Love songs

Part 7

Emil han smiler til mig og stirrer mig dybt og forelsket i øjnene da vi kommer hen til de andre igen. Han kysser mig blidt på panden. Han er ekstremt sød, måske det her forhold alligevel kan fungere? Jeg skæver hen på Magnus som sagte sukker og vender om og går.
"Skal jeg følge dig hen til bænken, sødeste?" Emil bryder igennem mine tanker.
Jeg nikker forsigtigt uden helt at vide hvorfor, men lader ham alligevel følge mig derhen.
"Hvor er Magnus blevet af?" spørger Nikolaj ud over os.
"Han gik der ud, jeg skal alligevel sige noget til ham, så jeg kan smutte ud og hente ham..." siger jeg, men bliver stoppet af Nikolaj.
"Det behøver du overhovedet ikke. Du skal bare tage den helt med ro," siger han.
Jeg sukker. Emil og Mathias står og kaster lidt frem og tilbage. De skifter hånd hver gang de kaster. Det ser egentlig ret fascinerende ud. Små forsigtige sommerfugle breder sig i min mave da han vinker flirtende til mig. Han må have mærket min stirren. Et grin forlader min mund og jeg vinker tilbage. Måske han alligevel er den rigtige for mig? Skal jeg bare glemme Magnus? Måske? Jeg ved det ærligt talt ikke...
Endnu en gang bliver mine tanker forstyrret da Helena smider armene om mig.
"Heyyy!" udbryder hun.
"Jeg vidste ikke at dig og Emil var en ting!" smiler hun. Det smil har jeg savnet.
"Det vidste jeg heller ikke indtil i dag," mumler jeg. Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile.
"Jeg er faktisk meget glad for det," siger hun og kigger lidt ned. Dog stadig smilende.
"Du virker gladere," smiler hun. Jah, det tror jeg da?
"Oooooog... så kan jeg måske en lille bitte smule godt lide Magnus," siger hun, boblende af glæde.
"Jeg troede faktisk du var ret så forelsket i ham, men det er jeg virkelig glad for at du ikke er!"
Mhm. Mit hjerte synker et lille smule. Men det overrasker mig, at det ikke går mig mere på.

Jeg kæmper mig ud og sætter mig på en bænk i omklædningen. Det her er ikke lige det efterår jeg havde forventet. Det hele er egentlig noget lort lige nu. Og hvad er endnu mere lort er at jeg er nødt til at kæmpe mig forbi et testcenter her i eftermiddag fordi jeg skal besøge mormor i aften. Og det kunne godt henne sig at blive en lille bitte smule upraktisk eftersom jeg har problemer med at gå. Men sådan er det jo.
Bussen holder ind til sidden og jeg står på. De har åbenbart nået at pynte julestemningen op siden i morges. 1. december er i morgen.
Omsider finder jeg vej op til handicappladserne. Jeg synes det er fair at jeg sætter mig her, når min ankel ikke fungere. Desuden synes jeg også at det er blevet værre. Jeg ved ikke rigtig om jeg tror på at det bare er en forstuvning. Det føles ikke sådan.
Min hjerne fyldes af tanker som jeg sidder her. Det meste består af Emil og Magnus. Jeg er faktisk tilbøjelig til at sige at jeg elsker Emil. Men jeg. Ved det ærligt ikke. Måske er jeg ikke forelsket i Magnus mere? Måske jeg aldrig var det?
En snap tikker ind i min indbakke. Den er fra Magnus. Det er en forsigtig selfie af halvdelen af hans ansigt. Sommerfuglene og et stort smil breder sig over mig. Alligevel føler jeg mig mere rolig af at se hans smukke ansigt.
Det smerter mig at indrømme, men:
Nope. Jeg kan helt klart stadig lide ham...