PROLOG
"Ja, hej, er du Ella?" Den raspende stemme ryster gennem telefonen.
"Ja...?" mumler jeg undrende.
"Er du pårørende til Peter Jakobsen?" siger den stadig raspende stemme.
"Han er min kæreste, ja?" svarer jeg usikkert uden rigtigt at vide om det er en god ide at sige til en fremmed i telefonen.
"Jeg er ambulanceredder Jens Andersen fra Ambulancecenter Syd i Odense."
Ambulanceredder? Hvad er der sket?
"Hvad er der sket ham?" spørger jeg panisk og begynder at gå rundt i cirkler.
"Han er kørt galt og står ikke til at redde. Han gik bort for 4 minutter siden."
FUCK. FUCK. FUCK.
"AHVA SIGER DU?" spørger jeg panisk og niver mig selv i armen. Please sig det er en drøm. Please...
"Jeg kondolerer... Jeg er ked af at du skulle finde ud af det sådan her."
Jeg trykker det røde felt der afbryder opkaldet hårdt i bund og trykker ryggen ind mod væggen.
Tårerne løber ned af mine kinder da jeg langsomt glider ned mod gulvet.
2 ÅR SENERE
Yes. I dag er dagen. Min ankel er perfekt trænet op og har ikke plaget mig i over 2 måneder.
Jeg skubber med det bredeste smil på læben døren op til Odense Idrætshal. Min første landsholdsslutrunde! Hold nu kæft hvor er det vildt!
Mie Højlund og Althea Reinhardt griner sammen da de går forbi mig da jeg forsøger at finde hallen. Jeg har aldrig været her før. "Øhm kan I vise mig hvor...?" førsøger jeg mig, men de er allerede væk. Pokkers. Jeg har aldrig rigtig været god til det med nye mennesker.
Jeg mærker en hånd blive lagt på min skulder. "Omklædningen er til venstre og så op af gangen." siger Helena Elver og smiler bredt til mig.
"Tak," smiler jeg. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn.
"Vi kan følges, hvis det er?" siger hun og jeg nikker sagte. Vi går henad det store stengulv og hen mod omklædningen.
En helt masse andre tøser fra landsholdet er i gang med at klæde om. De kigger lidt efter os da vi kommer ind.
Jeg stiller forsigtigt mine ting på en af bænkene. En eller anden jeg ikke rigtig ved hvem er sender mig et meget surt blik og stiller sig med krydsede arme foran mig. Hun rømmer sig. Jeg løfter forsigtigt hovedet, helt paralyseret i mine bevægelser.
"Det der er MIN plads," nærmest råber hun mig ind i hovedet.
"Undskyld, det vidste jeg ikke," piber jeg forsigtigt.
"Slap dog af! Kom her Ella," siger Helena og trækker mig roligt om ved siden af hende.
"Tak," mumler jeg forsigtigt.
Heeeeej! Det var så 1. afsnit! Jeg håber virkelig I kan lide den og er klar på at følge med.
Knus Julle <33
YOU ARE READING
Love songs
Fanfiction24-årige Ella Jul er endelig tilbage efter et længere skadesforløb og er om sider klar til at fokusere på håndbold og kun håndbold. Og ikke mindst den landsholdsdebut som hun har ventet så længe på. Men hvor nemt bliver det når gamle minder som hel...
