At falde uden titel

Røræg

Ruben, Ruben, Ruben.

Ruben, Ruben, Ruben.

Ruben, Martin.

Martin, Martin, Martin.

Martin.

Martin ligger inde i sengen og sover, mens jeg fumler med æg, bacon og toast. Jeg vågnede for et par timer siden. Længe lå jeg bare og kigge op i loftet. Jeg følte mig heldig over at have Martin. Og endelig skete der lidt mere end normalt i vores forhold. Det virkede bare som om, det kom på det forkerte tidspunkt. Jeg havde affundet mig med vores distancerede forhold, og nu, nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente.

Baconen lyder som små knaldperler på panden og fortæller, at den er ved at blive svedig. Emhætten suger stege osen til sig, men åbenbart ikke godt nok.

"Hmm, her dufter himmelsk, Klara." udbryder Martin fra køkkenøen bag mig. Han er kun iført underbukser. Langsomt kommer han om bag mig, som jeg er ved at tage baconen af panden. Hans hænder finder mine hofter, dernæst min mave under den hvide t-shirten jeg fandt i en af hans skuffer. "Har du kigge i mine tøjskuffer?" hvisker han i mit øre, som hans fingre når mine brystvorter, og jeg undslipper et lille støn.

"Ja." siger jeg svagt. "Martin, det går lidt stærkt her. Skal vi ikke lige spise morgenmad?"

"Jo," han trækker hænderne til sig "hvis jeg må sige, at jeg simpelthen elsker at se dig i mine boxershorts."

Jeg kan mærke blod farve mine kinder, mens jeg indvendigt klandrer varmen ved komfuret. De meget for store underbukser sidder løst nede om mine hofter. Det ligner nærmest shorts på mig.

"Værsågod." siger jeg, da jeg stiller en tallerken foran ham. Vi sætter os ved køkkenøen og spiser i stilhed. Kun afbrudt af hans konstante pirrende blik på mig. Til sidst kan jeg ikke holde den længere.

"Hvad er der, Martin?"

"Du er smuk."

Det får mig til at ryste på hovedet og grine let.

"Det er det, du har siddet og tænkt på?"

"Ja. Det må man ikke gøre grin af." siger han med et alvorligt pokeransigt, kun afsløret af hans grinende øjne.

"Maartin." siger jeg.

"Hvad?" hans ansigt smiler og griner.

Jeg fanger noget røræg med min gaffel og gør mine til at kaste.

"Nej. Nej, det gør du ikke. Så barnlig kan du ikke være."

"Barnlig? kalder du mig barnlig?" udbryder jeg og kaster.

Jeg rammer ham lige på brystet og ser den gule geleagtige klat glide lige så langsomt ned til navlen, og dér kigger han op.

"Jeg har røræg i navlen. Jeg har røræg i navlen."

Jeg griner.

"Det må være en selvhenter." siger han trodsigt med nyt smil om munden.

Jeg griner ikke længere.

Langsomt rejser jeg mig fra barstolen. Jeg kan mærke hans blik fastspændt på mig, som jeg går rundt om øen. Foran ham tager jeg endelig fat i hans blik.

"Der er røræg i din navle."

"Ja." hans stemme er helt hæs af forventning.

Jeg løsriver mig fra hans blik og tager hans mave i syn. Mine hænder fanger hans talje ind, idet jeg bukker mig ned. Han vejrtrækning er langsom.

"Er det et rød mærke, jeg ser?"

Han klukker stille. Endelig rammer min tunge hans varme hud øverste på brystet, hvor jeg ramte. Under min tunge mærker jeg ham stivne. I små cirkler kører jeg grundigt længere og længere ned. Martins vejrtrækning kommer nu stødvist. Røræggens saft smager svagt af salt og af ham. Nede ved navlen tager jeg straks røræggen i munden, sutter højlydt på det, og sluger, Med fugtede læber kysser jeg rundt og navlen, finder tungen frem igen. Rundt, rundt, rundt og rundt, og ind. Over mig hører jeg ham sukker. Under mig kan jeg se hans lyst presse mod underbuksernes stof. Jeg kigger op til ham.

"Er det okay jeg?"

"Ja. Ja. Gud ja, Klara."

"Stil dig op så."

Han gør som jeg siger, og langsomt trækker jeg underbukserne ned, så hans pik for første gang præsenterer sig for mig, lang og fyldig som den er. Med knæene mod køkkenfliserne tager jeg fat om hans balder, der spænder i forventning. Først leger jeg lidt med tungen. Kører den frem og tilbage af skaftet, fra roden til tippen. Så tager jeg den endelig ind, helt ind, og jeg hører hans støn. Jeg prøver mig frem, bruger tungen, svagt fortænderne - dér piver han nærmest. Og da jeg har ham helt inde endnu en gang, så opkastrefleksen er ved at give efter, kommer han. I min mund. Jeg når lige at trække mig lidt tilbage, men ikke helt nok. Den sure, salte smag af sæd fylder min mund. Det minder om en tynd persillesovs i konsistensen. Jeg sluger det ikke. Det kan jeg ikke få mig selv til. I stedet rejser jeg mig, finder hans tallerken og spytter ud. Først ser han det ikke, men der hænger stadig en tråd af en blanding af spyt og sæd fra min mund og ned til klatten. Jeg tørrer mig om munden med bunden af t-shirten.

"Du skal nok ikke spise af den tallerken." siger jeg.