Love songs

Part 6

Jeg kæmper mig bestemt ikke smertefrit ud af bussen da den standser 100 meter fra hallen.
Min ankel er overhovedet ikke i stand til at køre bil. Jeg er på krykker lige for tiden, og det føles overhovedet ikke som om det nogensinde bliver bedre.
"Ella!" Hører jeg svagt en råbe bag mig. Jeg kæmper mig rundt og ser Helena.
Hun løber op til mig og lægger en hånd på min skulder.
"Hey! Hvordan går det?" Jeg ringede til hende efter hospitalsbesøget og forklarede hende det hele. Jeg kigger lidt ned af mig selv og sender hende et spørgende blik. Hun nikker sagte.
"Jeg skal nok slå Magnus ihjel," mumler hun og sender mig et surt blik.
Jeg bryder med det samme ud i grin.
"Ej stop! Det var mindst lige så meget min skyld," griner jeg og hun griner med mig.
"Jeg smutter lige i forvejen, jeg skal lige nå at snakke med Mie," siger hun og sender mig er-det-okay?-blikket. Jeg nikker og hun småløber bag mig.
Langsomt bevæger jeg mig afsted på krykkerne og en skikkelse træder op på siden af mig.
Magnus. Sommerfuglene i min mave vokser som hurtigt større. Han giver mig et forsigtigt kram. Det er rart, han giver mig tryghed.
"Du må virkelig virkelig undskylde det i går!" beder han. Jeg smiler sagte.
"Det skal du ikke være. Det var 100% min egen skyld," mumler jeg og kigger ned.
Han vipper mit hoved op.
"Jeg skal nok hjælpe dig, uanset hvad i dag, det her var min skyld." Han sender mig et trist blik.
"Hey, det er altså okay.." siger jeg og forsøger at muntre ham lidt op. Han sender mig bare et undskyldende blik.
Vi går sammen hen til hallen, og Magnus holder døren for mig da jeg går ind.
"Tak," mumler jeg og kæmper mig ind.
Nikolaj står allerede klar og er næsten i gang med at tale da vi kommer ind. Jeg stiller mig hen til de andre og Magnus sætter sig for at skifte sko.
Nikolaj begynder at fortælle et eller andet, men jeg må ærligt indrømme at mine tanker ligger på Magnus. Den måde han binder sine sko på. Han ser så fredelig ud. Det får mig til at smile.
"...Ja, og som I nok har lagt mærke til, har vi fået os et lille problem. Ella har desværre forstuvet anklen og vil ikke nå st blive klar til EM," siger han skuffet. Mit smil falmer mens alle andres blikke vendes mod mig.
Først nu går det op for mig hvor slemme konsekvenser det her egentlig har.
De andre møder mig alle sammen med søde bekymrende god-bedrings-ønskninger. Men jeg vil helst ikke høre på dem.
Jeg skæver hen til Magnus som nu bare stirrer ned i gulvet.
Emil prikker mig på skulderen og jeg vender sagte mit hoved mod ham.
"Kan vi lige gå ud og snakke sammen?" spørger han og stirrer mig dybt i øjnene.
Vi går lidt til sidden, men træningen så småt begynder for de andre.
"Okay..." Jeg kan se hvor meget hams hjerte banker, men han smiler.
"Så jeg vil bare sige at jeg synes du er mega sød og smuk og jeg holder bare virkelig meget af dig, så jeg vil spørge om vi skal være kærester?" spørger han og ånder lettet op.
Fuck. Jeg kan jo også godt lide ham, men ikke som mere end venner. Men det kan jeg ikke få mig selv til at fortælle ham.
"Jo," mumler jeg og undgår hans blik. Han smiler stort og lægger en arm om mig mens vi sammen går tilbage til de andre.