*virkelig ringe* please hellere læs min anden bog. Jeg har ikke noget at rette den her.
Harpers familie har valgt at tilbringe hele julen sammen med hendes mors bedste veninde Eva og hendes familie. Nathan Amandas søn skal også med, og han er ikke d...
"Harper vi er her nu" sagde min mor. Jeg åbnede mine øjne og kiggede ud af vinduet. Vi kørte ind på en vej fyldt med hytter. Jeg må vidst være faldet i søvn igen, for det var blevet helt lyst udenfor. Nathan sad stadig ved siden af mig, og kiggede ud af vinduet. Hans blonde hår var uldet og han havde taget en sort hoodie på. Vi stoppede op foran en af hytterne og de andre begyndte at gå ud. Jeg rejste mig op, tog min taske på ryggen og gik udenfor.
Der var sne over det hele. Alt vare hvidt. Jeg kunne høre Nathan komme ud bag mig, jeg vendte mig om og kiggede på ham. Han kiggede mig i øjnene, inden han gik forbi mig og ind i hytten. Jeg fulgte efter ham indenfor. Det var en stor hytte med stue, køkken, og selvfølgelig det vigtigste en kaffemaskine. Yes.
"Her Harper" min far gav mig min kuffert i hånden.
"Hvor er mit værelse henne?" Spurgte jeg min mor som lige var kommet ind i stuen.
"Ovenpå ved siden af Nathans" hun pegede op af den trappe, som Nathan lige var gået op af.
Jeg fik op af trappen og kom op til en meget lille gang, med et værelse på hver side. Døren stod åbne til det ene af dem og der var ingen derinde, så jeg regner da med at Nathan har taget det andet. Jeg lukkede døren bag mig og begyndte at ligge mit tøj i skabet, som stod over ved siden af vinduet. Vi skal være her hele julen så jeg har i hvertifald nok tøj med. Man kunne næsten nok bare havde taget selve mit skab med herop, men der var desværre ikke plads. Der blev banket på min dør og min mor kom ind.
"Der er morgenmad nu" sagde hun og smilede.
"Okay jeg kommer om lidt" jeg smilede tilbage, inden hun gik ud igen.
Jeg tjekkede min telefon, klokken var 9:25. Jeg tog den sidste trøje ud af min kuffert, og lagde den ind i skabet. Jeg lukkede min kuffert sammen, uden jeg begyndte gå nedenunder. Der duftede af vafler og juice. Rigtigt nok stod der en stor tallerken med vafler i midten, og en kande med appelsin juice. Jeg satte mig ned på den stol som stod længst ude ved kanten.
Jeg kunne høre nogen komme ned af trappe, det var Nathan som var på vej ned. Han havde sin telefon i hånden. Alle andre havde sat sig ned, så han blev nødt til at sætte sig overfor mig. Jeg vil nu sige at han er meget heldig, han får lov til at side overfor mig. Han kørte en hånd igennem sit hår inden han satte sig ned. Han lagde sin telefon, ved siden ad hans tallerken.
"Værsgo, i tager bare" sagde Eva og smilede.
Jeg tog en vaffel og hældte juice i mit glas. Jeg tog noget sukker og marmelade. Hindbær marmelade, det er det bedste. Jeg gil ikke engang diskutere det, for det er det bedste. Jeg tog en af hjerterne i vaflen, skilte den fra de andre og dyppede den i marmeladen. Jeg tog en bid og shit hvor smager det godt. Mit blik landet på Nathan som bare sad og nippede til sin vaffel. En gang imellem tog han også en lille tår juice. Han sad bare og kiggede ud af vinduet, uden at give nogen af os et blik.
Jeg spiste min vaffel færdig, gik oven på og ind på mit værelse. Jeg lagde mig ned på sengen. Jeg kunne høre nogen kommer op af trappen, og lidt efter Nathans dør lukke. Det er stadig morgen, men jeg har det som om at det er midt om natten. Jeg er mega træt. Jeg lukkede mine øjne og begyndte ligesåstille at falde i søvn.
————
Jeg satte mig op med et sæt, jeg havde haft et af mine mareridt igen. Jeg knugede min hånd imod mine bukser, for at stoppe mig i at ryste. Jeg tog en dyb indånding og tørrede svedet af min pande. Min telefon lå ved siden af mig og sagde en lyd. Jeg tog den op, og jeg havde fået en besked fra min veninde Lucy.
Lucy<3: Er du kommet ind i hytten?
Mig: ja, og har lige fået vafler.
Lucy<3: snyd!! :( nå men vi ses skal spise frokost nu.
Mig: ja vi ses <3.
Lucy<3: <3
Frokost? Allerede? Jeg kiggede på klokken. Klokken var 13:30, havde jeg sovet i så lang tid. Jeg rejste mig op og gik hen til spejlet. Mit hår ligner en fugleskræmsel, der er blevet trampet lidt meget på. Jeg åbnede min toilettaske, fandt min børste frem og begyndte at redde mit hår. Av, shit det gør ondt. Hvordan kan det blive så filtret på nogle timer.Det er som om at de fugle den fugleskræmsel skulle skræmme væk, nu bare er gået til angreb i stedet. Det bankede på og min mor kom ind. "Der er frokost nu" sagde hun.
"Okay jeg kommer nu, jeg skal bare lige redde mit hår." Hun nikkede og begyndte at gå nedenunder igen. Jeg lagde børsten fra mig, da jeg endelig havde fået mit hår til at se okay ud. Jeg åbnede døren og gik næsten direkte ind i Nathan, som også lige var trådt ud af hans værelse. Han kiggede mig i øjnene og trådte hurtigt et par skridt tilbage. Jeg lukkede min dør og gik hurtigt nedenunder. Nathan kom ned lidt efter. Der var dækket op med mad på bordet og vi tog de sidste pladser som før. Nathan satte sig ned og vi kiggede hinanden i øjnene.
Jeg kiggede væk da der blev lagt et stykke brød på min tallerken. Mine og Nathans forældre var allerede igang med deres egne samtale, så hvis vi sagde noget ville de nok ikke rigtigt høre det. Jeg smurte det med leverpostej. Det bedste btw. Jeg elsker leverpostej, det smager bare så godt. Det lyder nok lidt underligt, men det smager virkelig godt. Jeg tog bøtten med remulade og puttede det ovenpå. Jeg kiggede over på Jason som bare sad og gav mig et Wow du er mærkelig blik.
"Hvad er der?" Spurgte jeg ham.
"Tager du remulade på?" Han kiggede ned på min mad og tilbage op på mig igen.
"Ja gør du ikke?"
"Nej det er jo klamt."
"Man må ikke sige at mad er klamt" han rullede sine øjne, og jeg sværger at jeg så han ene mundvige trække sig lidt op.
"Nej, men det der er klamt" han kiggede igen ned på min mad.
"Nej det smager rigtigt godt" han rystede på hovedet og tog en tår af hans vand. Jeg tog en står bid af maden, og Nathan lavede bræk lyde. Jeg rullede min øjne og spiste videre af min lækre mad.
Da vi alle havde spist hjalp jeg med at tage af bordet, og bagefter satte jeg mig hen i sofaen hvor at Nathan sad. Han sad igen med den bog. Den her gang med en blyant i hånden. Han begyndte at skrive noget i den, jeg prøvede på at se hvad han skrev, men det kunne jeg ikke. Da han så at jeg prøvede på at kigge, skyndte han sig at klappe bogen i og ligge den ned ved siden af ham. Han kiggede over på mig inden han tog sin telefon frem og lænede sig tilbage. Jeg sukkede og tændte for tv'et.
Nathan rejste sig op og begyndte at gå ovenpå, men han glemte sin bog. Jeg kunne høre hans dør lukke, så det ville ikke hjælpe noget at kalde på ham. Jeg tog bogen op og kiggede på den. Den var sort og havde en hvid elastik, som holdte den lukket. Jeg rejste mig op og begyndte at gå oven på. Jeg havde stadig bogen i hånden da jeg bankede på Nathans dør. Døren blev åbnet og Nathan kiggede ned på mig. Det er først nu jeg ligger mærke til hvor meget højere han er end mig. Man kan heller ikke sige at jeg er høj, men han er nok et hoved højere end mig.
"Her du glemte din bog" jeg rakte den ud imod ham, og han tog den med det samme.
"Har du læst i den?" Spurgte han og kiggede mig i øjnene.
"Nej" han nikkede og lukkede sin døren i.
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
