*virkelig ringe* please hellere læs min anden bog. Jeg har ikke noget at rette den her.
Harpers familie har valgt at tilbringe hele julen sammen med hendes mors bedste veninde Eva og hendes familie. Nathan Amandas søn skal også med, og han er ikke d...
Mit vækkeur ringede igen, urgh. Jeg satte mig op og slukkede for det. Den irriterende ringede lyd, sad fast inde i mit hoved. Jeg rejste mig og gik nedenunder. Der kom duften af mad igen. Der duftede idag af vafler. Jeg kiggede ud på bordet, hvor der igen var æg. Hvordan kan jeg dufte så forkert, at tro at æg var vafler. Alle de andre var der, Nathan, hans forældre, mine forældre og det var kun mig de ventede på. Jeg satte mig ned og alle begyndte at spise.
Jeg lavede den samme mad som jeg fik i går, med æg og brød. Jeg tog peberen og begyndte at lytte noget på. Jeg elsker faktisk peber, så der komme altid ekstra meget på min mad. Jeg kiggede over på Nathan, som bare sad og gloede ned på min mad. Jeg tog en bid, og er blev Nathans øjne bare endnu stører.
"Skal du nu også disse min ægge mad?" Spurgte jeg.
"Ja" han tog en tår af hans juice.
"Der er alt for meget peber på, det er ligesom når du tager remulade på din leverpostej" han holdte sin mad op foran mit hoved og sagde, "se det her er tilpas peber."
"Der er jo ingenting på" han maden ned på hans tallerken igen.
"Nej det er bare dig der tager for meget på" jeg fnyste og tog en stor bid foran ham og slugte det. Han rynkede på næsen og spiste videre på hans mad. Jeg spiste resten og drikkende min juice. Nathan rejste sig op på samtid med mig, og kam først hen til trappen. Han skulle til at gå op fa jeg maste mig forbi ham, og nåede op først. Jeg skyndte mig ind på kit værelse, og lukkede døren bag mig. Jeg smed mig på sengen og tændte for noget julemusik på min telefon. I dag skal vi ikke ud og stå på ski og det der. Det er nemlig kun hver anden dag vi gør det, eller tænkte mine forældre at det ville blive for meget.
Jeg vil så gerne vide hvad der står i Nathans bog. Hvis nu at jeg kunne kigge i den uden at han ville opdage det. Jeg rejste mig op fra sengen og lænede mig op af min dør. Jeg kunne høre Nathans dør åbne sig, og lidt efter døren til badeværelset lukke. Jeg skyndte mig at åbne min dør, og snige mig ind på hans værelse. Jeg kiggede hen imod hans seng og der er lå den, bogen. Jeg listede hen imod den og løftede bogen op. Jeg skulle til at åbne den, da jeg hørte badeværelsets døren åbne. Shit. Jeg skyndte mig ned på gulvet og ind under sengen. Lidt efter kom Nathans føder til syne.
Hvordan kommer jeg ud herfra, han har jo lige sat sig ned på sengen. Jeg kunne høre ham kaste sin telefon ned på sengen, han skyndte sig ud fra værelset og ud i gangen. Hvad skete der? Det må nok havde været nogle fra skolen eller noget. Der er virkelig nogen som er onde imod ham. Det er bare ikke ret mange som ved hvorfor. Nu er det nu, hvis jeg vil ud herfra og ikke ligge her i flere timer, så er det nu. Jeg skyndte mig ud fra under sengen og hen imod døren. Jeg stak mit hoved ud, og jeg kunne ikke se ham nogen steder. Jeg lukkede døren i bag mig og lagde mig igen ned på min seng. Pis, jeg fik ikke læst i den. Det er måske også godt nok at jeg ikke nåede det.
————
"Harper?" Kaldte min mor nede fra stuen.
"Hvad?" Jeg gik ud på trappen.
"Vi skal til at spille et spil, så henter du lige Nathan?" Hun begyndte at finde ludo frem.
"Ja" jeg vendte om og gik hen imod hans værelse. Jeg bankede på og han åbnede døren lidt efter.
"Vi skal spille ludo" han nikkede og fulgte med nedenunder. Vi satte os alle ned og begyndte vælge farve. Alle undtagne min far og Nathans far, der var en eller anden kamp i fjernsynet som de åbenbart skulle se. Så det blev mig og Nathan i stedet for. Jaa. Jeg valgte grøn, fordi vi ved alle at grøn er vinderfarven. Nathan fik gul, fordi han sad overfor mig.
"Vi slår om hvem der starter" sagde Eva og gav min mor terningerne. En 2 slog hun, yes større chance for at jeg starter. Fik jeg sagt at jeg er et konkurrence menneske, fordi det er jeg. Eva slog 4 og mu var det min tur. Jeg rystede terningen i min hånd og kastede den ud på bordet. En 5, yes. Nathan tog terningen, rystede den og kastede. En 6, pis. Han smilede tilfredst over imod mig og jeg rakte tunge af ham.
Vi begyndte at spille og jeg førende stort. Efter lidt tid stod mig og Nathan lige. Vi manglede begge to kun en. Eva og min kor manglede stadig de fleste. Jeg slog terningen og den landet på 5, kun ti mere og så er jeg inde. Nathan tog terningen og slog. Den landet på 4, han rykkede den fremad og jeg kiggede ud af vinduet. Da jeg så tilbage i,od spillet, sad Nathan og smilede af mig. Mit blik landet på min brik, som han lige havde slået hjem. Jeg gav ham et dræber blik og tog imod terningen.
Selvfølgelig vandt han. Typisk.
"Hvordan føles det at tabe?" Spurgte han, da vi var på vej op af trappen.
"Shh" sagde jeg og lagde en finger hen over hans læber. Han smilede og jeg fjernede min hånd. Vi åbnede begge vores døre og smilede til hinanden inden vi lukkede dørene på samme tid.
————
Jeg vågnede igen fra et af mine mareridt. Det er begyndt at blive slemmere nu, men jeg ved ikke hvorfor. Mit blik landede på alt sneen udenfor, som havde fordoblet sig på en nat. Jeg satte mine fødder ned på gulvet, men jeg trak dem hurtigt tilbage ind unde dynen igen. Gulvet var næsten ligeså koldt som sneen. Man kunne kun lige se det, for der var stadig næsten mørkt udenfor. Jeg strakte mig og tog mine strømper, som lagde på gulvet. Jeg tog dem på og begyndte at gå nedenunder. I dag var der igen duft af mad som kom, men i stedet var der også mørkt her nede.
Jeg kunne høre noget som bevægede sig, det kom henne fra stuen. Jeg kiggede frem fra trappen og så Nathan sidde og skrive i sin bog. Han havde ikke set mig endnu, så han fortsatte med at skrive. Ikke at han ville have begyndt at snakke til mig hvis at han havde set mig. Jeg trådte helt frem og Nathans blik landede nu på mig. Han kiggede mig i øjnene da jeg begyndte at gå over imod ham. Jeg satte mig ned på sofaen ved siden af ham, og han forsatte med at skrive. Jeg havde ikke sat mig tæt nok på til at jeg kunne se hvad han skrev, så jeg kiggede bare ud i luften og lyttede til blyanten som ramte papiret.
"Kan du heller ikke sove?" Jeg hørte ham lukke bogen i.
"Nej" han lagde bogen ned ved siden af ham.
"Hvorfor kan du ikke?" Spurgte han. Jeg kiggede over på ham.
"Mareridt" han nikkede og spurgte ikke om hvad.
"Dig?" Han kiggede over på mig.
"Det ved jeg ikke" han trak på skuldrende og jeg nikkede.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Kapitel 4 jaa!!!
Jeg kan rigtigt godt lide det her. Jeg synes selv at der begynder at ske noget ;) Tak for at læse med!!
