At falde uden titel

10 sekunder

Det er den første rigtige dansktime. Ruben er allerede gået i gang med at snakke om nyhedsgenren. Som om vi ikke har haft om det i folkeskolen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en artikel, jeg læste i morges. En artikel der handlede om kærlighed og forelskelsens hastighed. Der var åbenbart nogle forskere, der havde fundet frem til at hvis to mennesker kiggede hinanden i øjnene i mere end ti sekunder ville der være en start på noget. De skrev også, at ved at kigge hinanden i øjnene i 15 minutter kunne man blive forelskede. Tænk at det kun kan tage 15 minutter at blive forelsket.

Det virkede ikke helt legit, men hvorfor ikke prøve det med de 10 sekunder. Som et eksperiment.

To og to blev vi sat ud for at skrive et interview om hinanden. Selvfølgelig blev jeg sat sammen med en de oversminkede tøsser, der ikke går op i andet end negle og drenge.

"Skal vi gå ud på gangen?" spørger hun.

"Sure."

Vi starter med at spørge ud om opvækst og fremtidige drømme og bla bla bla. Indtil Ruben kommer ud. Ubevidst sætter jeg mig ret op og kigger op på ham fra gulvet.

"Hvordan går det?"

Vi rejser os fra gulvet, og jeg mærker hans blik på mig.

"Godt. Godt. Det går fint."

Og så begynder frøken dulle her at snakke derud af. Heldigvis cutter Ruben hende af og begynder at fortælle om hvordan vi så skal skrive alle informationerne ned.

Jeg kan ikke lade være. Jeg fanger hans blik og holder ham fast. Der går flere lange sekunder, hvor ingen siger noget og vi - mig og Ruben - holder kontakten. Jeg tæller inde i mit hoved, men der går ikke ti sekunder før han drejer hovedet. Men lidt efter kigger han igen på mig. Nærmest nysgerrig.

"Tak," siger jeg. "Det skal vi huske."

Ruben nikker og vender ryggen til os for at gå ned ad gangen til en anden gruppe.

Vi sætter os ned på gulvet igen. Ud af øjenkrogen ser jeg ham se tilbage.

"Hva' fanden gik det lige ud på? Blev han lige stum eller hva'?"

"Det ved jeg ikke." siger jeg afmålt.

Jeg kan stadig mærke hans blikke inde i mig. Jeg kan mærke ham i mig. Ham og hans blå øjne.

Martin står foran mit lokale, da jeg får fri. Jeg er stadig helt omtåget. Interviewet jeg har skrevet blev ikke specielt godt. Jeg bliver vist nødt til at arbejde på det, når jeg kommer hjem. Han skal jo læse det.

"Hvad så? er du klar på en tur til stranden?"

Jeg smiler til ham og nikker.

"Er du okay?"

"Ja, selvfølgelig. Det er bare lidt hårdt med skolestart og det hele."

"Så er det godt, det er godt vejr, så vi kan tage ud og bade og glemme skolen."

Han tager min hånd og fører mig ned mod stranden.