At falde uden titel

Tomme flasker

Da jeg kom hjem i aftes, sov min far på sofaen. Han var tilsyneladende helt væk. Sofabordet bugnede med tomme og halvtomme ølflasker, og et enkelt pilleglas. Der lugtede stærkt af alkohol. Jeg skyndte mig hen til ham, tjekkede hans puls. Den var der.

Igen. Han havde gjort det igen.

Jeg endte med at efterlade ham på sofaen, dog tog jeg pillerne og hældte ud i toilettet. Det er han tydeligvis vred over her til morgen.

"Du tog mine piller?!"

Med en trækken på skuldrene finder jeg havregrynene frem.

"Du tog mine piller, Klara?! Igen!"

Mine bevægelser stivner. Jeg kigger op på ham.

"Ja, jeg tog dine piller. Du kan finde dem i kloaksystemet, hvis de er så vigtige for dig."

"Du skal fandme ikke smide mine piller ud! Er du klar over, hvad du har gjort?"

"Ja, jeg er udmærket klar over, at jeg har gjort det bare en smule svære for dig at begå selvmord." vrisser jeg, og går op på mit værelse med min morgenmad.

"Hey! Hey, du kan sgu da ikke bare gå fra samtalen!"

"Hey!" råber jeg igen "det gik sgu da meget godt, hvis jeg selv skal sige det."

Jeg kan høre ham bande nede i køkkenet. Noget smadrer, idet jeg lukker døren til mit værelse.

Mig: Martin?

Med det samme ser jeg, at han er på.

Martin: Ja, smukke?

Mig: Ikke nu igen.

Martin: Jo, igen. Og for evigt.

Martin: Hvad er der galt?

Mig: Ikke noget

Mig: Det er bare min far. Han drikker for meget.

Martin svarer ikke med det samme selvom, jeg kan se, at han har set den.

Martin: Øjeblik

Der går kun få sekunder fra han sender beskeden til han ringer. Jeg bliver tør i munden, ikke sikker på, jeg har lyst til at snakke.

"Hej, Martin."

"Hej, Klara."

"Klara, vil du snakke?" spørger han.

Jeg tøver. "Nej, ikke rigtig."

"Okay. Jeg er sammen med gutterne. Hvis du har lyst til at tænke på noget andet, kan du komme over. Det er bare hos mig."

"Tak. Tak, Martin, det vil jeg meget gerne," jeg smiler for mig selv.

"Godt, smukke. Jeg kommer og henter dig. Bliv hvor du er."

"Vi ses, Martin."

"Vi ses, smukke." siger han og lægger på.

Der går ikke mere end en halv time før jeg hører det ringe på nedenunder. Jeg skynder mig ned ad trappen, da jeg kommer i tanke om gnavne far, men far står allerede og kigger undrende på Martin.

"Hej, Karsten. Jeg skulle sådan set bare se Klara."

"Okay, det har-"

"Hej," siger jeg og får øjenkontakt med Martin. Han smiler, idet jeg kommer ned fra trappen og over mod ham.

"Far, det er okay. Vi tager hjem til Martin lige om lidt."

Min far nikker og træder tilbage, så Martin kan komme ind. Overrasket over at han finder sig i det, går han mod sit værelse, kigger ikke engang på sofabordets udsmykkende flasker.

"Undskyld, han er lidt gnaven i dag."

Martin kigger med store øjne over mod stuen, da vi går forbi. Jeg finder hans hånd og trækker ham mod mit værelse. Idet jeg lukker døren bag ham, skubber jeg ham op mod den. Min mund er på hans. Overraskelsen svinder ind og lysten overtager. Vi står så tæt op ad hinanden, at jeg kan mærke hans hjerte slå mod mit bryst. Min tunge skiller hans læber ad; i et kort sekunder leger tungerne med hinanden inden de går til angreb. Vores fælles vejrtrækning bliver hastig; tung. Ivrige fingre begraves i hår. Mit hår. Martins hår. Vores sammenhørighed får farven frem i vores kinder. Min tunge trækker sig tilbage, jeg åbner øjnene, ser Martin stakåndet, tændt. Med et betydeligt sænket tempo giver jeg mig til at kysse hans hals. Læber der knap berører hans hud. Ned til kravebenet, der får lidt mere end spidsen af mine læber. Med nakken tilbage og stadig sine hænder i mit hår, stønner Martin svagt. Jeg smiler i mine kys, ser det afspejlet på hans læber. Kysser hans hals, igen. Adamsæblet. Kæbelinjen. Bag øret. Nipper i øreflippen. Han stønner. "Åh, Klara," hvisker han. Mine kys finder tilbage til start. Hans læber er let hævede, bløde, eftergivende. Overtager nemt min mund. Pludselig er det ham, der styrer. Hans hænder finder ud af mit hår, former min figur og tager fat unger min rumpe, for at løfte mig op. Stadig kyssende bærer han mig langsomt over mod min seng, hvor han forsigtigt lægger mig blandt det bløde. Jeg skubber mig op mod hovedgærdet, trækker ham med, idet jeg har mine ben om hofterne på ham. Endelig ser jeg hans klare øjne. Jeg kunne forsvinde i dem, i alt det grønne. Endnu en gang trækker jeg ham til mig i et kys. Jeg sukker af tilfredsstillelse. Mærker hans vægt, hans krop mod min. Mod mit lår kan jeg mærke hans hårde pik, selv gennem alt tøjet. Tøjet, stønner jeg. Straks er Martin i gang med at hive sin t-shirt af og derefter min. Det banker på. Det banker på. Vi stivner i vores bevægelser. Martin i bar overkrop, mig med blusen halvt af og bh-en til fuld anskuelse.

"Klara?" siger min far gennem døren. Febrilsk får jeg blusen på plads og finder Martins t-shirt på gulvet til ham.

"Ja, far?" spørger jeg højt.

"Ka' jeg komme ind? Jeg vil godt lige snakke med dig."

Jeg kigger hen på Martin. Hans hår er rodet, hvilket må betyde, at mit hår er rodet. Vi ligner nogen, der er skyldige i en forbrydelse.

Jeg går hen til døren, åbner den på klem, mens jeg glatter mit hår med en flad hånd.

"Øhm, det er ikke så godt lige nu, far. Måske når jeg kommer hjem fra Martin i aften?"

Far ser med det samme min fatning. Det roede hår, de røde kinder, tøjet, der ikke sidder som det skal. "Øhm, jo, klart. Vi snakker i aften. Eller en anden dag. Det kan også være en anden dag. Det er fint. God fornøjelse, eller, ja." stammer min far.

"Tak. Vi ses, far." siger jeg og lukker døren. Jeg vender mig mod Martin. Kan ikke lade være med at flække et grin.

"Kom. Lad os tage hjem til dig." siger jeg.

Da drengene er gået, står Martin og jeg i hans køkken, på jagt efter spiritus. Triumferende hiver han en vodka op fra skabet. "Ta daaa. En forfriskning til damen."

"Jamen, tak til herren."

"Altid til tjeneste." siger Martin med et smil og finder et par whiskyglas til os.

Jeg ser på, mens han hælder lige meget op i hvert glas, for derefter at blande med en kold cola. Vi tager drinksene i åsyn, som vi står op ad køkkenbordet og skåler, så glassene klirrer. Vodkaen kradser i min hals, men jeg byder det velkomment. Det er trods alt bedre end øl. Stilheden hæver sig over os. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget der er at tænke på. Hvor meget jeg bare skal tage et skridt ad gangen. Jeg ved, det med Ruben er forkert. Jeg ved, at det med Martin er tæt nok på at være ægte til, at jeg kan se os rigtigt sammen i en nær fremtid. Men, for der er et men. Ruben vækker noget i mig, jeg aldrig har følt før. Om det blot er begær, er uvist. Hvordan ved man om det er forelskelse? Jeg har trods alt aldrig været forelsket før. Selv ikke i Martin.

"Klara." siger Martin med en grødet stemme. "Din far. Drikker han altid så meget?"

Min far. Jeg vidste det ville komme. Efter en dyb indånding kommer realiteten ud i verden.

"Min far er alkoholiker. Så, ja. Han drikker ret meget." siger jeg i hvad der knap nok er en hvisken.

Jeg har aldrig sagt det højt. Hørt kendsgerningerne. Det er for uvirkeligt til, at det kan være virkeligt. Men det er virkeligt. Min far er en drukkenbolt, en pillesluger. Og jeg ser blot til.