At falde uden titel

Himmelskibet

Himmelskibets passagerer er en slags generaler i Tivoli. De ser alt. De ville kunne se det, hvis månen en dag faldt. Hvis Donald Trump valgte at angribe København af en eller anden absurd grund. De er generaler, men alligevel civile. Det er derfor, jeg elsker Himmelskibet. Jeg føler, jeg er en del af noget større, når vinden suser, og byen ligger for mine fødder. Uovervindelighed. Jeg kan ikke lade være med at smile lige så snart en gammel skoleklokke ringer og vi letter. Martin ved siden af mig er dog ikke ligefrem fan af at være general. Jeg håber, han trækker et frinummer til session. Men Himmelskibet er også blot en forlystelse. Vi kommer op i fart, og vi bliver hejst længere op sammen med resten af besætningen. Pludselig er Martins hånd i min, da ser jeg hans blege ansigt i skæret fra eftermiddagssolen.

"Jeg, jeg tror, det her var en dårlig idé."

"Har du aldrig været i Himmelskibet før?" spørger jeg.

"Nej. Jeg er bange for højder, så det har ikke ligefrem været min førsteprioritet, når jeg har været i Tivoli."

"Jeg troede ikke du var bange for noget. Hvorfor sagde du ikke noget?"

"Du øh virkede bare så glad. Jeg ville da ikke skuffe dig ved at være en bangebuks."

Hans blik er fikseret på bygningerne under os. Mine fingre er ved at miste førligheden af hans greb.

"Her," siger jeg og trækker i vores flettede fingre. "Se på mig." Endelig kigger han op for byen under os. Ser mig i øjnene. "Er du bange lige nu?"

"Ja." siger han.

Jeg læner mig frem og kysser ham. Med panden mod hans spørger jeg: "Nu?"

"Nej."

"Godt," siger jeg, giver slip på hans hånd og fæstner mig blik på horisonten.

"Du må ikke give slip." nærmest piver Martin og tager mig hånd ind til hans bryst.

"Okay, men prøv lige at se den udsigt, Martin!"

"Ja, jeg ville nyde den meget bedre, hvis vi stod på sikker grund."

Jeg leer.

"Så ville det jo ikke hedde Himmelskibet, vel?"

"Nej, det ville det nok ikke." siger han. Siden kysset har han ikke kigget væk fra mig. Jeg nyder det. Det er sjældent, vi er så alene. Har sådanne øjeblikke.

"Du stirrer." siger jeg efter et stykke tid.

"Du må ikke gå fra mig. Vel, Klara? Jeg ved godt, at vi ikke ligefrem bruger alverdens tid sammen, og at det hele går ret langsomt. Jeg ved godt, at jeg bruger alt for meget tid sammen med gutterne,"

Gutterne der sidder i et par sæder foran og bag os. Vinden tager deres råb med sig. Jeg kan ikke høre andre end Martin. Jeg ser på ham. Giver hans hånd et kærligt klem.

"Du skal bare vide, at jeg ikke tager dig for givet Klara, og at jeg virkelig gerne vil rette op på det. Du må bare ikke gå fra mig, okay?" fortsætter han.

Min stemme er rolig, da jeg siger det. "Jeg går ikke, Martin. Jeg går ikke."

Han læner sig frem, og vores læber mødes som nedstigningen begynder. Hans læber er tørre af vinden. Men jeg kan lide det. Tanken om at Martin gjorde noget for mig, og at det kan ses og mærkes. Giver et aftryk, dog kort. Straks finder tungerne vej, og hvis de var lange nok, ville de sno sig om hinanden. I stedet overtager de hinanden. Med fumlende fingre finder jeg hans kæbelinje med min fri hånd. Nusser ham kort for at trække ham tættere på.

"Hey, turtelduer! I kan godt åbne øjnene nu." råber Magnus idet det giver et ryk i kæderne, og jeg mærker underlag under fødderne. Vores tunger og læber giver slip på hinanden,

"Vi er på sikker grund." siger jeg.

"Tak." siger Martin bare.

"For hvad?" spørger jeg.

"For at blive."

Jeg giver ham endnu et kys.

"Kom, lad os prøve en forlystelse du kan lide."

Resten af tivolituren er skæg. Martins venner er sjove at være sammen med og er altid klar på en udfordring. Jeg var oppe i Vertigo bare for at bevise over for Magnus og Kristian, at jeg ikke var en bangebuks. Jeg må dog indrømme, at jeg var lige ved at kaste op bagefter. Det var vi alle. Ikke vores fineste øjeblik. Som et plaster på såret tager vi en sidste tur i Orient Expressen. Vi står i en stor klump. Med hævede stemmer diskuterer drengene, hvor hurtigt Vertigo fløj.

"30 km i timen." hævder Magnus.

"40." siger Martin.

Og dér ser jeg ham. Ruben. Lidt foran os i køen. Han har en lille pige i hånden. Hans datter formentlig. Jeg kan ikke lade være med at beundre ham bagfra. Musklerne der ses gennem t-shirten. De bare lægge. Hans frie hånd.

"Hey, er det ikke Ruben?" udbryder Gustav.

Det giver et gib i mig. Jeg trækker hurtigt blikket til mig.

"Hey, Ruben!" råber Magnus nærmest.

Ruben vender sig ved lyden af hans navn. Så trækker han pigen med ned til os.

"Hvad så drenge! og Klara selvfølgelig."

Da han siger mit navn, kigger jeg op på ham. Møder hans øjne, og kigger hurtigt ned igen.

Ruben rømmer sig. "Det her er Anna på ti. Min datter."

"Hej." siger hun til os, halvt bag Ruben.

"Nå Ruben, hvor hurtigt tror du, Vertigo flyver? Magnus siger 30 km i timen og Martin siger 40. Jeg ved sgu ikke helt, jeg har på fornemmelse, den flyver hurtigere. Hvad tror du?" spørger Kristian.

De bryder alle ud i en ophidset diskussion om noget så ligegyldigt som farten på en forlystelse. Jeg er bare glad for at jeg ikke længere sidder i den, så jeg siger ikke noget. Anna bliver ved med at kigge på mig imens køen rykker langsomt frem. Sikkert lidt bange for drengene og deres flyvske arme.

"Hej, jeg hedder Klara," siger jeg med en blød stemme. Anna kommer helt frem fra sit skjul. "Har du det sjovt?"

Anna nikker.

"Hvad er så din ynglings rutschebane?" spørger jeg.

"Det Gyldne Tårn."

"Uh, den er også en af mine ynglings," siger jeg. "Drengene der tvang mig op i den der med flyvemaskinerne."

"Det ville jeg ikke turde." siger hun.

"Nej, den var heller ikke særlig sjov. Det var lige før, vi skulle kaste op bagefter. Selv drengene, der ellers er så hårdføre."

Vi kigger begge to over mod drengene og Ruben.

"100 km i timen påstår Google. Det kan da ikke være rigtigt." siger Magnus med hovedet nede i sin telefon.

Anna tager fat i Rubens hånd og trækker ham lidt op mod billetkontrolløren. Ruben og jeg får øjenkontakt.

"Tak." siger han og nikker mod Anna.

Jeg smiler blot.

Martin træder frem som det bliver vores tur. Ruben og Anna finder en vogn at dele.

Kom. siger Martin og tager min hånd idet vi går forbi deres vogn. Vi tager en lige bagved. Med et kæmpe smil slår Martin pludselig ud med armene. "Damerne først!"

Under hele turen kan jeg høre Anna skrige. Og Ruben le.

Hvor er Annas mor?