At falde uden titel

Far

Klokken er mange, da jeg endelig kommer hjem. Selvom lyset er slukket i hele huset, lister jeg stadig op ad trappen.

Det banker på døren, da jeg står og børster tænder.

"Øjeblik, far." siger jeg højt. "Shit." mumler jeg og tørrer tandpastaklatter af badeværelsesfliserne.

"Klara. Du er sent hjemme. Hvor har du været?"

"Kan du ikke lige vente, far. Jeg er lige ved at børste tænder."

"Okay."

Jeg hører hans skridt fortage sig som han går nedenunder. I langsomt tempo børster jeg færdig og puster ud. Det var jo bare Martin. Jeg var jo bare ude med Martin. Det kan han da ikke flippe ud over.

Nede i køkkenet står far ved køkkenøen med et whiskyglas i hånden. Tomt.

"Er det ikke lidt sent?" siger jeg og peger mod glasset.

"Hvor har du været?" spørger han i stedet.

"Bare ude. Sammen med Martin. Du kan godt huske Martin ikke?"

"Martin. Jo, ham kan jeg godt huske. Lidt af en partyfyr, den dreng."

"Far!"

"Lige meget hvad, så er det for sent at komme hjem."

Hans stemme er hverken streng eller hård. Mere en konstatering, der bliver stadfæstet som en regel af hans rolige tonefald.

"Undskyld."

Far finder whiskyflasken frem igen. Hælder i glasset. Sluger det. Der lyder et klonk, da glasset rammer køkenbordet. Han kigger på mig.

"Vil du have noget?" siger han og peger mod mig med flasken i hånden.

"Nej. Det er for sent. Jeg går i seng." siger jeg.

"Godnat så."

"Godnat." siger jeg og går op på mit værelse.

Da jeg ligger i sengen,kan jeg ikke lade være med at smile over i dag. Den har været god.