeg kan klare synet af ham, jeg ved godt at jeg kun havde kendt drengen en dag, da jeg allerede troede jeg at jeg kunne stole på ham. Men der tog jeg fejl.
Jeg havde tænkt over en masse da jeg lå på hospitalet med hjernerystelse. Bla. Havde jeg prøvet at finde en grund til at Michael ikke sagde noget, om at det var ham i tunnelen. Men der var ingen, ikke udover at han skjuler noget.( men det vidste jeg jo allerede)
En af de andre ting jeg havde tænkt over er visitkortet. Jeg er sikker på at mindet er ægte, men jeg forstår ikke hvorfor jeg først kan huske det nu.
Jeg havde planer om at tage på biblioteket senere og finde ud af mere om Melanie & James Stone.
" 785 • 683 Mrs. Stone " lyder mrs. Fletcher's stemme " 536.155 " siger jeg hurtigt, han var ikke den eneste der kunne finde ud af matematik. Med et ringer klokken og vi får pause. Alle drøner ud af klassen, undtagen mig, jeg pakker stille og roligt mine ting sammen. Jeg går ud af det slidte klasseværelse og ud på gangen. Der hænger en stærk lugt af hormoner og sved. Jeg går gennem de store dobbeltdøre og ind i spisesalen. Her sidder vi i ca 1000 mennesker hvis ikke mere. Det svare nok til hele børnehjemmet, jeg tager en bakke og og fylder noget salat i en skål. Jeg kigger rundt i lokalet og får til sidst øje på Annabelle, hun sidder i det ene hjørne sammen med Vanessa, Maya og Lilly nogen piger fra overgangen over os. Hun vinker og gør gestus til at jeg kan sætte mig ved siden af hende. Jeg går stille hen til mod dem, alles blikke er rettet mod mig. Folk har nok ikke vænnet sig til at jeg har et kæmpe ar i min pande. ( og nej jeg snakker ikke om sådan et sejt harry-potter-ar men sådan en stor lang tyk streg! Fra en eller anden idiot der sparkede mig i ansigtet )
Jeg sætter mig ved siden af Annabelle og hun smiler sødt til mig. Jeg tror hun virkelig har dårlig samvittighed over " den aften ".
" Når Sara! Vi havde tænkt sig at os at tage ind til byen i eftermiddag, Mrs. Knightsbury har givet os lov. Vil du med? " spørger Vanessa hendes blå øjne skinner af forhåbning.
" jeg kan dsv. Ikke jeg havde planer om at lave noget på biblioteket og fortage nogle søgninger og sådan. " siger jeg og smiler til hende. Hun nikker forstående. Jeg havde ikke fortalt dem om visitkortet, og det havde jeg heller ikke tænkt mig, jeg havde heller ikke fortalt politiet noget. For så blev jeg ligesom nød til ar forklare om mit minde, og det ville jeg i hvertfald ikke. Jeg vender mig om og kigger ud mod spisesalen, og lige præcis én person fanger mit blik. Michael . Han kigger nervøst hen på mig..... Eller rettere sagt den plads ved siden af mig. Jeg kigger på ham og sender ham blikket, Du-kan-lige-vove-på-at-sidde-her. Han slår blikket ned og sætter sig over til nogle drenge. Jeg vender opmærksomheden mod min salat igen. Jeg spiser resten og skynder mig hen til næste time. Jeg har egentlig ikke travlt, timen begynder først om 6-7min, men Mr. Anderson står allerede i lokalet. Mr. Anderson er min yndlings lærer. Han er en man på 37 eller sådan noget, han har gyldent kort klippet hår og klare blå øjne, og så er han frygtelig god til historie. " Jamen halløj med dig Ms. Stone . Du er tidlig på den " siger han og smiler. En af de andre grunde til at jeg så godt kunne lide ham er fordi han prøver at holde den fin facade med Mr og Ms og alligevel er han stadig frisk og sjov.
" Hej Mr. Anderson! Ja jeg tænkte at jeg bare kunne sætte mig og læse lidt ind til da" siger jeg og smiler. " åhhh please ik' kald mig det der Mr. noget det lyder så formelt! " siger han og sender mig et stort smil. " okay på én betingelse Thomas " siger jeg og kigger på ham og han nikker og gør tegn til at jeg skal forsætte " At du også kalder mig for Sara? " siger jeg og smiler. Han kigger på mig og smiler så og rækker hånden frem jeg trykker den. Så må jeg hellere lære at kalde ham Thomas og ikke Mr. Anderson.
Men med et ændre Thomas's ansigt sig, han for pludselig et trist ansigt