Love songs

Part 14

"Dem i den hvide affaldssæk?" spørger jeg måbende og fniser. Det er seriøst for dumt.
Han nikker. Jeg udstøder et grin. Seriøst? Min ex-kæreste døde mens vi stadig var kærester? Nu må Magnus seriøst lige give mig en chance.
"Men hvis du gerne vil være sammen med åndssvage Emil skal du da være så velkommen." Magnus rejser sig.
"Vil du tale pænt om Emil? Han har ikke gjort hverken dig eller mig en fucking skid?" svarer jeg frustreret. Det der er bare ikke i orden.
"Desuden ved du jeg elsker dig," tilføjer jeg, selvom jeg efterhånden føler mig meget provokeret.
"Så siger vi det," svarer han lavt og ruller øjne af mig.
"Gider du lade være?" spørger jeg pissed. Jeg rejser mig fra sengen og tager mine krykker.
"Gider du gå?" svarer han mindst lige så pissed. Jeg kan se hvor såret han er over de sange i hans øjne. Men jeg bliver stående.
"Hvis du elsker mig så meget, har du så overvejet undskylde eller smide de fucking lorte kærestebreve ud?" spørger han irriteret. Nej. Det er ikke fucking lorte kærestebreve. Det er sange. Sange til min AFDØDE KÆRESTE.
"Tag dig fucking sammen," mumler jeg uden at blinke. Hun stirrer mig direkte ind i øjnene.
"Du får en sidste chance. Hvis du bare undskylder nu kan vi glemme alt det her." Jeg ryster på hovedet. Jeg har ikke tænkt mig at undskylde. Vender mig hurtigt mod døren.
"Nu tæller jeg til 5, hvis ikke du kommer herhen er det ovre mellem os," siger Magnus, stadig stirrende ud i luften.
"1..." Jeg træder et skridt hen mod Magnus, men fortryder i samme øjeblik.
"2..." Med det samme vender jeg mig halter så hurtigt jeg kan ud af døren og smækker den bag mig. Tårerne strømmer ud af mine øjne i det jeg sætter mig op af døren. Mathias kommer gående lidt nede af hotelgangen. Han stopper da han ser mig. Jeg magter seriøst ikke flere mennesker lige nu. Jeg vil hjem. Mathias løber ned for at se til mig, men jeg har allerede kæmpet mig ind på hotelværelset og smækket den automatlåsende dør bag mig.
Jeg samler alle mine ting sammen i kufferten og går ned mod receptionen. Desværre har Emil forudset hvad jeg vil og skynder sig at trække mig til side.
"Hvad har du gang i?!" spøger han forvirret. Jeg kan slet ikke holde følelserne tilbage.
"Jeg vil hjem," mumler jeg, men træls nok sætter ordene tårer i gang i mine øjne.
"Hvorfor?" spørger han forsigtigt og tørrer tårerne af mig.
"Jeg vil bare hjem," mumler jeg endnu en gang og begynder at gå hen mod receptionen igen. Emil griber fat i mig.
"Fortæl mig hvad der er sket," beder han og trækker mig ind i et forsigtigt kram. Jeg ved ikke helt hvor meget jeg skal fortælle ham.
"Magnus og jeg kom op og skændes," svarer jeg mens tårerne endnu en gang løber ned af kinderne på mig som store vandfald.