At falde uden titel

Hmpf!

Martin: Hey smukke, har du ikke lyst til at komme over i dag?

Mig: Jo, men kun hvis du dropper det der latterlige smukke.

Martin: Smukke, smukke, smukke!

Mig: Argh, stop! (jeg kommer alligevel).

Martin: Tak, smukke

Mig: Stop, Martin

Martin: Aldrig.

Mig: Hmpf.

Martin: Fnøs du lige af mig over SMS?

Mig: Måske

Martin: Hmpf.

Mig: Du skal ikke fnyse af mig!

Martin: Jeg fnyser bare af, at du fnyser af mig.

Mig: Jeg er hos dig om en halv time, så jeg kan fnyse af dig ansigt til ansigt.

Martin: Glæder mig allerede.

Mig: Hmpf.

Martin: Stop!

Mig: Aldrig.

Martin: Hmpf!

Jeg kommer et kvarter for sent, bare for at irritere Martin. Det er en doven lørdag, solen står højt på himlen. Min t-shirt er allerede våd af sved under armene. Martin bor på en ganske almindelig villavej med sin ganske almindelige villavejsfamilie. En mor, far og lillebror. Jeg ringer på, og hører straks klokken runge indenfor. Martins mor åbner. Hendes hår sidder i uorden og øjnene flyver lidt, da hun ser mig.

"Åh, Klara. Jeg vidste ikke, du kom. Kom indenfor."

"Tak." siger jeg bare.

"Vi skal i sommerhus her om lidt, så I vil snart være alene. Martin er oppe på sit værelse."

Jeg går igennem køkkenet, der er et stort rod. Ovnen er tændt. Jeg kan lige skimte nogle boller derinde. De sveder sikkert lige så meget som mig. Op ad trappen og til højre finder jeg Martin i sin seng.

"Martin." siger jeg, men han reagerer ikke. Hans bryst rejser sig stødvist, en sjov lyd kommer fra ham. Han sover. Jeg går helt tæt på ham. Langsomt sætter jeg mig op i sengen, forsigtig for ikke at vække ham. Jeg sætter mig overskrævs, med en hånd på hver side af hans hoved. I flere minutter sidder jeg helt stille, vover ikke at bevæge mig. Gransker blot hans fine træk. Hans let bumsede pande, hans skarpe kæbelinje, hans halvlange nøddebrune hår, hans øjenlåg, hvor jeg ved nogle stærkgrønne øjne gemmer sig. Hans bløde, let fyldige læber. Jeg kan allerede mærke dem på mine. Centimeter for centimeter finder mine læber ned til hans, og da de rammer, går der kun få sekunder, før hans kysser igen.

"Klara." mumler han ind i min mund, mens hans hænder føler sig frem til mig ansigt, og dernæst ned til mine hofter. Han trækker mig længere ned så min rumpe er lige over hans begyndende erektion som kan mærkes gennem hans bukser. I korte træk begynder jeg at gnubbe mig op af ham.

Han stønner, jeg stønner. Endelig åbner han øjnene og ser ind i mine. Vores vejrtrækninger er tunge, kører i samme tempo. Vi ånder ind i hinandens munde. Jeg bliver ved med at gnubbe til han stønner alt for højt. Bange for at hans forældre skulle høre os, stopper jeg. Vi får vejret.

"Bliv ved," siger Martin. "Bliv ved."

"Er du sikker? de kan sikkert høre det."

Han nikker. "Ja, sikker."

"Okay."

Stadig med hans hænder på mine hofter, begynder jeg at bevæge mig igen. Han stønner. Han trækker i mine hofter, øger tempoet. Stønner lige ind i mit øre.

"Kom så, smukke. Bliv ved."

Jeg ignorer hans smukke og bliver ved, til jeg kan mærke hans krop begynde at krampe. Jeg lægger mig fladt på ham, med hovedet i hulningen ved hans hals. Blide strøg mod kind, hans læber mod pande, varmen fra hans ånde. Sådan ligger vi, i hvad der føles som timer. Han hæse stemme er det første, der bryder tavsheden.

"Smukke."

"Stop." mumler jeg.

"Smukke."

Jeg slår ham blidt på skulderen. "Stop så."

"Aldrig."

"Okay."

Ved det, løfter han hovedet for at kigge på mig. "Sagde du lige okay?"

Jeg kigger op på ham. "Ja, det gjorde jeg."

Langsomt lægger Martin sig ned igen.

"Du er smuk."

"Tak." siger jeg.

"Det troede jeg aldrig, jeg skulle høre."

"Hvilket?"

"At du indvilligede i at være smuk."

"Jeg har bare affundet mig med, at du finder mig smuk. Ikke at jeg rent faktisk er smuk."

"Det er du. Smuk."

"Hmpf."

"Du skal ikke fnyse."

"Okay."

"Okay."

"Jeg er glad for, du kom. Jeg elsker at blive vækket af dig. Og så på den måde."

"Du mener den måde, hvor vi begge ender med våde underbukser?"

Jeg kan høre grinet i hans stemme.

"Ja. Lige nøjagtig på den måde."

"Hmm. Jeg kan også godt lide at vække dig på den måde."

Vi kan høre rumsteren nedenunder. Hoveddøren, der smækker hele tiden, som de får mere og mere grej ud i bilen.

"Hvorfor skal du ikke med i sommerhus?" spørger jeg.

"Jeg vil hellere have en hel weekend med dig."

"Du har reserveret hele weekenden til mig. Nåh, hvor sødt af dig."

"Nu skal du ikke være sarkastisk."

"Okay, havde bare ikke regnet med at skulle overnatte her. Jeg har ikke taget noget med."

"Tøj, mener du? du kan bare låne."

"Og du har tilfældigvis et par rene trusser liggende?"

"Nej, godt nok ikke trusser. Men man kan komme langt med boxershorts."

"Fint."

Nede fra stuen hører vi Martins mor råbe op til os. "Vi kører nu. Have nu en god weekend. Der er penge på køkkenbordet, hvis det er."

"Okay, tak. God tur." råber Martin tilbage, så jeg skærer ansigt.

"Undskyld." mumler han og aer mig over øret, idet hoveddøren smækker for sidste gang, og vi lidt efter hører bilmotoren starte op og derefter langsomt forsvinde.